De danske medier har et troværdighedsproblem. Og det kan vi kun løse, hvis vi vil være lige så åbne selv, som vi hævder, at andre skal være.
Sådan lyder en af konklusionerne i det forskningsprojekt, som professor Mark Blach-Ørsten fra RUC har lavet sammen med CBS-professor Anker Brink Lund. Projektet præsenteres her til eftermiddag på et seminar hos Danske Medier. Det udkommer også i dag som bog, og Journalisten har haft anledning til at læse den.
»Medierne er ikke åbne og gennemsigtige nok, og det er et problem for deres troværdighed. Der er stor forskel fra medie til medie, men overordnet mangler der åbenhed,« siger Mark Blach-Ørsten.
Journalister, bilforhandlere og ejendomsmæglere
Han henviser blandt andet til den troværdighedsmåling, som Radius Kommunikation foretager på brancheniveau. Her ligger dommere, læger og politifolk øverst på troværdighed, mens journalister ligger helt i bunden sammen med politikere, bilforhandlere og ejendomsmæglere.
I forskningsprojektet, som er lavet i samarbejde med læserombudsmændene på DR, Politiken og TV 2, undersøger forskerne mediernes troværdighed og etik. Og troværdigheden er under pres, blandt andet fordi borgerne er begyndt at være langt mere kritiske over for det, de ser og hører i medierne, lyder det.
Så selv om forskningsprojektet viser, at medierne ifølge deres egne kilder ikke begår ret mange fejl, så er troværdigheden under pres. Her kan åbenhed og gennemsigtighed være en løsning, mener Mark Blach-Ørsten.
Læg dokumentation åbent frem
Hvad er det, vi skal blive bedre til?
»Der er mange ting, og de afhænger af mediet. Et godt eksempel er Ekstra Bladet, som i valgkampen streamede deres redaktionsmøder. Det var måske for at imødekomme nogle fordomme om, hvordan Ekstra Bladet arbejdede i kølvandet på deres kritiske historier om Lars Løkke, og dermed var det et forsøg på at højne troværdigheden ved mere åbenhed,« siger Mark Blach-Ørsten.
Han nævner også, at medierne bør blive bedre til at lægge dokumentationen åbent frem, når de laver journalistik. Det gælder for eksempel journalistik om analyser og tal, hvor medierne bør sikre, at læserne kan se alle detaljer om undersøgelsens baggrund.
»Det er sjældent, man har plads til alle undersøgelsens forbehold eller metoden i sin nyhedsartikel, men så kan man måske linke til et sted, hvor læserne kan finde de oplysninger. Man kan også linke til andre undersøgelser af samme emne, som måske har vist det modsatte resultat.«
Mark Blach-Ørsten afviser, at der er andre sammenlignelige undersøgelser, som peger i modsat retning af det forskningsprojekt, han og kollegerne præsenterer i dag. Men han tilføjer, at Journalisten kan linke til den artikel hos tidsskriftet Nordicom, som Mark Blach-Ørsten og Rasmus Burkal har skrevet på baggrund af forskningsprojektet. Så behøver man ikke købe bogen for at få grundig indsigt i metode og resultater.
Hvad kostede din solo-historie?
Mark Blach-Ørsten nævner også, at det er vigtigt at lægge åbent frem, hvem der har finansieret den forskning, som medierne videreformidler. Han peger på, at det kan være værd at vide for læserne, at hans forskningsprojekt er finansieret af JP/Politikens Hus, DR, TV 2 og Dagspressens Fond.
Noget andet, Mark Blach-Ørsten efterlyser fuld åbenhed om, er såkaldte ”solo-historier”: Når et medie indgår en aftale med en kilde – fx en politiker eller en forsker – om at breake en historie. Det kan eksempelvis være et forskningsprojekt, som et udvalgt medie får lov at læse på forhånd.
»Hvis man har indgået en solo-aftale med en professionel kilde, så bør man have klare etiske regler for, hvordan mediet deklarerer det for læserne. Det vigtigste er at fortælle, hvis kilden har stillet nogen betingelser eller krav,« siger medieforskeren, som ikke selv stillede nogen krav, da Journalisten kontaktede ham og bad om at læse hans bog på forhånd og breake de vigtigste resultater i dag.
Læg råbånd og research frem
Hvor realistiske er de bud, du kommer med her?
»Det er et godt spørgsmål. Jeg tror, de er forholdsvis realistiske, for jeg tror, medierne er klar over, at de er nødt til at gøre mere for at styrke troværdigheden. Hvis de ikke vil gøre det, jeg foreslår, så håber jeg, de gør noget andet. Medierne som institution kan ikke tåle at kræve dokumentation og åbenhed af andre, når man ikke leverer det selv. Men det kræver, at man bryder en række journalistiske dogmer, og det vil være mere besværligt.«
Han nævner eksempelvis, at tv-journalister skal turde lægge råbånd frem i højere grad, samt at journalister skal turde lægge researchmateriale frem for læserne, selv om det også betyder, at konkurrenterne kan se det.
»Det er et opgør med nogle dogmer, for journalister er ikke vant til at dele deres information. Men det er til journalistikkens bedste, for hvis man har fat i en kontroversiel historie med magtkritik af vigtige personer, så vil man blive mødt med modmagt. Den vil typisk forsøge at miskreditere mediets oplysninger, og det kan modgås ved at lægge alt åbent frem,« mener Mark Blach-Ørsten.
Skal finde ressourcer til det
Hvis du har ret i, at det her kan løse mediernes problemer med troværdighed, hvorfor gør vi det så ikke?
»Flere medier eksperimenterer med det, men der mangler systematik. Vores forskning viser, at medierne arbejder meget aktivt på et udvikle egne etiske retningslinjer, så der sker noget. Medierne er kommet langt de seneste 10 år. Men hvis man for eksempel vil være åbne om sine fejl – og lægge dem frem for læserne, som Politikens læserredaktør gør i sin klumme – så tager det tid. Det er en ekstra arbejdsbyrde at være åbne, som kun bliver til noget, hvis ledelsen anerkender, at det er en kvalitet, man vil fremme,« siger medieforskeren.
Forskningsprojektets vigtigste resultater – herunder pointerne om troværdighed og gennemsigtighed – præsenteres her til eftermiddag på et seminar afholdt af Danske Medier i København.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Meget interessant læsning.
Jeg har flere gange som studerende leget med en idé. Den handler om vi i virkeligheden med fordel kunne bedømmes på en anden måde endnu nu, når vi laver opgaver i forbindelse med studiet. Vi kunne blive bedømt på den måde, der ville klæde os bedre på til imødegå et voksende krav om åbenhed, som kunne opstå som følge af medieudviklingen. På den måde kunne det hjælpe os til en at udvikle en mere skudsikker journalistisk.
Indtil videre bedømmes vi på vores produkt mere end researchen og processen. Vi skal redegøre for processen og researchen i rapport, men der er ikke decideret adgang til råmaterialet.
Problemet er, at det journalistiske produkt er kun toppen af isbjerget. Skal et stykke journalistik kunne bedømmes med det stærkest mulige belæg, er det nødvendigt at tage højde for alle de valg og fravalg, der er taget på baggrund af ens materiale.
Uden indsigt i råmaterialet er det svært at lave oplyste bedømmelser af et journalistisk produkt.
Jeg ved udemærket, at det ville være ekstremt ressourcekrævende. Og det slet ikke ville være muligt at lave det samme antal opgaver, som når vi kun bedømmes på produkt og ikke processen.
En mindre ressourcekrævende model kunne være at lave øvelser, hvor journaliststuderende får adgang til et simuleret materiale med de samme kilder, som de studerende så hver især skal laves en historie ud af.
I løbet af min studietid har jeg bare flere set eksempler på at produkter med en problematisk bagvedliggende research har fået topbedømmelser. Var der adgang til researchen bagved, og blev den taget med i bedømmelsen, er det min påstand, at man ville få meget mere fyldestgørende bedømmelser af den journalistiske kvalitet i et journalistisk produkt.
Bare en idé.