Selvhøjtidelige kolleger ser det som deres opgave at holde journalistikkens glorie skinnende – ofte med et selvmodsigende, morsomt resultat.
Naturligvis kan det forekomme dumt, sådan at foreslå Pressenævnet nedlagt, når deres kendelser jævnligt giver anledning til et af de sjældne smil i en medieverden, hvor stilen ellers mere og mere minder om et glas lunkent danskvand uden citrus. Et billede skabt af kolleger, der halser efter de samme politisk-korrekte ligegyldigheder. Om søndagen som regel med afsæt i en ny Gallup om ingenting.
Men det ville være uærligt over for den – i øvrigt meget lille – del af befolkningen, som interesserer sig for nævnet og dets arbejde bare at lade som om, det er vigtigt. De kan jo ikke vide, at masser af kolleger synes, det er væsentligere, hvad der sker i den ugentlige lotto-trækning. De to organer har forresten tilfældighederne som fællesnævner.
Kun sjældent kommer vores ligegyldighed offentligt til udtryk. Men det sker dog.

Se nu årets modtager af Cavling-prisen: Tonni Vinkel Sørensen. Helt fortjent får han fagets flotteste pris. For et arbejde Pressenævnet også har bedømt. Her fik han hverken check eller statuette, men et rap over fingrene. Det valgte vores Cavlingpris-komite heldigvis at se bort fra.
Hermed blev det synligt for offentligheden, hvordan faget opfatter det opblæste i Pudsenævnets kendelser.
Naturligvis kom der straks en reaktion fra nogle hellige. Weekendavisen støvede et tidligere komite-medlem af og
lod Helene Moe fra Kristeligt Dagblad pludre løs om presseetik, nævnet og komiteen i en af avisens seksspaltede helsides-noter. Uanset at det lykkedes Weekendavisen at finde på en god rubrik – »En pris i en hornlygte« – så står det tilbage, at nævnets kendelser ikke spiller nogen rolle.
Og det forstår man godt. Ikke alene er det – ufrivilligt – morsomt, når DJ- og udgiver-repræsentanter kaster sig ud i lægmands-juridiske vurderinger af deres – i egne øjne – uhyre vigtige arbejde. Jeg håber, at man også uden for vores fag, kan more sig over denne Mr Bean-jura. Måske et emne til højtlæsning ved julefrokoster for jura-studerende på første semester.
Men det juridiske er ikke problemet.

Man burde overveje i DJs ledelse om ikke, der er mulighed for at ekskludere vore repræsentanter i Pudsenævnet. Vi har jo en paragraf i forbundslovene om, at man ikke må nedsætte »standens anseelse«. Den lovparagraf fjernes måske på delegeretmødet i april, men inden da kan den bringes i anvendelse over for Tage Clausen fra Jyllands-Posten.
I det seneste nummer af JOURNALISTEN rystede han pudsekluden og fornøjede læserne med et par argumenter for, hvorfor nævnet ikke vil behandle en klage fra Forbrugerombudsmanden vedrørende Aalborg Stiftstidende. Hagen Jørgensen kan ikke få nævnet til at tage stilling til, om det er sådan rigtig, rigtig fint at lade annoncer fremstå som journalistik. Men det kan hr. Jørgensen ikke få dem til. Han er ikke »part i sagen«, uanset at han tydeligvis har læst avisen og dermed er ført bag lyset.
Helt revy-morsomt er det, når sjove Tage kaster sig ud i en beskrivelse af, hvorfor nævnet ikke kan tage sagen op af egen drift. »Sagen er ikke væsentlig og principiel nok til, at vi skal løfte den af egen drift … Der skal tungtvejende grunde til.«

Jamen hallo. Kan vi lige huske dengang nævnet selv tog en sag op. Da var det tungtvejende. Husk lige, at det var ikke dengang kron-genitalierne blev luftet i frit fald. Ikke tårnspringet, som vel kan begrunde hvorfor giftefærdige møer belejrer Amalienborg. Her kunne alle – især læsere af udenlandske aviser – se »tungtvejende grunde«.
Nej, det var langt mere uskyldigt. En pop-sangerinde nussede Kronprinsens maskuline øreflip på en offentlig flodbred i Frankrig. Hylekoret i Danmark gik i gang og Pressepolitiet beordrede: Slip.
Det var ikke Maria, der skulle slippe Frederiks øreflip. Nej, det er kollegerne, der skal smide kameraet, redigerende afmontere musen og læserne helst skylle aviserne ud. Pudsehuset havde så travlt med polerings-arbejdet, at de helt glemte, at Kongehuset slet ikke havde klaget og ikke leverede det parts-indlæg, som reglerne ellers foreskriver.
Det var væsentligt og tungtvejende. Det kunne kaste dagbøder af sig til en enkelt principfast ugeavis-redaktør. Nu er det snart forår, så må Pressepolitiet ud i parkerne og på strandene. Der er talrige eksempler på øre-nusseri lige så snart bøgen springer ud. For ikke at tale om aviser, der fra Roskilde og andre festivaler lader det ene tungekys efter det andet pryde avisernes sider. Er en forsmået kæreste, som hjemme ser disse billeder og som troede knægten hørte techno, så klageberettiget part?
Det bliver sjovt at se Tage Clausen piske rundt på Midtfyn Festivalen. Sikre at hver eneste fotograf, som lige er faldet over noget topløst, nu får sikret vedkommendes accept. Det bliver første gang Tage ofrer mere opmærksomhed på journalistikken end på den topløse.

Man kunne nævne mange sjove eksempler. Dengang Se og Hør blev dømt til at trykke en trykfejl, da nævnet hellere læser Karnov end Retsskrivningsordbøger. Eller da Ekstra Bladets TV-program måtte oplæse en forkert titel på programmet, fordi de højtflyvende medlemmer af nævnet havde fået pudsecreme i øjnene og ikke anede, hvad programmerne hed.
Det er fint med demokrati. Fint at give befolkningen klage-adgang. Fint at diskutere presseetik. Fint at lave rettelser, når man begår fejl. Med det har bare ikke en tøddel med pressenævnet at gøre.
Det er et tyndt lag fernis over en kollegial domstol. Et nævn med kendelser og medlemmer, der er så farveløse, at enhver kan se, at de »ingenting har på«.
Og sådan skal de bedømmes.
Men skal de dømmes og ikke bedømmes, så skal det ske i byretten, hvor deres arbejde hører hjemme. Lovgiverne lovgiver. Domstolene dømmer. Og vi andre passer vores arbejde. Det er tre-delingen af magten.