Professor: Her er formatet, der skal redde journalistikken

Medierne skal gøre op med gamle nyheds-dogmer, hvis journalistikken skal undgå at drukne i en ”syndflod af nyheder,” skriver lederen af Journalistik på SDU, Peter Bro. Her argumenterer han for et nyt format, kaldet ”ahaheder”

Peter Bro

Leder af journalist-uddannelserne på Syddansk Universitet

Journalistikkens klassiske udtryksform – nyheden – er baseret på et selvmorderisk princip: At det vigtigste fremgår først i nyhedsindslag og -artikler, hvorefter hvert efterfølgende sekund eller sætning bliver mere og mere ubetydelig. Så tror pokker, at et af journalistikforskningens mest konsistente resultater er, at publikum falder gradvist fra, som nyhederne skrider frem.

At vi baserer hovedparten af vores arbejde på et sådant princip afslører noget om vores mangel på opfindsomhed og innovationsevne.

Forældede principper

Formidlingsprincippet gav mening for halvanden hundrede år siden, da journalistikken blev opfundet. Inden da var datidens aviser bemandet – og ja, der var flest mænd – med politikere, professorer og repræsentanter for andre faggrupper, der havde holdninger til politik, kunst og andre af livets vigtigste aspekter.

Men fra slutningen af 1800-tallet gjorde en ny faggruppe, der var stærkere på 'news' end 'views', deres indtog i redaktionslokalerne. Denne nye faggruppe af journalister vandt ikke mindst frem på grund af opfindelsen af telegrafien. Telegrafien betød, at man med lynets hast kunne sende nyheder kloden rundt, men ikke alene var telegrafien dyr at benytte. Den var også et usikkert medie. For telegrafi-kabler rustede, knækkede og brød ofte sammen.

Resultatet var, at de første generationer af journalister blev indprentet, at de både skulle fatte sig i korthed for at mindske udgifterne og fremsende det vigtigste først i tilfælde af tekniske sammenbrud. Dengang var redigerings- og trykteknologien også på et niveau, hvor det arketypiske nyhedsformat gav mening. For var artiklerne eller indslagene blevet for lange, kunne redaktionssekretærer finde saksene frem og forkorte historierne fra bunden af.

Tidligere har tidens selvmorderiske formidlingsprincip altså givet god mening. Men her i det 21. århundrede er det blevet stadig vanskeligere at forsvare det redaktionelle nyhedsregime, som stadig præger både redaktions- og undervisningslokaler – også fordi vores monopol på nyhedsformidling for længe siden er forsvundet. 

Drukner i en "tsunami" af nyheder

I dag er vores nyhedskilder og nyhedsmodtagere også selv blevet nyhedsproducenter. Virksomheder, vidensinstitutioner, såsom universiteter og tænketanke, og alle andre organiserede interesser har deres egne nyhedsplatforme via URL-adresser, Facebook, Twitter og andre sociale medier. Det samme har vores læsere, lyttere og seere fået, og med deres egne opdateringer om stort og småt i privat- og arbejdslivet bidrager de til den tsunami af nyhedsformidling, som skyller hen over verden disse år.

Inden journalistikken drukner i denne selvforskyldte syndflod af nyheder, er det på høje tid, at vi udvikler os i forhold til vores bærende formidlingsprincipper. Det kan ske, hvis vi tør supplere vores nyheder med deres modpart: ahaheder. Ahaheder er en form for formidling, der giver læsere, lyttere og seere store og små aha-oplevelser via skrift, lyd og billeder, og i en ahahed bliver det vigtigste ikke præsenteret først, men sidst.

Ahaheder kendt fra andre brancher

Den slags formidling har mange andre brancher arbejdet med i årevis, årtier eller ligefrem århundreder. Tænk på profeter, præster og andre formidlere af alt mellem himmel og jord, der har arbejdet for at give åbenbaringer, indfald og at lade andre mennesker se lyset. Eller på forfattere, filmskabere eller andre kunstnere, der får publikum til at udbryde ”aha,” når de pludselig forstår, at det var butleren, som begik mordet, og at mordet skete med en pistol-kugle lavet af is, hvorfor alle umiddelbare spor er forsvundet.

Eller tænk på en af tidens mest populære formidlingsgrupper, komikerne, som stående, siddende eller i andre positurer hudfletter beslutningstagere, borgere og dem selv – og vel at mærke gør det på måder, så pointerne i vittighederne indfinder sig i form af en af aha-oplevelsens klassiske udbrudsformer: et ha-ha. Mange faggrupper arbejder på den måde allerede med at få ti-øren til at falde hos deres publikum.

Aha-oplevelsens opskrift

Nye analyser viser, at der er tre faktorer, som altid skal være ti lstede, for at en aha-oplevelse kan indfinde sig. Først og fremmest skal der være et problem. Denne del er vi som journalister allerede verdensmestre i. Hver dag er der en ny sag, som er et problem for nogen eller noget. Men hvis der skal indfinde sig en aha-oplevelse, forudsætter det også, at problemerne bliver løst, og at løsningen indfinder sig via en alternativ indfaldsvinkel.

Denne simple opskrift – problem, løsning og indfaldsvinkel – er kerne-elementer i alle aha-oplevelser, og selv børn forstår at benytte og udnytte opskriften. For tiden lyder en af mine egne ungers yndlingsvittigheder eksempelvis: ”Hvordan får man en fisk til at grine?” hvorpå de holder en kunstpause, så problemet kan vokse sig endnu større i min egne, deres venners eller i familiemedlemmernes bevidsthed, mens vi forgæves leder efter svaret. Til sidst leverer de selv svaret via en overraskende indfalds-vinkel: ”Kommer fisken i kildevand."

Den vittighed bliver ofte fulgt op med: ”Og hvordan får man fisken til at stoppe? Man kommer den i Stillehavet!” Igen bygger vittigheden på de tre grundelementer. Vittigheder af den slags, hvor der indfinder sig en mindre aha-oplevelse, når man forstår pointen, kan de fleste børn mestre. Vi, som voksne, veluddannede formidlere må kunne forventes at kunne endnu mere, hvis vi strenger os an, og også kunne finde på måder at udnytte, at ahaheder kan skabes igen og igen, mens nyheder mister deres værdi efter få dage, timer eller minutter.

Så selv om der endnu kun er skrevet ganske lidt om, hvad der skal til for at skabe ahaheder – og selv om vi til sammenligning har haft halvandet hundrede år til at udvikle deres modpart, nyhederne – så kræver tidens udfordringer, at vi gør mere end blot at indrette vores klassiske kerneprodukt i forhold til nye teknologier. Her kan vi måske nok producere kortere eller længere, mere personligt eller upersonligt, men nyhederne er stadig i højsædet.

Vi skal udvikle nye formidlings-ideologier

Vores vigtige arbejde med at udvikle os mod nye teknologier må derfor suppleres med et udviklingsarbejde rettet mod nye formidlingsideologier, og ahahedens opskrift lærer os, at vi skal blive bedre til at tænke problemer, løsninger og indfaldsvinkler sammen. Ikke sådan at forstå, at vi som journalister skal løse problemer med integration og forurening. For det vil være at overtage politikernes, virksomhedsledernes og andres rolle.

Nej, vores formidling skal i højere grad give læsere, lyttere og seere en pludselig forståelse for, hvad der gemmer sig bag problemer, hvornår problemer optræder, hvorfor de har konsekvenser for nogle og ikke for andre. Og besvare andre af den slags klassiske hv-ord. Alt sammen formidlet gennem brug af vinkler, der er egnet til at give indfald – sådan som der ligger i betegnelsen 'indfalds-vinkler' – så vores publikummer oplever de kognitive gnister i bevidstheden, som, noget forskning tyder på, kan være afhængighedsskabende.

Hvordan journalistikken kan blive bedre til at skabe sådanne store og små aha-oplevelser i bevidstheden hos hundreder, tusinder eller ligefrem millioner af læsere, lyttere og seere er et udviklingsarbejde inden for journalistikken, der først lige er startet. Mens vi til sammenligning har haft massevis af årtier til at udvikle nyheden. Men vi må se at komme væk fra primært at tænke i de nyheder, vi har levet med altid – og som vi måske også på længere sigt risikerer at dø med, hvis vi ikke evner at udvikle os. Nyheder må suppleres med ahaheder.

Peter Bro er professor (mso), ph.d. og leder af journalist-uddannelserne på Syddansk Universitet. Han har netop skrevet bogen 'Aha-oplevelsen', udgivet af Syddansk Universitetsforlag.

 

13 Kommentarer

Lise Lyngbye
7. JANUAR 2018
Ja, Peter, journalistikken
Ja, Peter, journalistikken skal ændre sig, og selvfølgelig skal al journalistisk formidling ikke bygges op efter nyhedstrekanten. Men det er altså ikke kun pga telegrafen at mennesker gerne vil have serveret nyheden først når der er tale om noget virkelig breaking. Det er da fordi vi vil have at vide hvad der er vigtigt - straks. Så altså: nyheder der er skarpt vinklede med det væsentlige først, tak, og andre genrer fortalt på andre og mere interessante måder. Det er ikke enten-eller. Det er både-og.
Vagn Bro
4. JANUAR 2018
Den klassiske nyhedstrekant
Den klassiske nyhedstrekant er et godt værktøj. Og jeg har brugt den med fornøjelse fra jeg startede i journalistik i 1969 til jeg stoppede med udgangen af 2014. Men artikler uden aha-oplevelser er kedelige at skrive og kedelige at læse. Det kræver hårdt arbejde med sproget, og et åbent sind, der er i stand til betragte nyheden fordomsfrit fra mange sider. En konstant jagt på nye synsvinkler har været min drivkraft.

En amerikansk fotograf beskrev det jeg mener meget rammende.

Han og en journalist var inviteret til et pressemøde, som en bygherre havde inviteret en masse medier til for at fortælle om et dyrt og meget eksklusivt byggeprojekt.

Fotografen hadede at fotografere det samme som alle de andre fotografer. Han vendte demonstrativt ryggen til pressemødet - og fik øje på nogle mænd et stykke borte. De bar rundt på møbler.

Det viste sig, at de og deres familier var blevet sat ud af deres boliger, som skulle rives ned for at give plads til det eksklusive byggeri.

Det blev den fotografs og hans journalists vinkel på det pressemøde.
Lotte Dahlmann
4. JANUAR 2018
Ved at fokusere på den
Ved at fokusere på den historiske forklaring på, hvorfor nyheder kan skæres bagfra og har det vigtigste først, overser Peter Bro efter min mening publikum. Ja faktisk glimrer indsigt i læsernes vaner fuldstændigt ved sit fravær i artiklen om ahaheder. Det er en skam, for hvis der er noget nyhedsjournalistikjen har behov for, så er det at udvikle sig i tråd med brugernes vaner, ønsker og behov.
Det er også somom Peter Bro overser det faktum, at nyheder er mange ting: en nyhed kan ligeså tit leade på løsningen som problemet. Eksempelvis: “Biogas løser affaldsproblem” vs. “Affaldsdynger hober sig op og forurener miljøet”.
Det er altså ikke nyt at man kan jonglere med brikkerne.
Det, Peter Bro kalder ahaheder lyder egl. som undersøgende journalistik hvor historiefortællingen over en dramaturgisk model skaber en spændingskurve ved at sætte scenen, perspektivere problemet og så langsomt rulle jagten på en løsning ud og selve løsningen. Men den form tror jeg er alt for lang for publikum i dag.
I virkeligheden minder ahaheder mest om den akademiske skrivemetode: “det hele begynder med, at.....” og så følger den helt store redegørelse. Vil vi have den akademiske eller den journalistiske verdion af en nyhed? Jeg er ikke i tvivl.
Når det er sagt, er der masser af muligheder for st gøre nyhedsdækningen mere læsværdig. Den nuværende skalon er blevet skamredet alt for længe - og det burde vi gøre noget ved- for publikums og vores egen skyld.
Sara Høyrup
4. JANUAR 2018
Det er sandt nok banalt
Det er sandt nok banalt forklaret og måske slet ingen nyhed. Underviseren undervurderer vel nok sit publikum og taler, som han ville gøre det til folk under uddannelse. Men jeg kan nu godt lide denne opfordring til, at holdninger ikke er fy-skamme, og at dybere viden om sagsforhold og evne til at perspektivere dem rent faktisk burde være et kriterium i hyringen af fx udenrigskorrespondenter. Og det ville da være skønt, hvis hele teksten i artikler var værd at læse og ikke blev mere og mere ligegyldig undervejs.
Jesper Bech Pedersen
4. JANUAR 2018
Show it, don't tell it, Peter
Show it, don't tell it, Peter Bro.

Flere