Et professionelt foto sælger ikke sig selv. For at kunne leve af sine billeder må man præsentere dem dyrt. Det lærte freelance-fotograf Kirsten Fich Pedersen på et kursus i USA. Her fortæller hun om oplevelsen.

KOMMENTAGE. Det er mandag morgen i Santa Fe, hovedstaden i den amerikanske delstat New Mexico. »Hvad laver jeg her,« tænker jeg.

Ingen af de 13 andre i rundkredsen er pressefotografer eller har tilknytning til medieverdenen. Én er sygeplejerske, men vil gerne arbejde med familieportrætter. En anden er reklamefotograf for et privat firma, men vil hellere lave noget andet end at fotografere apparater til vand-analyse.

Og så er der mig, som har lyst til at få et spark i en helt anden retning, end jeg kan få i Danmark. Derfor er jeg på efteruddannelse på Santa Fe Photographic Workshops.

»Men hvor er fotojournalisterne, pressefotograferne og dokumentarfotograferne?« tænker jeg skuffet.

En af USAs kendte fotografer skal hjælpe os på vej. Hun hedder Joyce Tenneson. Hendes billeder har også prydet forsider på blandt andet New York Times Magazine, People, Fortune og Time. Hun har to assistenter ansat og to praktikanter til at arbejde i sit studie. Hver måned skal hun tjene 15.000 dollars, før hun kan begynde at give sig selv løn.

Skønt hun er et kendt navn, bruger hun en stor del af sin tid på at markedsføre sig selv. Hun sender billeder til konkurrencer og er med i mange juryer, fordi det giver gratis reklame og viser kunderne, hvad hun nu har gang i.

Hun arbejder også konstant på at gøre sin hjemmeside bedre, og hun sender postkort med sine billeder ud til alle i adressedatabasen. Det vil sige alle, der på et tidspunkt har vist interesse for hendes arbejde. Hun har tre forskellige mapper med billeder, som hun viser frem til potentielle kunder og gallerier, alt efter om det er kommercielt arbejde, udstillinger eller private kunder, hun bejler til.

Nu sidder hun her i Santa Fe Photographic Workshops og prøver at få vores blandede gruppe til at forstå, at hvis vi vil have drømmen om at komme videre med vores karriere til at gå i opfyldelse, så skal vi tage præsentationen af vores arbejde alvorligt. Dette kursus handler ikke om at fotografere, men om at promovere sit arbejde, så andre får øjnene op for det.

Vi begynder med at vise vores arbejde frem for hinanden og for Joyce Tenneson. Det slår mig, at hun ikke kommer med kritik af selve billederne. Hun er mere interesseret i, hvor de passer ind.

Først er jeg skuffet, men efterhånden går det op for mig, at det er lige præcis det, jeg har allermest brug for. I Danmark ville jeg ikke kunne finde et kursus, som i den grad går skamløst efter pengene – og som gør det uden fordømmelse af alle de mange måder, man kan leve af at fotografere på.

Vera, en 46-årig computerkonsulent fra Californien, har specialiseret sig i at fotografere hunde for private. Joyce Tenneson ryger næsten op gennem loftet af begejstring.

»Det er en fantastisk niche, du har fundet. Folk elsker deres kæledyr og er villige til at bruge mange penge på dem. Det er en fantastisk gaveidé til manden, der har alt – undtagen et virkelig smukt, originalt fotografi af sin bedste ven. Men du er nødt til at gøre det mere eksklusivt,« siger Joyce Tenneson.

Hun peger på Veras billedmappe. Den er som alle de andre deltageres: En almindelig brevordner med plastic-chartekker. Joyce Tenneson vender sig mod os.

»Det er så vigtigt, at I signalerer kvalitet. Så vil der begynde at ske ting og sager. Og det skal være dyrere. Meget dyrere!« siger hun og henvender sig igen til Vera:

»Du kan for eksempel lave en mappe, som viser kunderne de mange forskellige måder, du kan fotografere deres hund på. Og du kan tage hjem til kunden og rådgive om, hvor billedet skal hænge og hvilken stil, der vil passe til resten af hjemmet.«

Joyce Tenneson viser os en af sine egne mapper. Den er indbundet, betrukket med stof, og indeholder 20 smukke, store prints fra hendes seneste projekt. Med ét forstår vi, hvad hun mener med at signalere kvalitet, og vi skammer os lidt over vores plastic-brevordnere.

Siden maleren Georgia O'Keefe (gift med fotografen Alfred Stieglitz, der dog aldrig selv bosatte sig i New Mexico) flyttede til Santa Fe i 30erne, har byen udviklet sig til USAs tredjestørste metropol for kunst og fotografi, og Santa Fe Photographic Workshops er et center for kurser og efteruddannelse. Den smukke gamle by vrimler med gallerier, forlag og butikker, der handler med kunst, bøger og kunsthåndværk. Flere gallerier udstiller kun fotografier – af gamle mestre som Henri Cartier-Bresson og Ansel Adams, men også af nye fotografer, som sælger deres billeder til samlere for priser, der spænder fra 700 til 15.000 dollars.

»Jeg ser efter, om fotografens arbejde udtrykker en samlet intelligens,« fortæller Janet Russek fra galleri Scheinbaum & Russek i Santa Fe.

»Om det er et sammenhængende værk, der viser, hvem fotografen er. Man skal have en signatur – en personlig stil. Ellers kan et enkelt godt billede blot være et tilfælde,« tilføjer hun.

På væggen hænger et lillebitte, gnidret sort/hvid foto af noget, der ser ud som bark på et træ. Men fotografen hedder Alfred Stieglitz, og billedet koster 38.000 dollars. Nu er Stieglitz død, så markedet bliver ikke lige pludselig oversvømmet med utallige små, gnidrede barkbilleder.

Hvis nulevende fotografer skal opnå høje priser, må billederne kun kopieres i begrænset antal – og med garanti for ægthed. Som for eksempel Luis Gonzales Palmas billede »La Rosa«, der kigger på os fra en af de hvidmalede vægge. Det er kopieret i kun 15 eksemplarer, der er nummereret som litografier. Det gør, sammen med billedets kvalitet i øvrigt, at prisen er 9.000 dollars.

Alt dette lyder måske ikke relevant, hvis man bare vil begå sig i medieverdenen. Men det er ofte her, fødekæden starter. Først udstiller man, så udgiver man en bog med sine »særlige« billeder, og derefter får medierne øjnene op for én, siger Joyce Tenneson, der selv blev etableret på den måde.

Som ugen gik, undrede jeg mig mere og mere over, at det var alle mulige andre end »rigtige« fotografer, der deltog i de forskellige fotokurser. Hvor var de?

»De har ingen penge,« forklarer en venlig Tony O'Brien mig sidst på ugen, efter at han har gennemført en uges intens undervisning i fotokurset »Seeing light«.

Tony O'Brien har været dokumentarfotograf i 31 år og arbejdet for blade som Life, Time, Newsweek, Sunday New York Times, Paris Match og Independent Sunday Magazine. Han har arbejdet i Afghanistan og under den første Irak-krig. Han har også lavet længere reportager om livet blandt prostituerede og narkomaner.

Hvis man overhovedet skal gøre sig håb om et job som dokumentarfotograf i USA i dag, må man selv opfinde det, siger han. Altså researche sig frem til en idé, som derefter skal sælges, uden at man får penge for andet end den tid, man bruger på at tage billederne, altså langt mindre end den tid, man reelt bruger på projektet.

USA har set en forstemmende udvikling i de senere år. Store selskaber opkøber magasiner og billedbureauer og lukker dem, hvis de ikke giver et tilfredsstillende overskud. Da America Online (AOL) overtog Life i 1980erne, gav bladet stadig overskud. Kort efter blev det lukket, fordi overskuddet ikke var stort nok, fortæller Tony O'Brien sørgmodigt.

Lønnen for at arbejde for disse blade er ikke forfærdelig, men heller ikke specielt god, 400 til 800 dollars for en dag. Det er cirka det samme, som man ville få fra et dansk fagblad. Antallet af fastansatte fotografer er også faldende. I stedet bliver de tilbudt kontrakter, der garanterer 20-50 dages arbejde om året, men uden den fastansattes goder som for eksempel sygeforsikring.

Ophavsretten holder de amerikanske fotografer dog godt fast i. Da billedbureauet corbis.com under Microsoft for nogle år siden præsenterede fotograferne for en kontrakt, der lagde op til dårligere betaling og noget, der nærmede sig en overtagelse af deres ophavsret, reagerede fotograferne i samlet flok og nægtede at skrive under.

Men der er også fotografer, der sælger 20 arkivbilleder med fuld udnyttelsesret for 250 dollars, fortæller Tony O'Brien.

»Problemet er, at markedet er blevet mindre, og at flere fotografer vil arbejde for mindre. Vi er midt i et skift ind i den digitale verden, men de, der bruger billeder på webben, har endnu ikke fundet ud af, hvordan det kan generere penge, så fotograferne kan få en ordentlig betaling. Amerika er ved at blive et land, der kun interesserer sig for stjerner og berømtheder, og hvor der er mindre respekt for fotografiet. Da Time fik ny redaktør engang i 90erne var budskabet til fotograferne klart: 'Vi vil kun have glade billeder',« siger Tony O'Brien.

Joyce Tenneson bekræfter hans triste ord. Når hun arbejder for magasiner – selv de største – er hendes grundløn cirka 400 dollars per dag plus tillæg for film og antal billeder, der bliver brugt.

»Magasinarbejdet er kun et udstillingsvindue for mig. Jeg tjener de rigtige penge ved salg af mine bøger, reklamearbejde og undervisning,« siger hun.

»Portfolio reviews« er et nyt fænomen. Det er en slags konferencer, hvor galleriejere, billedredaktører, museumsfolk og forlæggere mødes. Alle kan sende billeder ind og håbe, at nogen vil fatte interesse for dem – og måske oven i købet siger ja til et personligt møde.

Forretningen Photoeye i Santa Fe er trods sine beskedne lokaler verdens største distributør af det næste led i fødekæden: Fotobøger – og kun fotobøger. På hjemmesiden photoeye.com kan man både købe fotobøger og gå på opdagelse i »Photographer's Showcase«. Det er en online fotoudstilling, som ifølge Joyce Tenneson giver fotografer en strålende mulighed for at få promoveret deres arbejde.

I USA er det almindeligt, at fotografer selv udgiver fotobøger. Hvis man er heldig og bliver godkendt til »Photographer's Showcase«, kan næste trin være at få bogen sat til salg på enten photoeye.com – eller endnu bedre på amazon.com. Man skal dog ikke regne med overskud, siger Joyce Tenneson. Man bør se det som en investering i fremtiden.

»Kig jer omkring og find den bog, som taler allermest til jer. Den, som får de små hår til at rejse sig. En af de største »vejspærringer« er at finde et projekt, som man føler lidenskabeligt for. Man skal virkelig gøre sit arbejde til noget personligt, for det personlige er universelt,« siger Joyce Tenneson.

* Joyce Tenneson
Siden 1978 har Joyce Tenneson udgivet otte bøger med portrætfotos, blandt andet »Wise Women« fra 2002 og »Amazing Men« fra 2004. Hendes billeder hænger på museer og gallerier rundt om i verden, blandt andet på Frederiksborg Slot, hvor de indgår i portrætsamlingen.

Hun er blevet tildelt prisen for »Best Applied Photography« fra Internationral Center for Photography i 1989, og i 1990 blev hun udnævnt til »Photographer of the Year« af den internationale organisation Women in Photography.

Som portrætfotograf har hun arbejdet for blandt andre New York Times Magazine, Entertainment Weekly, Dance Magazine og kongen af Jordan samt mange andre private kunder. Joyce Tenneson bor og arbejder i New York.

Se hendes billeder på www.tenneson.com