Vincent F. Hendricks kigger skeptisk ud over salen.
»Hvad er – helt ubetinget – den mest udbredte gestus blandt folk i dag?« brøler han.
»Krammere,« prøver en.
»Et smil,« lyder det et andet sted fra.
Nej, siger filosoffen. Han rækker højre hånd frem, knytter næven og viser sin tommelfinger:
»Likes. Man får liket meget mere på en dag, end man får sagt goddag.«
Den københavnske dr.phil., ph.d. og professor i formel filosofi Vincent F. Hendricks har fået 14,5 millioner kroner til et nyt institut ved Københavns Universitet.
Center for Information og Boblestudier hedder det, og den seneste tid har han rejst rundt i danske medier og fortalt om såkaldte meningsbobler på de sociale medier, og om hvordan ikke kun aktier og obligationer, men også meninger og social anerkendelse kan overophedes.
I denne weekend holdt han oplæg på Visuelt Forums weekendkonference i Røsnæs om »internettet – og hvordan vi opfatter tingene«.
Det handler om, hvordan vi som mennesker kan være individuelt rationelle, men kollektivt stupide, som han siger, da han taler om fænomenet ’twitterstorme’:
I timerne efter angrebet på Charlie Hebdo eksploderede hashtagget #jesuischarlie i store dele af verden, ligesom #marius gjorde det i dagene efter København Zoos aflivning og partering af girafungen Marius i 2014.
»At den slags pludselig bliver en storm, er der ingen, der regner med. På samme måde havde ingen regnet med, at Jensen’s Bøfhus kunne få en storm. Men det fik de, og disse storme kan definere den offentlige dagsorden fra tid til anden.«
Et like er gratis
Vincent F. Hendricks har skrevet bogen ’Infostorms’, som handler om, at rationalitet og irrationalitet har kronede dage på sociale medier. Egentlig skulle man tro, at jo mere information man fik til rådighed, des mere kvalificerede beslutninger ville man træffe, men ofte sker det omvendte.
»Helt overordnet er der to kilder til information: Den information, man selv direkte kan anskaffe sig, og social påvirkning. Hvis der ikke er mere information til rådighed, og man skal træffe en beslutning, hvad gør man så? Så ser man sig omkring. Vi tror, at alle andre ved, og det er for det meste nok. Ligesom til et bestyrelsesmøde, hvor ingen rigtig er enige, men alle alligevel nikker – fordi alle de andre nikker.«
Den sortklædte filosof taler kraftigt, gestikulerer kraftigere og er den klart højeste i det omkring 50 mand store selskab.
»På sociale medier har vi alle fået en megafon til offentligheden, som vi ikke før har haft. Det koster ikke noget at registrere sit standpunkt på nettet; et like er gratis. Og hvis vi er i tvivl om, hvad vi skal gøre, så ser vi, hvad de andre gør, og så gør vi det samme.«
Social kapital
Når vi liker eller retweeter, gør vi det ikke, fordi vi tror, tweetet er sandt, siger han:
»Det er sekundært. Først og fremmest retweeter vi for at vise, hvor meget social kapital vi har. What’s in it for me. Vi høster social kapital og anerkendelse, og det koster ikke noget, men det kan få aldeles voldsomme konsekvenser. Det kan det på finansmarkedet og for virksomheder som Jensen’s Bøfhus, og det kan det i forbindelse med digital mobning,« siger han og henviser til Amanda Todd, den unge pige fra British Colombia i Canada, der blev udsat for vederstyggelig digital mobning, og som endte med at tage sit liv i 2012.
Godt en måned inden hun døde, publicerede hun en video, der fortalte historien om den mobning, hun havde været udsat for. På de 34 dage blev den vist 1,6 millioner gange.
»Men ingen gjorde noget. Folk likede videoen, men hvad betyder det at like en video? At man fryder sig, eller at man har sympati? Det er der ingen, der ved. Et like er endestationen for et argument, men det er jo forudsætningerne for at have en mening, der er interessante: Ikke at du mener, men hvorfor du mener. Men det er der sjældent plads til på nettet,« siger han.
Det kostede altså ikke noget at give Amanda Todd én på lampen, men det kostede alt for hende at modtage.
Verdens største medie
Facebook kan ifølge Vincent F. Hendricks betragtes som en medievirksomhed, der har 1 milliard journalister ansat, og som har ret til alt det indhold, de producerer.
»Det kan godt være, at DR, CNN og BBC er store, hvis man lægger dem sammen, men ved siden af Facebook er de ingenting. TV 2 siger, at de er »bedst på breaking«, men it’s a joke, det har Twitter overtaget for længst.«
Vi har at gøre med medievirksomheder, som vi dybest set har meget begrænset forståelse for, hvordan fungerer. Filosoffen understreger, at Facebook kun har knap 10 år på bagen, og at vi nok skal bruge de næste 50 år til at forstå det ordentligt. Samtidig er der stadig kun ganske få studier af, hvorfor folk liker, som de gør.
De viser overordnet, at liket er kontekstafhængigt, men at det handler om billigelse, sympati, anerkendelse, respekt, opmuntring, henvisning eller opmærksomhed.
»Det enkelte like er totalt ligegyldigt, men hvad der ikke er ligegyldigt, er mængden af ophobede eller aggregerede likes på et opslag. Aggregerede likes kan boble og udgøre et meget kraftigt og diffust offentligt signal. Og når et budskab eller et publikum er diffust, så råber man højere, skærper budskabet, provokerer mere og holder en hårdere tone.«
Den farlige polarisering
Noget af det farligste i vores tidsalder er ifølge Vincent F. Hendricks polarisering:
»Hvis folk er enige, bliver det kun værre. Sætter man en gruppe mennesker sammen, som i øvrigt er enige, og beder dem diskutere et standpunkt, bliver de kun endnu mere enige, når de er færdige med at drøfte det. Hele gruppen forskyder sig mod et standpunkt, som er mere radikalt end det standpunkt, nogen af medlemmerne ville have internt. Men de har det kollektivt. Gruppen samler sig om argumenter, der gentages og forstærkes, og før man ser sig om, har hele gruppen et mere rabiat synspunkt.«
Det kan blive et ekkokammer, og dét – kombineret med, at folk, når de tager standpunkter på nettet, kun læser de to første linjer i de første kommentarer – er farligt, mener professoren. Derfor har han en bøn:
»Det er ekstremt vigtigt, at journalister og kommunikationsfolk er opmærksomme på ikke at være med til at sætte falske historier i verden. Rygtedannelse på nettet er pærelet, men det er ødelæggende.«
2