search

Public Service på støtten

DR vil ikke prioritere klassisk public service-tv, der ikke trækker store seertal. Det sender tv-producenterne i notorisk tiggergang blandt private og offentlige fonde for at realisere de programmer, der gør, at DR kan leve op til sine public service-forpligtelser. Men fondene giver ikke penge uden grund.  

I maj har morgenfriske seere kunnet vågne til flotte natur- og hav-billeder i tv-dokumentaren Danmark fra kyst til kyst på DR. En stor satsning med mange timers tv fokuseret på lokale, historiske og naturbiologiske historier. En programserie, der rammer lige i hjertet af public service-ideen, og som sågar har kvalitet og seerappel nok til, at den tidligere er blevet sendt i primetime på DR1.

Men tror man, det er vores alle sammens licenspenge, der sikrer, at der stadig er råd til den slags fjernsyn, så tager man fejl.
80 procent af produktionsomkostningerne er betalt blandt andet af en række erhvervsbaserede fonde, og uden denne massive medfinansiering havde der formentlig ikke været noget program.
»Det er et valg, du træffer. Hvis du har ambitioner om at lave informativ og underholdende danmarkshistorie for masserne, der kan sendes i primetime, så må du ud og skaffe finansiering,« fortæller producenten Ulrik E. Gutt-Nielsen.


1.    Chris MacDonald er ude at vandre i sundhedsprogrammet U-turn på DR1. Med i bagagen har producenten 4,5 millioner kroner fra Trygfonden.
2.    Programserien Danmark fra kyst til kyst har blandt andet fået 1 millioner kroner fra EU’s fiskerifond og 100.000 kroner fra Fiskeriforeningen – der også har leveret 100 gode ideer, der kunne omtales i programmet.
3.    Programserien Mission skolemad blev hjulpet i vej med ca. 4,2 millioner kroner fra Nordeafonden.
4.    Søren Fauli i serien Fauli, fed og færdig? Programmet har fået små 2,7 millioner kroner fra Nordeafonden.

Det er fonde som Realdania, Torm Fonden, Lauritzen Fonden, Arbejdsmarkedets Feriefond og flere regioner, der har støttet produktionen.

Men selv blandt sponsorerne kan det vække undren, i hvor høj grad DR belaver sig på, at andre skal betale for det fjernsyn, de sender. Direktør i brancheorganisationen Danmarks Fiskeriforening Niels Wichmann, som var med til at støtte Danmark fra kyst til kyst, var overrasket over, hvor lille en andel af økonomien DR reelt stod for.
»DR bruger serien til at markedsføre sig selv, men stiller kun med en brøkdel af budgettet. Vi har også været involveret i et andet projekt, hvor nogle producenter lavede en tema-lørdag om fiskeri. De skulle stort set finde hele finansieringen selv for at få det vist. På den måde er det jo nemt at drive tv-station,« siger Niels Wichmann.

De fleste programmer i DR må godt modtage sponsorstøtte. Men formelt er der begrænsninger. For eksempel hedder det i DR’s programetik: ”Tilskud fra virksomheder og organisationer kan som udgangspunkt ikke ske til programmer, der drejer sig om emner eller forhold, der er omfattet af de pågældende virksomheders eller organisationers forretningsmæssige eller organisatoriske interesser.”

Principperne kan dog hurtigt blive strakt, for det er aldrig uden en god grund, at en sponsor vælger at kaste penge efter et program.
I Danmark fra kyst til kyst finder man blandt bidragsyderne Claus Sørensen Fonden, ejer af den store frysehus-koncern Claus Sørensen A/S. Normalt støtter fonden kun almennyttige foretagender i Esbjerg Kommune, og slet ikke film og tv-programmer. Hvorfor man i dette tilfælde har gjort en undtagelse, vil fondens direktør Kristoffer Kristensen ikke uddybe – ud over med det, at programmet »var en god eksponering af kommunen og regionen«.

Men at programmet også var en god eksponering for Claus Sørensen A/S, bliver tydeligt små 10 minutter inde i seriens syvende afsnit, hvor speaken lyder:
»En af nybyggerne var en fisker, der fik enorm betydning for byens og havnens udvikling. Hans navn var Claus Sørensen, og han skabte i 1926 Danmarks første frysehus. Det revolutionerede mulighederne for at få friske fødevarer frem. Den dag i dag har de frosne fødevarer i vores frysere højst sandsynligt været forbi et af de mange frysehuse, Claus Sørensen var med til at grundlægge.
Da han døde, skrev lokalavisen Vestkysten, at: ”den største eg i skoven er faldet”.«

En anden sponsor til samme serie er som nævnt Danmarks Fiskeriforening.
»Billeder med vand og skibe er jo godt fjernsyn. Og det er med til, at fiskerierhvervet kan beholde et positivt image i befolkningen,« forklarer direktør Niels Wichmann om baggrunden for sponsoratet.

Fiskeriforeningen har sammen med Danske Fiskeres Producent Organisation støttet programmet med 100.000 kroner. Men hvad vigtigere er; de har hjulpet producenterne med at få en bevilling på 1 million kroner fra EU’s fiskerifond.

Ud over den finansielle støtte gjorde Fiskeriforeningen det, at man fra sine lokale afdelinger indsamlede en bruttoliste med 100 ideer til emner, producenterne kunne kigge nærmere på i programmet. Bortset fra det blandede foreningen sig ikke i det redaktionelle arbejde, oplyser Niels Wichmann, som generelt synes, pengene var godt givet ud.
»Ja, det synes jeg. De havde jo forholdsvist store seertal. Og det giver en interesse for, hvad der sker af aktivitet langs de danske kyster, som er der, hvor vi opererer,« siger han.

Seriens producent, Ulrik Gutt-Nielsen, betegner det som lidt af et puslespil at få sponsor-arbejdet til at gå op med de etiske retningslinjer.
»Der er en masse regler, som DR har opstillet, men samtidig har mange fonde meget store ambitioner om, hvad de vil have ud af en støtte. For eksempel vil rederierne gerne skabe fokus på Danmark som søfartsnation. Men vi har også regler, der siger, at de ikke må støtte programmer, hvis de har en særinteresse. Balancen består i at sælge ideen så godt som muligt, men samtidig ikke gøre noget ulovligt,« siger Ulrik Gutt-Nielsen.

I DR’s øjne er der ingen problemer med Danmark fra kyst til kyst. Heller ikke i den hædrende omtale af Claus Sørensen.
”Det afgørende er, at den eventuelle omtale er redaktionelt begrundet, og her har vores vurdering været, at det er tilfældet. Det er helt naturligt i en omtale af Esbjergs historiske og nuværende position at nævne Claus Sørensen,” skriver DR’s etikchef, Inger Bach, i en mail til Journalisten.

Men at sponsorater er et diskutabelt område, fremgår af DR’s seer-redaktør Jakobs Mollerups årsrapport fra 2008, hvor han kritiserer programmerne Sommerzonen, Under åben himmel og Smag på Danmark, hvor dels kommuner, dels firma-brands fik positiv omtale, samtidig med at de var med til at støtte produktionen.
”Der må selvfølgelig ikke i et DR-program være firmaer, der i praksis har bidraget økonomisk til omtale af sig selv,” skrev Mollerup.

Som eksempel på et DR-program, som andre har betalt, er Danmark fra kyst til kyst langtfra enestående. Blandt helt aktuelle programmer kan nævnes reality-dokumentarserien U-turn på DR1, hvor Chris MacDonald skal lære en gruppe danskere sundere levevaner – med venlig hilsen og 4,5 millioner kroner fra TrygFonden. Eller DR2-serien Fauli, fed og færdig? om Søren Faulis aldrende krop, gavmildt finansieret af Nordea-fonden med 2.666.486 kroner.

Hvor mange midler, der på den måde flyder ind i DR-butikken, findes der ikke noget tal på.
»Det er ikke noget, vi løbende opgør,« fortæller Maria Hald, underdirektør i DR Medier.

Men det er ikke godt nok, mener Jesper Jürgensen, informationschef på SBS TV. Han synes, det er en væsentlig faktor i diskussionen om offentligt støttet tv at se på, hvad DR gennem sin position er i stand til at tiltrække af produktionsstøtte.
»Jeg synes, man med al rimelighed kan forlange, at DR redegør for, hvor stor en del af deres programmer der er støttet af fonde og lignende, og hvor mange penge DR sparer, ved at de får stillet ting gratis til rådighed. Der er jo ingen, der gør det her alene for DR’s blå øjnes skyld. Sponsorerne gør det, fordi de får synlighed. Så det er en oplysning, der kunne være interessant både for politikere, men også for den almindelige dansker,« siger Jesper Jürgensen.

At man kan få eksterne sponsorer til at løfte de økonomiske byrder ved public service-forpligtelserne, er noget, man for længst har opdaget og planlagt efter i DR.
En række selvstændige producenter fortæller til Journalisten, at når det gælder programmer i klassiske genrer som kultur, oplysning og undervisning, så skal der helst ligge en pose penge – eller nogle rigtig gode ideer til ekstern finansiering – sammen med programbeskrivelsen.
»Min erfaring er, at med penge kan du komme ind, uden penge kan du ikke. Med fondsmidler i hånden er det betydeligt nemmere, og dine ideer bliver ikke udsat for den samme systematiske nedskydning,« siger tv-producent Niels Birkemose.

23. april 2013 var ’Producent-dag’ i DR. Fra nær og fjern strømmede selvstændige tv-producenter til Ørestaden for at få et kig på den kage, DR har til deling i 2014. Kanalchef Lotte Lindegaard fortalte om, hvordan DR i øjeblikket buldrer derudad på seermålingerne, og bagefter gik de forskellige kanalredaktører på talerstolen og præsenterede deres ønsker. Til DR1 var der 40 millioner blandt andet til inspirerende livsstilsformater og ”det nye store underholdningsformat”. DR2 havde 18 millioner til satire og temaer og så videre, ligesom DR3 og Ramasjang/Ultra havde mindre pengeposer.

Den eneste kanal, der ikke på forhånd havde penge i udbud til producenterne, var DR K. Det var der flere, der ærgrede sig over. DR K er nemlig stedet, hvor især de lidt mindre producenter har mulighed for at byde ind med mere klassiske programtyper inden for kategorier som kultur, oplysning og undervisning. Men situationen er symptomatisk for udviklingen i DR, mener flere producenter.
»Den slags fjernsyn, som vi traditionelt har stået for – det klassiske public service-tv – bliver mere og mere marginaliseret. Du kan stadig finde det på DR K, men de har notorisk ingen penge,« fortæller en producent, der ønsker at være anonym for ikke at komme i dårligt lys hos DR.

Det er ikke muligt at få oplyst, hvor mange – eller hvor få – penge de forskellige DR-kanaler har at gøre godt med. DR vil af konkurrencemæssige årsager ikke give aktindsigt i budgetterne for de enkelte kanaler.

Journalisten har hørt forskellige tal. Budgettet for en temalørdag skulle ligge på 3-400.000 kroner.
»Hvilket lyder af meget, men det er meget lidt, når det er så mange minutter, der skal produceres. Og hvis noget skrider og går galt, skal du selv betale. Jeg har prøvet at gå til DR og bede om 30.000, fordi det skred, og det ville de ikke give,« siger Niels Birkemose og tilføjer, at ingen af de store produktionsselskaber byder ind på temalørdagene, fordi muligheden for avance er så ringe.

DR K bliver konstant nævnt som den fattigste kanal. En siger, at DR K i egenbetaling højst giver 60-70.000 for en halv times produktion. En anden siger, at DR K aldrig sender noget, de har givet mere end 25.000 for.

Producentforeningens formand, Klaus Hansen, glæder sig over, at der først med DR2 og senere DR K kom platforme for de mere smalle programmer. Men han glæder sig ikke over den økonomi, DR sætter af til de programmer.
»Jeg synes, det er helt urimeligt, at man presser prisen for høj kvalitet enormt meget ned. Vores medlemmer ringer ind og klager over, at DR kun vil betale så og så meget per minut, og vi kan ikke gøre andet end at bekræfte, at sådan er det, og så komme med et fromt håb om, at det bliver bedre. Jeg håber bare, tv-stationerne er opmærksomme på, at de risikerer at vride citronen så meget, at der ikke er noget saft tilbage.«

Men selv om prisen er lav, får DR alligevel sine programmer. For selv om DR har småt med midler til visse dele af programproduktionen, så har de til gengæld noget, de – gennem deres eksterne producenter – kan tilbyde sponsorerne: Et godt, seriøst brand og national dækning.

Arbejdsgangen bag et program er derfor ofte sådan, at tv-producenterne henvender sig til en DR-redaktør med en ide til et program eller en film og der får et letter of intent – en hensigtserklæring om, at DR gerne vil vise programmet, hvis det kan realiseres. Med denne hensigtserklæring går producenten nu i byen og begynder at samle støtte. Et tidskrævende arbejde, der sagtens kan ende med at blive et tidskrævende ulønnet arbejde.
»Når man så har sit brev, så kan man gå til fondene og skaffe penge, og det bruger man rigtig meget tid på. Jeg har fået masser af breve og brugt hele og halve år på at få betalingen på plads. Og du får ikke en krone, før pengene er hjemme,« siger Niels Birkemose.

Samme oplevelse har Helle Faber fra Made in Copenhagen Film.
»Det er en del af gamet. Du skal spørge dig selv: Vil jeg løbe den her risiko? Og det er du så nødt til, hvis du vil producere i det her felt. Man tvinger sig til at være optimistisk,« siger hun.

Som erfaren film- og tv-producent er Helle Faber vant til, at fundraisingen er en del af opgaven. Det føles også naturligt, når der er tale om dokumentarfilm, som bliver vist på DR, men som Made in Copenhagen ejer og kan sælge på det internationale marked. Noget helt andet er, når der er tale om enterprise-programmer, som DR efterfølgende råder over.
»Jeg er flere gange blevet direkte spurgt af en DR-redaktør, om jeg ikke kan finde en fond, der vil dække for den manglende finansiering. Og når den slags bliver et vilkår for at få opgaven med et enterprise-program, så synes jeg ikke, det er i orden på en licensfinansieret kanal,« siger hun.

Så selv om hun som producent er glad for de mange penge, der kan findes hos sponsorerne, så konstaterer hun også, at der er en slags mere-vil-have-mere effekt.
»Umiddelbart er det jo skønt, at en fond vil sende en masse penge efter en dokumentarserie. Det giver mulighed for at lave tv af høj kvalitet, og alle er glade. Men det er også med til at skabe pres på andre produktioner. Den eksterne finansiering bliver normalen,« siger Helle Faber.


Fonde som Realdania, Torm Fonden, Lauritzen Fonden, Arbejdsmar-kedets Feriefond og flere danske regioner har fundet anledning til at støtte DR’s store satsning Danmark fra kyst til kyst. – foto: DR

Fra Maria Hald, underdirektør i DR Medier, lyder forklaringen på de skrabede budgetter for eksempelvis DR K-programmer, at DR er nødt til at kigge på forholdet mellem seere og udgifter. Derfor kan der bruges relativt flere penge på underholdningsprogrammer, som for eksempel X-Factor, der trækker rigtig mange seere.
»Når hele Danmark sidder sammen om et program som X-Factor, som man dagen efter kan sidde og tale om i kantinen, så er det også kernen af public service,« siger hun.

Men den tilgang til public service deles ikke af alle. Heller ikke blandt de politikere, der er med til at definere retningslinjerne for DR’s virksomhed.
»Jeg har ikke noget imod X-Factor, men hvorfor DR skal bruge licenspengene til det, på bekostning af for eksempel kulturprogrammer, som der ikke er penge til, dét forstår jeg ikke,« siger Morten Marinus, som er medieordfører for Dansk Folkeparti.

Han er ikke begejstret for DR’s prioritering af programmer med store seertal.
»Jeg synes, DR har været lidt for kreative med at gå de kommercielle kanaler i bedene. Selvfølgelig skal de have seere, men det skal ikke være et succeskriterium i sig selv, og det skal ikke være noget, man sikrer sig på de kommercielle kanalers bekostning,« siger Marinus.

DR sendte i 2012 næsten 38.000 timers fjernsyn, og det var 11,4 procent mere end året før. Men de næsten 4.000 timers ekstra tv, der er blevet sendt ud i æteren, er ikke blevet skabt på baggrund af tilsvarende flere indtægter. Her har stigningen nemlig kun været 2,4 procent.

Som DR selv skriver i sin præsentation af årsrapporten: ”DR producerer – populært sagt – mere for mindre, uden at gå på kompromis med kvaliteten.”
Men kan det ikke mærkes på kvaliteten, så kan det ifølge mange producenter mærkes et andet sted, nemlig på den pris, DR kan betale for den gode kvalitet, og således også på producenternes behov for at finde penge andre steder.
»Der skal bruges flere og flere penge til en masse kanaler, og dermed bliver producenternes opgave med at få økonomien til at hænge sammen vigtigere og vigtigere,« konstaterer Klaus Hansen, direktør for Producentforeningen.

Det mærkes også hos en af de mest brugte eksterne ‘finansiører’ – Realdaniafonden.
»Man kan godt mærke, at der er kommet en større sendeflade, og der skal laves mere fjernsyn. Vi har på det seneste fået flere henvendelser, end vi er vant til. Det er vi på sin vis glade for, men der kommer også mange henvendelser, der ikke rammer ind til det, de skal,« fortæller Eske Møller, der er projektleder i Realdania og med til at vurdere støtteansøgninger.

Konkurrencen om fondsmidlerne er således hård mellem producenterne – og DR selv. I DR’s interne produktionsmiljø kigger man nemlig også efter muligheder for ekstern finansiering. Til stor fortrydelse for Producentforeningen.
»Det er irriterende, at DR går ud til selv samme fonde og konkurrerer med mine medlemmer. Det er svært som produktionsselskab at skulle konkurrere med en ansøgning på DR-brevpapir,« siger Klaus Hansen, der ud fra antallet af vrede henvendelser fra medlemmer i Producentforeningen vurderer, at konkurrencen fra DR om fondsmidler er en voksende problemstilling.

Producentforeningen forsøgte under forhandlingerne til den tidligere medieaftale at få indføjet, at DR ikke kan søge den slags ekstern finansiering, men det var der ikke politisk opbakning til.

Hvor mange penge drejer det sig om, den indirekte sponsorstøtte, som DR får til sin sendeflade? Eller for at spørge på en anden måde – når DR går ud og køber tv for en million, hvor meget kommer der så oven i hatten?

Journalisten har bedt om aktindsigt i disse forhold. Men det eneste, DR har oplyst, er, at man i 2011 modtog sponsorater for en samlet sum af 30 millioner kroner. Og det var vel at mærke kun til DR’s egenproduktioner. TrygFondens 4,5 millioner til U-turn figurerer ikke nogen steder. Det gør de 4.194.921 kroner fra Nordeafonden til dokumentarserien Mission skolemad heller ikke.  
DR ligger imidlertid inde med oplysningerne. Alle eksterne producenter har nemlig pligt til at indberette alle former for sponsorering – såvel direkte finansiel støtte som udlån af lokaliteter, udstyr og lignende. DR’s etikchef, Inger Bach, oplyser, at det faktisk er en opgørelse, man er gået i gang med at lave. Den er bare ikke færdig endnu.

Selv om DR’s indtægter kun steg 2,4 procent i 2012, formåede DR at lave godt 11 procent flere timers fjernsyn. Godt hjulpet af eksterne producenter, der løber spidsrod på DR’s vegne for at skaffe penge fra fonde og andre sponsorer. – foto: DR

Tv-stationen SBS er i en konkurrencesituation i forhold til DR. DR’s licensfinansiering er naturligvis afgørende, men en anden knap så synlig faktor er den indirekte programfinansiering, som DR har langt større muligheder for at suge til sig.
»Som kommerciel aktør kan vi jo ikke hamle op med DR, der leverer 100 procents dækning. Og det er jo lidt underligt, at man har en aktør i markedet, hvor en stor del af økonomien er bundet op på licens, men at de så yderligere får en masse andre ting, givet at de er en markedsleder på området,« siger Jesper Jürgensen.

Journalisten har stillet en række medieforskere spørgsmålet: Hvor afhængig er DR af ekstern finansiering? Hvor meget tv ville forsvinde fra skærmen, hvis DR skulle betale gildet selv? Men ingen føler, at de har indsigt til at komme med et bud.
Klaus Hansen fra Producentforeningen vælger at svare på denne måde:
»Jeg synes, det bedste eksempel på situationen er, at DR bevilger 100 millioner kroner til en historisk drama-serie og for de penge får en produktion til 170 millioner. Og det er det samme, man oplever omkring smallere programmer.«

Når man spørger i producentmiljøet, er det langtfra alle, der kan genkende problemet omkring et presserende behov for ekstern finansiering. Inden for underholdnings-tv er det tilsyneladende almindeligt, at tv-stationerne betaler, hvad det koster. Og branchen som sådan er ikke i krise. Tværtimod har de mange nye kanaler både i DR, TV 2 og hos rent kommercielle selskaber skabt en kraftig højkonjunktur. Nogle taler ligefrem om en fest – i hvert fald blandt de større produktionsselskaber.

Stort set alle de producenter, Journalisten har talt med, der er nødt til at fundraise deres produktioner, starter samtalen med at konstatere, at sådan er vilkårene, og det må man bare acceptere. De fleste vil desuden ikke citeres for nogen former for kritik af DR, på grund af den kunde-relation de har og gerne vil have fortsat.

Og så er der dem, der konstaterer: Ja, sådan er vilkårene, og det holder ikke i længden. Til dem hører Niels Birkemose.
»Når vi små producenter ikke sidder på Nordisk Film eller Koncern, er det jo, fordi vi ikke gider lave bage-kage-programmer og den slags tv. Og så kan man tage kampen op for, at DR K skal være den rigeste kanal. Eller også kan man begynde at lave noget helt andet. Jeg har taget den beslutning, at jeg ikke længere orker at arbejde på forventet efterbevilling. Så kan det godt være, at jeg ikke kommer til at lave mere tv i mit liv. So be it.«

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen