Vincent F. Hendricks kigger skeptisk ud over salen.
»Hvad er – helt ubetinget – den mest udbredte gestus blandt folk i dag?« brøler han.
»Krammere,« prøver en.
»Et smil,« lyder det et andet sted fra.
Nej, siger filosoffen. Han rækker højre hånd frem, knytter næven og viser sin tommelfinger:
»Likes. Man får liket meget mere på en dag, end man får sagt goddag.«
Den københavnske dr.phil., ph.d. og professor i formel filosofi Vincent F. Hendricks har fået 14,5 millioner kroner til et nyt institut ved Københavns Universitet.
Center for Information og Boblestudier hedder det, og den seneste tid har han rejst rundt i danske medier og fortalt om såkaldte meningsbobler på de sociale medier, og om hvordan ikke kun aktier og obligationer, men også meninger og social anerkendelse kan overophedes.
I denne weekend holdt han oplæg på Visuelt Forums weekendkonference i Røsnæs om »internettet – og hvordan vi opfatter tingene«.
Det handler om, hvordan vi som mennesker kan være individuelt rationelle, men kollektivt stupide, som han siger, da han taler om fænomenet ’twitterstorme’:
I timerne efter angrebet på Charlie Hebdo eksploderede hashtagget #jesuischarlie i store dele af verden, ligesom #marius gjorde det i dagene efter København Zoos aflivning og partering af girafungen Marius i 2014.
»At den slags pludselig bliver en storm, er der ingen, der regner med. På samme måde havde ingen regnet med, at Jensen’s Bøfhus kunne få en storm. Men det fik de, og disse storme kan definere den offentlige dagsorden fra tid til anden.«
Et like er gratis
Vincent F. Hendricks har skrevet bogen ’Infostorms’, som handler om, at rationalitet og irrationalitet har kronede dage på sociale medier. Egentlig skulle man tro, at jo mere information man fik til rådighed, des mere kvalificerede beslutninger ville man træffe, men ofte sker det omvendte.
»Helt overordnet er der to kilder til information: Den information, man selv direkte kan anskaffe sig, og social påvirkning. Hvis der ikke er mere information til rådighed, og man skal træffe en beslutning, hvad gør man så? Så ser man sig omkring. Vi tror, at alle andre ved, og det er for det meste nok. Ligesom til et bestyrelsesmøde, hvor ingen rigtig er enige, men alle alligevel nikker – fordi alle de andre nikker.«
Den sortklædte filosof taler kraftigt, gestikulerer kraftigere og er den klart højeste i det omkring 50 mand store selskab.
»På sociale medier har vi alle fået en megafon til offentligheden, som vi ikke før har haft. Det koster ikke noget at registrere sit standpunkt på nettet; et like er gratis. Og hvis vi er i tvivl om, hvad vi skal gøre, så ser vi, hvad de andre gør, og så gør vi det samme.«
Social kapital
Når vi liker eller retweeter, gør vi det ikke, fordi vi tror, tweetet er sandt, siger han:
»Det er sekundært. Først og fremmest retweeter vi for at vise, hvor meget social kapital vi har. What’s in it for me. Vi høster social kapital og anerkendelse, og det koster ikke noget, men det kan få aldeles voldsomme konsekvenser. Det kan det på finansmarkedet og for virksomheder som Jensen’s Bøfhus, og det kan det i forbindelse med digital mobning,« siger han og henviser til Amanda Todd, den unge pige fra British Colombia i Canada, der blev udsat for vederstyggelig digital mobning, og som endte med at tage sit liv i 2012.
Godt en måned inden hun døde, publicerede hun en video, der fortalte historien om den mobning, hun havde været udsat for. På de 34 dage blev den vist 1,6 millioner gange.
»Men ingen gjorde noget. Folk likede videoen, men hvad betyder det at like en video? At man fryder sig, eller at man har sympati? Det er der ingen, der ved. Et like er endestationen for et argument, men det er jo forudsætningerne for at have en mening, der er interessante: Ikke at du mener, men hvorfor du mener. Men det er der sjældent plads til på nettet,« siger han.
Det kostede altså ikke noget at give Amanda Todd én på lampen, men det kostede alt for hende at modtage.
Verdens største medie
Facebook kan ifølge Vincent F. Hendricks betragtes som en medievirksomhed, der har 1 milliard journalister ansat, og som har ret til alt det indhold, de producerer.
»Det kan godt være, at DR, CNN og BBC er store, hvis man lægger dem sammen, men ved siden af Facebook er de ingenting. TV 2 siger, at de er »bedst på breaking«, men it’s a joke, det har Twitter overtaget for længst.«
Vi har at gøre med medievirksomheder, som vi dybest set har meget begrænset forståelse for, hvordan fungerer. Filosoffen understreger, at Facebook kun har knap 10 år på bagen, og at vi nok skal bruge de næste 50 år til at forstå det ordentligt. Samtidig er der stadig kun ganske få studier af, hvorfor folk liker, som de gør.
De viser overordnet, at liket er kontekstafhængigt, men at det handler om billigelse, sympati, anerkendelse, respekt, opmuntring, henvisning eller opmærksomhed.
»Det enkelte like er totalt ligegyldigt, men hvad der ikke er ligegyldigt, er mængden af ophobede eller aggregerede likes på et opslag. Aggregerede likes kan boble og udgøre et meget kraftigt og diffust offentligt signal. Og når et budskab eller et publikum er diffust, så råber man højere, skærper budskabet, provokerer mere og holder en hårdere tone.«
Den farlige polarisering
Noget af det farligste i vores tidsalder er ifølge Vincent F. Hendricks polarisering:
»Hvis folk er enige, bliver det kun værre. Sætter man en gruppe mennesker sammen, som i øvrigt er enige, og beder dem diskutere et standpunkt, bliver de kun endnu mere enige, når de er færdige med at drøfte det. Hele gruppen forskyder sig mod et standpunkt, som er mere radikalt end det standpunkt, nogen af medlemmerne ville have internt. Men de har det kollektivt. Gruppen samler sig om argumenter, der gentages og forstærkes, og før man ser sig om, har hele gruppen et mere rabiat synspunkt.«
Det kan blive et ekkokammer, og dét – kombineret med, at folk, når de tager standpunkter på nettet, kun læser de to første linjer i de første kommentarer – er farligt, mener professoren. Derfor har han en bøn:
»Det er ekstremt vigtigt, at journalister og kommunikationsfolk er opmærksomme på ikke at være med til at sætte falske historier i verden. Rygtedannelse på nettet er pærelet, men det er ødelæggende.«
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
"På samme måde havde ingen regnet med, at Jensen’s Bøfhus kunne få en storm. Men det fik de, og disse storme kan definere den offentlige dagsorden fra tid til anden". Stærkt tænkt. De 14,5 millioner kroner tjener sig selv ind med lynets hast.
Forvirringssignaler eller signalforvirring
Det positive kan ses i det negative og omvendt. Det kan være rart at give udtryk for mishag, og ubehageligt at give udtryk for behag. Den reflekterende distance til det noget snævre udvalg af optioner, som valg af tommelfinger åbner for, er absolut værd at indtage. Det er værd at forske i.
Det gælder de rent binære værdier, at den ene kan opnås ved negationen af den anden. Vi finder dem som det, der karakteriserer det moderne samfunds fundamentale spidskompetencer af funktionel og semantisk art.
Semantisk opstår og udfolder meningen sig i forbindelse med de vigtigste funktioner i det moderne samfund som binært kodede værdier.
Videnskaben tematiserer fx sine beskrivelser ud fra distinktionen sand/falsk = S/F.
Videnskabens tema for opmærksomhed er implicit iagttagelser, for det er kun iagttagelser, som kan være sande og falske, hvorimod den verden, som beskrives, bare ”er”, dvs. verden er neutral i relation til iagttagelsen. Først med beskrivelsen af verden, iagttagelsen af verden, kommer distinktionen mellem sand eller falsk til syne, og de i kraft af en anden, som har den første som tema. Videnskaben har sin tradition for at skelne mellem, hvad der gælder som kriterium for at kvalificere en beskrivelse som sand eller falsk, lige som ontologien, dvs. den principielle lære om væren, spiller ind bag kriterierne for at kvalificere beskrivelsen som S henholdsvis F. Det ender tit op i noget rod, men kriterierne findes, og de kan afklares i forhold til betydningernes forudsætninger.
Det handler alt sammen om forenkling, komplicerende forenkling og forenklingens komplicerende væsen.
Moralens kode, distinktionen mellem god og ond, kan i refleksionen falde tilbage på sig selv, hvorved moralen selv bliver afkrævet en plads i forhold til sine egen to værdier. Så bryder den sammen, for moralen er hverken god eller ond, men forudsætningen for at kunne sætte og indskrive sig i forhold til distinktionen G/O.
Økonomisk rationalitet stiller sig fordømmende over for det uøkonomiske, men da den moderne sociale succes på en mangfoldighed af fakta har afsløret sig som direkte destruktiv i forhold til økonomiens egne mulighedsbetingelser, så må man på den snævre økonomiske rationalitets betingelser spørge, om det kan betale sig at være økonomisk. Alternativet til den herskende markedsfundamentalisme svarer nej, men samtlige journalister spørger idiotisk videre inden for den snævre ramme af betydninger, som de forstår, jamen hvad med økonomien, hvad nu hvis vi ikke har råd til at redde klimaet, jorden, biodiversiteten osv.? Vi skal jo have råd til det hele, ellers kan vi jo ikke ….
Retten har sin ret og uret, men ethvert retssystem er blevet præsenteret for spørgsmålet om hvor vidt den manifeste udgave af retten, dommen, nu også er retfærdig! Svaret afhænger af traditionen for at betinge den slags, dvs. på baggrund af hvad der er præcedens for, dvs. inden for the eternal task.
Valget mellem de sociale mediers opbud af valgmuligheder mellem tommelfingre åbner for et primitivt orienteringsmønster; for valget mellem den ene eller den anden tommelfinger eller bare fravalget eller tilvalget af den opadvendte.
Den fattige struktur forleder forenklingen, hvilket kan sidestilles med forvirring, hvor tommelfingerens primitive semantiske værdi ganske enkelt er for primitiv i forhold til det den retter sig mod. Her kan man sige, at sagen selv giver tommelfingrene fingeren. Den er et forvirringssignal.
Som kompensation for tommelfingrenes forvirrende funktion, så kan man søge over i en differentiering af signalet. Det at bruge tommelfingeren kan udbredes til andre fingre, hvorved signalet bliver differentieret, mere forvirret om man vil, hvis man manifest er bundet op i en bestemt ramme, hvor kravet om entydig godhed, rentabilitet, sandhed eller ret råder og regerer med sin rigide natur.
Men der findes ti fingre i alt, og Hitler fik og brugte hele armen. Signalet kan differentieres og forvirres i en uendelighed. Der er frit slag over hele linjen, lige som vi råder over x antal vokaler og endnu flere konsonanter. Alfabetet åbner rent ud sagt for hele paletten. Selv om vort nordiske sprog kun er begrænset, så kan alt siges og formuleres her.
Men for nu at blive ved de mere primitive og fysisk håndgribelige tegn, så er det værd at mind om, hvad vi alle sammen ved, fx at det ikke er godt at vokse op i skyggen af en alt for stor og løftet pegefinger.
Fuckfingeren, der vokser lige ved siden af, den kan være mere eller mindre berømt. Søg på ”performativt selvbekræftende fuckfinger”.
Den kan tilhøre Jante: søg på ”Jantes fuckfinger”
Og fingerens mulighed for anonymt at melde ind med sit mere eller mindre entydige ”synes” bidrager til overbevisningen om social eksistens, med og mod andre. Og ja, de mange er farlige, når de bliver mange nok, især når de giver sig til kende med hele armen og alle fingre strakt skråt fremad op og under strenge ordre om ikke at se sig tilbage!
Flertallet af brugere af knappen, ser den som et middel til at overbevise sig selv om, at de/vi ikke står alene. Det at stå alene fremstår for den demokratisk mindede som det samme som det ikke at have ret, uanset om det gælder spørgsmål, der kan afgøres demokratisk eller ej.
Gi os bare en finger. Den adskiller sig ikke fra andre signaler, der har det med at skabe forvirring med forsøget på at skabe klarhed, eller klarhed med forsøget på at skabe forvirring. Først den dag, at hele armen tilbyder sig igen på diverse blogs, melder jeg mig rent for at være imod.
Jeg tror medierne er bange for tovejskommunikationen.
Når man ser på, hvordan dette lille lands medier italesætter og skaber primitive modsætningsforhold, slemt primitive og nærmest religiøst betingede modsætningsforhold, og når man tager i betragtning, hvor mange tabuer og former for censur især de kommercielle medier praktiserer til dagligt, under sine højtidelige lovprisninger af den fri ytringsret, ja så mister man respekten.
Heinrich V. skal have alt muligt held med sit projekt. Personligt er jeg overbevist om, at min gud Google, min skabte skaber, er kommet for at blive. Søg på ”Google er gud” og ”www min hjemmeside bogen min ven”.
De mange penge, som han har fået tildelt, er givet med et fortsæt, af en verden, som føler sig truet.
Søg på ”organisationerne bag massekommunikationen”
Den nye verden hænger sammen, meget mere end de gamle medier bryder sig om.
Det er først og fremmest farligt for den gamle verden.