Fire landsdækkende aviser med millionoverskud fylder store dele af avisen med freelancestof til priser, der ligger langt under det, fastansatte journalister tjener. Tillidsfolkene efterlyser bedre honorarer, men cheferne afviser.

Freelancer Christina Lund Sørensen har to artikler i Kristeligt Dagblad sidst i marts i år. Begge er fra Myanmar, som er hendes speciale. Den ene handler om den ikoniske systemkritiker Aung San Suu Kyi, den anden om censuren, der endelig er ved at slippe sit tag i det forpinte land. Christina Lund Sørensen har fået 2.500 kroner per artikel, der er på henholdsvis 3.500 og 5.000 anslag.

Hun har skrevet til Kristeligt Dagblads udlandssider i fire år og har desuden leveret lange indbliksartikler til Jyllands-Posten. Men uanset i hvilket dagblad Christina Lund Sørensen planter sin byline, er betalingen omtrent den samme – og den er lav.
»2.500 kroner er helt ufatteligt lidt, når transport, stringer og tolk i udlandet er betalt. Når skattefar har været der, og jeg har betalt pension, er der faktisk ikke noget tilbage af et freelancehonorar,« siger hun.

Journalisten har undersøgt brugen af freelancere i de fire aviser Weekendavisen, Berlingske, Politiken og Kristeligt Dagblad to weekender i marts og april i år. Undersøgelsen viser, at andelen af freelancernes bylines i de tre dagblade udgør mellem 22 og 32 procent. På Weekendavisen er næsten to tredjedele af alle bylines i perioden fra freelancere.

Og mens freelanceforbruget er stort, fortæller mange skribenter den samme historie om lønnen som Christina Lund Sørensen.
»De bliver lønnet ringere, end vi faste gør. Der er et meget lavere niveau for de fleste freelancere,« slår Politikens tillidsmand Lars Bo Larsen fast og minder om, at freelancerne også har udgifter til pension, ferie, sygdom og meget andet.
»Det er det samlede regnestykke, der gælder, og det er dårligt for freelanceren, det skal guderne vide.«
 
De fleste freelancere bliver betalt per artikel. Tendensen er, at store featureartikler, portrætter og interviews på op til 15.000 anslag lønnes med 4.000-5.000 kroner. Rejseartikler inklusive fotos ligger omkring de 2.500-3.500 kroner, mens nyheder belønnes med 1.000-1.700 kroner.

Alle fire medier havde millionoverskud i seneste afsluttede regnskabsår. Mens nogle freelancere er tilfredse med lønnen, er andre bange for at stå frem med kritik. Men de fleste forklarer, at de landsdækkende aviser er blandt de medier, som lønner ringest i branchen. På Kristeligt Dagblad og Berlingske stagnerede honorarniveauet for adskillige år siden.

På chefgangene er lederne dog enige om, at lønnen er fin. Berlingskes Lisbeth Knudsen anerkender, at freelancerne betyder »rigtig meget« for avisen, men:
»Jeg synes, at vi yder et rimeligt honorar til vores freelancere. Der er mange, som gerne vil bidrage, så vi har ikke problemer med at få den kvalitet og det stof, vi gerne vil have.«

Også Kristeligt Dagblads chefredaktør og administrerende direktør, Erik Bjerager, finder honorarniveauet rimeligt.
»Jeg har en vurdering af, at Kristeligt Dagblad betaler det, vi er i stand til at betale, og at vi er fuldt på niveau med de store og mere pengestærke dagblade,« siger han.

Weekendavisen har det mest massive forbrug af freelancere blandt de fire aviser, Journalisten har undersøgt. Hele 73 procent af alle weekendbylines i uge 13 og 14 tilhører freelancere. En del er eksperter med job ved siden af skribentvirksomheden, andre er stykbetalte freelancere, som får fra 1.800 til 5.000 kroner per artikel.

En tredje gruppe er freelancejournalister på kontrakt. Alt efter anciennitet og den mængde stof, freelanceren leverer, varierer kontraktbeløbene ifølge Journalistens oplysninger fra cirka 10.000 og op til omkring 25.000 kroner om måneden. Der er typisk intet fast krav til, hvor meget stof journalisten skal levere, og bliver man syg i en periode, kommer pengene alligevel. Kontrakterne inkluderer ikke indbetalinger til pension, ferie og lignende.

Det er hårdt arbejde at komme tæt på Weekendavisen. Mange arbejder rigtig meget til en begrænset hyre for at komme i betragtning til en fast tilknytning.
Flere freelancere på Weekendavisen forklarer, at de i mange måneder eller år afleverer lange artikler, der ofte tager flere dage at researche og skrive, men giver en timeløn på ned til 200 kroner. Freelancearbejdet kan blive adgangsbilletten til, at de en dag får plads som en af de få, men privilegerede, fastansatte skribenter på avisen.

En fastansat journalist på Weekendavisen får i gennemsnit knap 49.000 kroner i løn om måneden, viser DJ's seneste lønstatistik. Gennemsnitslønnen er blandt de absolut højeste i branchen.
Men mens de faste forgyldes, knokler freelanceren for en brøkdel af de fastes løn for måske en dag at komme i betragtning til de samme goder.

Asker Hedegaard Boye får typisk 2.500 kroner per artikel. Nogle gange lidt mere. »Hvis jeg bruger en halv dag, er det en god timeløn.« – foto: Rasmus Weng Karlsen

Asker Hedegaard Boye, som skriver om fodbold for Weekendavisen, er i gang med sin kulturartikel nummer 100, da Journalisten ringer. Han får typisk 2.500 kroner per artikel, nogle gange lidt mere. Han har overvejet muligheden for freelancekontrakt, men vil gerne gøre sig uundværlig på sin niche først, og han har ikke travlt. Ud over Weekendavisen skriver han for Jyllands-Posten, som han har en fast aftale med, og for Tipsbladet og Euroman.
Han kan godt se det generelle problem i, at freelancerne bliver presset.
»Men jeg piber ikke. Det kan godt være, det er usolidarisk, men jeg er ikke på barrikaderne. Det er take it or leave it. Man kan jo sige nej,« siger han.
 
Storesøster Berlingske er nået et stykke vej i bestræbelserne på at skabe gode aftaler for sine freelancere.
Her er 22 procent af alle bylines freelancere, da Journalisten tæller op. Det er det laveste tal i undersøgelsen, men Berlingske har de mest omfattende aftaler om freelancearbejdet. Her får alle tilsendt en kontrakt, hvis de bidrager regelmæssigt. Kontrakten fastlægger især retningslinjer for betaling ved videreudnyttelse, men indeholder også et takstblad, der fastslår, hvordan forskellige artikeltyper honoreres for den enkelte freelancer.

Kontrakten er udformet på baggrund af Berlingskes lokalaftale vedrørende freelancearbejde under overenskomsten. Overenskomsten fastslår, at en freelancejournalist ikke må lønnes dårligere end en sammenlignelig fastansat. Da aftalen blev indgået i 2005, foretog parterne en udregning, der viser, at en gennemsnitlig freelancer på Berlingske skal lønnes med mindst 386 kroner i timen. Den syv år gamle udregning er stadig det pejlemærke, redaktører og journalister i princippet skal styre efter, når honorarerne aftales.

Timeprisen for en freelancer er »virkelig lav« på Berlingske, vurderer Susser Feit. Hun har valgt at acceptere uden at surmule. – foto: Rasmus Weng Karlsen

Men meget tyder på, at det mest er tal på et stykke papir.
Gennem seks år har freelancer Susser Feit skrevet rejsestof for Berlingske. Hun har en kontrakt og kender også aftalen bag.
»Jeg tror ikke, at jeg er i nærheden af 386 kroner i timen,« siger hun.
Susser Feit får fra 3.500 kroner og nedefter per artikel. Hun tæller ikke timer, men vurderer, at timelønnen er »virkelig lav«. Artiklerne er vigtige, for freelancearbejdet er hele hendes indtægt.

Alligevel udfordrer Susser Feit aldrig sin redaktør på den magre løn.
»Nej, jeg går ikke til hende med krav om mere. Jeg er sikker på, at så ville hun aldrig købe artiklen, men tage en anden.«

I 2010 havde Berlingske et overskud på 19 millioner kroner, og avisen forventer, at fremgangen er fortsat, når regnskabet ligger klar for 2011. Men Susser Feit har for længst besluttet, at hun er tilfreds med den pris, Berlingske tilbyder, uanset hvor succesfuld avisen er i øvrigt.
»Det er markedskræfterne. Jeg har det fint med, at freelancerne bærer en del af byrden, så de kan overleve. Vi kan jo ikke tvinge dem derud, hvor de får underskud, for så har vi slet ikke noget at lave,« siger hun.
 
Kristeligt Dagblad har ligesom Berlingske et efterslæb på freelancernes honorarer.
Her var 32 procent af alle bylines freelancere, da Journalisten talte op. I lighed med Weekend-avisen har dagbladet et korps af akademikere og andre, som tjener det meste af lønnen i jobs uden for journalistikken. Nogle freelancere er tilknyttet avisen med en skriftlig tilkendegivelse om, at de er eneste leverandør til Kristeligt Dagblad på netop deres stofområde.

Uanset konstellationen lønnes alle, som Journalisten har talt med, stykvis per artikel til honorarer, der svinger mellem 1.000 kroner for en kort nyhed til godt 5.000 kroner for en helside.
Christina Lund Sørensen har ingen fast aftale om sine leverancer fra specialeområdet Sydøstasien. Når det gælder lønnen, er nyhederne en fin forretning, siger hun. Anderledes forholder det sig med de længere, researchtunge historier, hvor honorarerne er spist op, før udgifterne er betalt.
Men ikke blot er honorarerne lave, pointerer hun: »De har ikke rykket sig i de fire år, jeg har skrevet for avisen.«

For Christina Lund Sørensen har lønnen den konsekvens, at den månedlige pensionsopsparing er meget lav. Hun bor til leje og ville heller ikke kunne købe fast ejendom, hvis hun havde lyst til det.
Ingen fastansat kan rejse af sted til den pris, aviserne betaler for Christina Lund Sørensens historier fra Sydøstasien. Hun har også en holdning til, hvor en del af ansvaret skal placeres.
»Det generer mig rigtig meget, at freelancere bliver betalt så afsindigt dårligt. DJ har været gode til at forhandle kontrakterne for de fastansatte, men det er, som om de ikke har forstået, at arbejdsmarkedet har ændret sig. Flere og flere skal leve som løstansatte, men i forhold til at forhandle honorarer gør de intet.«

Tillidskvinde på Kristeligt Dagblad Dorthe Remar har bemærket, at honorarerne stagnerede for adskillige år siden, og hun ved godt, at freelancerne er klemt.
»Det svarer ikke til prisudviklingen i samfundet, og man skal være meget flittig for at hive en månedsløn ind.«
Hun vil gerne diskutere honorarerne med ledelsen. Men samtidig efterlyser hun handling fra freelancerne selv. Sjældent går de i brechen for deres egne vilkår og finder allierede blandt de mennesker, der faktisk har viljen til at hjælpe.
»Af og til falder der en bemærkning, men det undrer mig, hvor lidt jeg hører. De kunne bruge os. Jeg vil gerne tage det op med ledelsen, men det kunne være rart med flere henvendelser,« siger Dorte Remar.

Selv om dagbladene betaler dårligt, skriver Rasmus Thirup Beck freelance for blandt andre Politiken. »Det er con amore,« siger han. Her er han med sin seks dage gamle søn, Anker. – foto: Rasmus Weng Karlsen

Samme holdning finder Journalisten på Dagbladet Politiken. Ligesom de øvrige aviser har Politiken et stort forbrug af freelancestof. Det findes især i weekend-tillæggene og derudover som de mere unikke historier til 1. og 2. sektion. I Journalistens optælling var 32 procent af samtlige bylines i journalistiske artikler freelanceres.
Rasmus Thirup Beck er tidligere ansat på Politiken. I dag er han freelancer og synger gerne med i koret, der mener, at dagbladene lønner dårligt, særligt når det tages i betragtning, at JP/Politikens Hus havde et overskud på 239 millioner kroner før skat i 2011.
»Det er mere reglen end undtagelsen, at redaktørerne siger, at de ikke har noget sat af til freelancere. Men det runger lidt hult,« siger han.

Selv tackler Rasmus Thirup Beck den økonomiske udfordring, som de lave honorarer giver, ved blandt andet at sælge sine historier videre til andre skandinaviske medier. Og selv om lønnen er dårlig, fortsætter han med at tilbyde sit stof til de store aviser.
»Det er con amore. Jeg skriver for aviserne, fordi det er den journalistik, jeg gerne vil lave. Men det er ikke der, jeg tjener pengene.«

Men freelancerne er nødt til at stampe i gulvet, hvis honorarerne nogensinde skal ændre sig, påpeger Politikens tillidsmand Lars Bo Larsen.
Selv har han forsøgt at råbe ledelsen op blandt andet for bedre at kende de aftaler, freelancerne laver med huset. I Politikens lokalaftale om freelance står, at tillidsrepræsentanten skal have indsigt i »karakteren af de generelle forhold for freelancere og honorarer for freelanceleverancer«.
»Men der har vi en modstridende interesse med vores arbejdsgiver, som siger, at vi skal blande os udenom, fordi der er tale om individuelle aftaler. Det er ikke godt nok,« mener han.

Lars Bo Larsen ville gerne have forhandlingsretten for freelancerne, så han bedre kan rådgive, når de ringer til ham. Men freelancerne må også selv sige nej.
»Vi skal nok støtte dem, men så længe de bliver ved med at skrive under på elendige aftaler, kan vi ikke gøre noget,« siger Lars Bo Larsen.

Tillidsmændene vil gerne diskutere freelancernes honorarer med deres ledelse. Samme behov har lederne ikke. Herfra lyder det samstemmende, at freelancernes honorarer har et rimeligt niveau.
På Weekendavisen forklarer chefredaktør Anne Knudsen, at freelancerne er avisens »vigtigste ressource ud over redaktørerne«.

De fleste har jo et andet arbejde ved siden af, siger hun. Men chefredaktøren står ved avisens niveau for honorarer, også når det gælder de mange, der lever af faget.
»Det er mit indtryk, at vi er nogenlunde enige om betalingerne for de enkelte artikler. Jeg er ikke urimelig. Hvis ikke jeg kunne købe artikler af freelancejournalister på de vilkår, ville jeg få universitetsfolk eller andre til at skrive artiklerne.«

Både Berlingskes Lisbeth Knudsen og Politikens Anne Mette Svane gør det klart, at niveauet for honorarerne dybest set er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel.
»Hvis de er utilfredse, kan de gå et andet sted hen. Vi har ikke overvejelser om at sætte priserne op,« siger Anne Mette Svane, mens Lisbeth Knudsen slår fast, at »man har lov at sige nej«.

Men man ved vel godt som chef, at det ofte er umuligt at holde timelønnen, jævnfør jeres egen overenskomst, med det honorar, I giver?
»Nej, det ved man ikke som chef. Vi synes, at vi yder en absolut rimelig betaling for det freelancearbejde, vi får udført, så vi går ikke rundt med dårlig samvittighed,« siger Lisbeth Knudsen.

Flere freelancere retter en skarp kritik mod journalistforbundets indsats for at forhandle bedre vilkår for freelancere. Men forbundet står over for en hård opgave, hvis aftalerne skal hives i land. Det gælder i hvert fald på Kristeligt Dagblad, hvor administrerende direktør Erik Bjerager ingen intentioner har om at indgå kollektive aftaler, der regulerer freelancearbejdet.
»I min opfattelse er denne branche reguleret alt for meget, så jeg vil ikke lave en aftale med journalistforbundet om den sidste gruppe af bidragydere, som ikke er omfattet af overenskomst eller andre aftaler,« siger han.

Kampen er dog allerede startet ifølge journalistforbundets næstformand, Lars Werge. Forbundet har blandt andet lavet aftaler med medierne om, at tillidsfolkene har ret til at se de kontrakter, freelancerne indgår.
»Jeg mener, at vi har skabt rammerne,« siger han.
Men ligesom tillidsmændene understreger Lars Werge, at freelancerne selv må tage del i kampen for en bedre løn. Først og fremmest ved at gå til avisernes tillidsmænd og give dem indsigt i deres vilkår. Desuden skal den enkelte freelancer gøre sig klart, om det virkelig kan betale sig at aflevere sine artikler til de prestigiøse aviser.
»Skåret ud i pap bestemmer freelancerne til dels selv, hvor lidt de vil gå for. Jeg ved godt, at der er alle mulige argumenter for, at man gør det alligevel, men det handler også om, at de sælger sig selv for billigt,« siger han.

Sådan gjorde vi
∞ Journalisten noterede samtlige bylines på journalistiske artikler i Weekendavisen, Kristeligt Dagblad, Berlingske og Politiken i weekenden i uge 13 og 14 i år.

∞ I Politiken og Berlingske noterede vi bylines lørdage og søndage, i Kristeligt Dagblad fredag og lørdag minus Langfredag, hvor avisen ikke udkom.

∞ Vi kontaktede avisernes tillidsmænd og fik at vide, hvilke bidragydere der er fastansatte, og hvilke der er freelancere. Freelancere er defineret som bidragydere, der ikke er omfattet af avisernes overenskomst for de fastansatte.

∞ Følgende genrer indgår ikke i optællingen: Ledere, klummer, kommentarer, analyser, noter, bureaustof, stof købt af udenlandske medier, stof leveret af virksomheder eller organisationer (minus mediebureauer, som producerer visse tillæg), skønlitterært stof og brevkasser.