Provinsjournalister tror Berlingske bliver solgt i bidder

Lisbeth Knuden har sagt, at et salg af Berlingske Media vil ske samlet. Medarbejderne i provinsen tror, det vil ske i bidder. Men nok ikke til lokale konkurrenter.

Lisbeth Knuden har sagt, at et salg af Berlingske Media vil ske samlet. Medarbejderne i provinsen tror, det vil ske i bidder. Men nok ikke til lokale konkurrenter.

Bliver vi mon købt af JP/Politikens Hus, Herning Folkeblad, JydskeVestkysten eller måske norske Schibsted? For tiden bliver det mulige salg af Berlingske Media fulgt intenst blandt de redaktionelle medarbejderne over alt i koncernen. Er et salg nært forestående eller er det bare løse rygter?

»Lisbeth Knudsen siger, at der ikke sker noget. Og vores egen chef Dorte Carlsen siger, at vi har gjort det godt over sommeren. Der er mange meldinger og det er svært at følge med,« fortæller Peter L. Sørensen, tillidsmand på Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Mecom er for tiden ved at gennemføre et såkaldt »strategic review«, der i sidste ende kan betyde et salg af Berlingske Media. Koncerndirektør Lisbeth Knudsen har flere gange slået fast, at et eventuelt salg af koncernen kommer til at ske samlet, ikke i bidder.

Ingen køber til samlet salg

Men det tror Peter L. Sørensen fra Dagbladet Ringkøbing-Skjern ikke på.
»Et samlet salg tror jeg ikke nogen har penge eller interesse i«.

Direktør i JP/Politikens Hus Lars Munch har udvist interesse for et køb. Og han har pengene til det.
»Men jeg tror ikke konkurrencemyndighederne vil gå med til det, fordi det skaber for stor mediekoncentration,« siger Peter L. Sørensen fra Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Michael Sand Andersen, tillidsmand på Dagbladet Holstebro-Struer og Folkebladet Lemvig, siger at det vigtigste er, at den kommende køber har publicistiske ambitioner.

»Folk er ligeglad om det er Orkla, Schibsted, Nordjyske eller JP/Politiken. Bare køberen overtager os med henblik på at videreudvikle i stedet for at afvikle vores medier,« siger Michael Sand Andersen.

Ligger ikke i første klitrække

For Dagbladet Holstebro-Struer ligger Herning Folkeblad geografisk tættest på. Herningenserne har overskud, men kassen bugner ikke ligefrem. Og Michael Sand Andersen tror, at Nordjyske Medier og JydskeVestkysten vurderer, at Dagbladet Holstebro-Struer ligger uden for deres naturliglige udgivelsesområde.
»Vi ligger ikke lige i første klitrække, hvis andre lokalaviser vil købe os. Men det kan være, vi ender med at blive solgt i en pakke sammen med andre aviser,« siger Michael Sand Andersen.

Peter L. Sørensen peger på at Berlingske Medias titler er meget forskellige. Fra Berlingske og BT til ugeaviserne og aviserne i Midt- og Vestjylland.
»Jeg har ikke indblik i koncernregnskabet, men der er sikkert også forskel på, hvor gode vi er til at tjene penge.«

Aarhus Stiftstidende har i en årrække givet underskud, mens andre provinsaviser i koncernen lige akkurat løber rundt.

Henrik Rath Paulsen, tillidsrepræsentant i Berlingske Lokalaviser med omkring 25 ugeaviser, peger på, at distriktsaviserne er en god forretning. Men et salg kommer ikke kun til at handle om de enkelte titlers bundline.
»Overskud er en ting. Noget andet er hvad man ellers har i biksen,« siger Henrik Rath Paulsen, der er journalist på Sønderborg Ugeavis

På Dagbladet Ringkøbing-Skjern tvivler Peter L. Sørensen på, at JydskeVestkysten er oplagt som køber. 50 procent af JydskeVestkysten er nemlig ejet af Berlingske Media, og de har næppe pengene til en overtagelse. Det samme gælder en anden lokal konkurrent, Skive Folkeblad.

0 Kommentarer