Kurt Strand føler sig lige så fri, når han interviewer for Jyske Banks tv-station, som da han arbejdede for DR. Hvis banken blander sig i indholdet, får de hans fodsåler at se.

UAFHÆNGIG. Kurt Strand har fået de sidste stænk hårlak i den grå hårpragt og sidder nu på en hvid barstol foran Kamera 2 med resten af studiet og gæsten i baggrunden. Han kommunikerer med produceren gennem sin mikrofon og rømmer sig, inden jinglen sætter i gang, og han leverer sin intro til programmet:

»Man kunne ikke åbne en avis, ikke gå på nettet og heller ikke tænde for tv eller radio, uden at nogen igen og igen sagde klima, klima, klima. Op til topmødet i København i december 2009 kom den langsigtede vejrudsigt på de flestes læber, men Løkke, Obama og Merkel fejlede, og klimadiskussionen forduftede fra de store dagsordener.«

De røde tal på digitaluret i tv-studiet viser 9.19, og live on tape-optagelsen af programmet "Klima på Business Class" er i gang. Kurt Strand styrer sig selv og sin gæst, Klimakonsortiets direktør, Finn Mortensen, sikkert igennem det 25 minutter lange interview. Som den garvede tv-journalist har gjort et utal af gange før.
Men omgivelserne er nye. Kurt Strand har skiftet sin gamle faste arbejdsplads i Ørestaden ud med en tilværelse som selvstændig journalist, og en af hans nye kunder er Jyske Banks tv-station, som har til huse i bankens hovedsæde i Silkeborg.

Ifølge kommunikationsdirektør i Jyske Bank Lasse Høgfeldt, som fik ideen til at hyre Kurt Strand, er det et lille scoop at have fået den erfarne tv-vært ind i folden. Og han understreger, at der er fuld redaktionel frihed for Kurt Strand.
»I vores verden er det en selvfølge, at han har det. Det er slet ikke til diskussion. Vi arbejder journalistisk med tingene,« slår Lasse Høgfeldt fast og fortæller, at han instinktivt tænkte, at Kurt Strand var en mand for Jyskebank.tv, da det kom frem, at Strand stoppede i DR.

»Han er en journalist fra øverste hylde, som signalerer troværdighed og professionalisme, og det er da et skulderklap til vores lille projekt, at han gerne ville lave noget i vores regi. Og så passer han godt ind i vores strategi. Vi er blevet kaldt public service på jysk, og vi tænker, at hvis ikke TV 2 eller DR vil lave udsendelser af den længde og den dybde og med den professionalisme, som Kurt står for, så må vi jo gøre det.«

Denne onsdag formiddag optager det 55-årige tidligere DR-koryfæ sammen med bankens tv-hold anden udsendelse i en programserie under overskriften "Tanker til Tiden".

Hvad er det for et koncept, du har sagt ja til? Umiddelbart kan det lyde spøjst med "Tanker til tiden" på en kommerciel – oven i købet web-baseret – kanal. Hvordan hænger det sammen?
»Det er sgu et godt spørgsmål,« udbryder Kurt Strand og slår en høj latter op, da udsendelsen med Finn Mortensen er i kassen.

»Jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at lave noget tv her. Jeg havde tidligere undervist journalisterne her, så jeg vidste godt, hvad det var, Jyske Bank lavede på tv. Så skrev jeg et konceptforslag, som blev til "Tanker til tiden", som kort fortalt skal være et program med mennesker, som er med til at sætte en dagsorden, der rækker ud over den almindelige daglige nyhedsdagsorden. Det vil i høj grad være mennesker, som giver bud på, hvad vi skal leve af i fremtiden.«

Hvilke tanker har du gjort dig i forhold til at forlade den traditionsbundne public service-kanal og bevæge dig over til en kommerciel station, som oven i købet er ejet af en bank?
»Noget af det første, jeg sagde, var, at jeg ikke ville deltage i en reklameudsendelse; altså udsendelserne skulle ikke ende med, at jeg skulle sidde og vifte med en af deres papkasser med et eller andet produkt, man så kan investere i. Det var helt afgørende. Det næste var, at jeg har redaktionel frihed. Og de to udsendelser, vi har lavet hidtil, har jeg tilrettelagt helt og holdent selv, uden at de har blandet sig i, hvordan de er blevet til. Jeg har lige så stor frihed her, som jeg havde i DR.«

Dit program har som sådan ikke noget med bank at gøre, men alligevel er banken afsender. Hvordan har du det med det?
»Banken er afsender i den forstand, at der er et logo. Jeg har ingen problemer med det. Jeg ville have problemer med det, hvis det skulle reklamere for nogle bestemte produkter. Du kan sagtens argumentere for, at der er en indirekte reklame for banken, og det er jeg fuldt opmærksom på. Men jeg kan ikke se, at det er så meget anderledes end så mange andre steder, hvor der er indirekte reklame eller promovering af alt muligt.«

Men seerne eller forbrugerne skal navigere i et nyt medielandskab, hvor der kommer flere kommercielle parter? Tror du, de er gode nok til det? Kan man filtrere i de budskaber, der kommer?
»Det tror jeg da er enormt svært. Der er ingen tvivl om, at der bliver stillet store krav til en som medieforbruger og borger til at kunne vælge og sortere i alt det, der bliver sendt ud. Men det stiller også store krav til journalister og medier om at turde vælge og prioritere. I al beskedenhed vælger jeg jo med den her lille serie, at jeg synes, der er noget, der er væsentligt. Man diskuterer, om vi som journalister bliver overflødige med alt det, der flyder ud i hovederne på folk. WikiLeaks er et eksempel på, at der så meget som nogensinde er brug for nogen til at sortere.«

Hvis der er nogen, der siger, at du er gået over til fjenden, hvad siger du så?
»Der er mange gode kolleger, der har haft travlt med at skrive urigtige historier. Det har været svært at overbevise adskillige om, at jeg har redaktionel frihed, og at det ikke handler om at reklamere for bankprodukter. Jeg opfatter det ikke som at gå over til fjenden. Jeg opfatter ikke en bank som en fjende, det er et lidt gammeldags verdenssyn. Bortset fra DR og TV 2's regioner findes der ikke nogen medievirksomheder, der ikke tjener kommercielle eller idemæssige interesser. Det findes ikke. De fleste journalister ville blive arbejdsløse, hvis man skulle holde fast i den der fjendelogik.«

Hvilket signal tror du, banken vil sende ved at have valgt dig?
»Det har jeg da også gjort mig tanker om. Og jeg har haft en overvejelse, om jeg kunne risikere at blive forbundet med Jyske Bank på en måde, jeg ikke havde lyst til. En bank er jo et kommercielt produkt. Men så længe jeg har en oplevelse af, at jeg laver det, som jeg synes det skal laves, og jeg ikke er spundet ind i konkrete kommercielle interesser, så har jeg ingen problemer.«

Jeg kan høre, at du trods alt har overvejet, om du ville blive forbundet med nogle "konkrete" kommercielle interesser. Men hvor går grænsen?
Kurt Strand tænker sig om, læner sig tilbage i stolen og griner lidt af sin egen tænkepause, inden han svarer:
»Lad os bruge Finn Mortensen-interviewet som eksempel. Hvis jeg får at vide, at banken gerne vil have et indslag med om et eller andet energiprojekt, som banken har investeret i, så ville jeg sige, at her går grænsen.

For det første begynder vi at pille ved den redaktionelle frihed. For det andet begynder vi at skulle promovere et bestemt produkt indirekte via en udsendelse. Så er vi ude i det, man i de trykte medier kalder tekstreklame. Og så vil man som seer have meget svært ved at se det. Men jeg ville sige no go. Det ville jeg simpelthen ikke være med til.«

Men vi kan jo ikke se det. Skal vi så bare tro på dig?
»Lad mig sige det på den her måde: Du skal tro på, at min integritet er stor nok til, at hvis jeg oplever, at der bliver pillet ved det, som vi har aftalt, så kommer de til at se den her, før de kommer til at se den her. Og det kommer til at gå stærkt,« siger Kurt strand med et lumsk smil og peger på først hælen og dernæst snuden af sine brune lædersko.