Hyldest

Puk Damsgård modtager ærespris

DR-journalisten modtager prisen fra en lidt uventet kant for sit virke som mellemøstkorrespondent

Mellemøstkorrespondent Puk Damsgård har allerede modtaget adskillige journalistpriser for sit arbejde, blandt andet den prestigefulde Cavling.

Og nu er der også en ærespris fra Håndværkerforeningen København på vej til DR-journalisten. Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.

Med æresprisen ønsker Håndværkerforeningen at hylde en person uden for håndværkets kreds, hvis virke i ganske særlig grad har sat sig spor inden for dansk kultur, industri, videnskab eller politik.

Og det gælder for årets modtager.

”At viden udefra gør os klogere og dygtigere, ved vi alt om inden for håndværksfagene. Og med sin vedholdende stræben, flid og dygtighed har Puk Damsgård været med til at skabe en bredere og mere nuanceret forståelse af den verden, vi lever i,” lyder begrundelsen fra Håndværkerforeningens formand, oldermand og malermester Per Vangekjær.

Æresprisen bliver overrakt ved Håndværkerforeningens traditionsrige medaljeuddeling, hvor årets dygtigste nyuddannede håndværkere bliver fejret under overværelse af H.M. Dronningen.

Den bringer Puk Damsgård i selskab med blandt andre EU-kommissær Margrethe Vestager, forfatter Jussi Adler Olsen, instruktør Susanne Bier og zirkusdirektør Søren Østergaard, der tidligere har modtaget prisen.

0 Kommentarer