Public service-penge til TV 3-reality

Programmet 'Paradise tur-retur' er blevet lovet 2,1 mio. kr. fra Public Service Puljen. Giv pengene til noget seriøst, siger SF's medieordfører.

Programmet 'Paradise tur-retur' er blevet lovet 2,1 mio. kr. fra Public Service Puljen. Giv pengene til noget seriøst, siger SF's medieordfører.

Det er normalt ikke mange offentlige støttekroner, der falder i retning af TV 3. Men nu er der godt 2 millioner kroner på vej til 'Paradise tur-retur', hvor tidligere deltagere fra reality-succesen 'Paradise Hotel' tager tilbage til Mexico, men denne gang for at lave velgørenhedsarbejde blandt fattige i slumkvartererne.

Det mener Public Service Puljens styregruppe er et godt forsøg på at lave dokumentarprogram for en yngre målgruppe.

»Vi arbejder ud fra tre kriterier. Der skal være noget originalitet, der skal være noget betydning, og der skal være noget kvalitet. Originaliteten her består i virkeligheden i at kombinere kendte elementer, nogle reality-deltagere, med den traditionelle ulands-programsetting, i dette tilfælde en slum i Mexico«, siger Claus Ladegaard, medlem af styregruppen og områdedirektør for produktion og udvikling ved Det Danske Filminstitut, til Politiken.dk.

SF's medieordfører Holger K. Nielsen har imidlertid lidt svært ved at forstå, at de tidligere tv-idoler, der ikke mindst var kendte for deres indbyrdes erotiske forhold, skal være kvalificerende for et program til at opnå offentlig støtte.

»Underholdning er jo en del af public service-begrebet, og det kan man også argumentere for, at det skal være. Men når man nu har så få penge, så synes jeg, at der er nogle andre ting, som måske ville være mere relevant at støtte. Der er så få penge i puljen, så jeg synes, at man skal fokusere pengene på noget seriøs public service«, siger han til Politiken.

Public Service Puljen har en årlig bevillingsramme på 37,5 millioner kroner. Puljen skal yde støtte til udvikling og produktion af dansk tv-drama og tv-dokumentar, programmer til børn og unge inden for alle genrer samt radioprogrammer.

0 Kommentarer