Har man ringe tillid til myndighederne, hjælper hård retorik og løftede pegefingre ikke, vurderer Michael Bang Petersen, der er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet. Det skriver Ritzau.
Mandagens pressemøde om coronasituationen var præget af en hård retorik om skellet mellem vaccinerede og ikke-vaccinerede. Men myndighedernes kritik vil formentlig ikke motivere de ikke-vaccinerede til at få et stik med en coronavaccine – snarere tværtimod.
”Pressemødet gravede i højere grad kløfterne dybere, end det forsøgte at skabe forsoning,” siger Michael bang Petersen, der er leder af Hope-forskningsprojektet, der undersøger danskernes adfærd under coronakrisen.
Han bemærker, at retorikken givetvis taler til mange, der allerede er vaccinerede.
”Men vi ved fra forskning, at hvis du ikke har så meget tillid til myndighederne, og det ved vi, at uvaccinerede ikke har, så kan det få dig til at sætte hælene i,” siger Michael Bang Petersen.
Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde mandag aften, at stigningen i smitten skyldes en “lille gruppe”, der ikke spiller efter de regler, man bliver nødt til at følge under en epidemi.
Her henviste hun til de borgere, der ikke er vaccinerede.
”De bærer ansvaret for hele det danske samfund lige nu. Vi er et godt samfund, der har fået meget af det liv tilbage, som mange andre lande ikke har,” sagde Mette Frederiksen ifølge Ritzau.