46 medlemmer har meldt sig ud af Dansk Journalistforbund. Det er sket, siden Dansk Journalistforbund besluttede, at alle medlemmer skal betale 200 kroner til strejkekassen (Sikringsfonden).
"Mange siger, de melder sig ud, fordi de ikke vil betale de 200 kroner. De synes ikke, det er rimeligt," forklarer Anne Louise Schelin, direktør i Dansk Journalistforbund.
Ifølge Anne Louise Schelin er der blandt de 46 tidligere medlemmer mange, som ikke angiver strejken som den primære grund. Mange af de udmeldte er folk, der ikke længere beskæftiger sig med journalistik, er begyndt at studere eller er blevet forfremmet til ledere.
Hun mener, det er en gruppe, som længe har overvejet at melde sig ud, men ikke har fået det gjort før nu, hvor de skal betale de 200 kroner.
"Hvis vi fortsætter med at få mange udmeldelser, vil det være et problem. Det er ikke noget, vi er vant til," siger Anne Louise Schelin og tilføjer, at det er et signal, som forbundet skal tage alvorligt.
"Vi skal ikke bare trække på skulderen, men på den anden side heller ikke overfortolke det, fordi mange netop ville have meldt sig ud alligevel," siger Anne Louise Schelin.
Det skal dog tilføjes, at Journalistforbundet har kunnet registrere ca. 30 nye medlemmer, siden strejken begyndte.
Læs også: Fordobling af kontingent og Sådan gør naboerne
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.