Professor: 24timer har ødelagt markedet

Ved at dumpe annoncepriserne har 24timer selv gravet den økonomiske grav, gratisavisen befinder sig i. Det mener den hollandske professor Piet Bakker. Helt forkert, siger Lars Munch fra JP/Politikens Hus.

Ved at dumpe annoncepriserne har 24timer selv gravet den økonomiske grav, gratisavisen befinder sig i. Det mener den hollandske professor Piet Bakker. Helt forkert, siger Lars Munch fra JP/Politikens Hus.

Piet Bakker talte torsdag ved 10th World Editor & Marketeer Conference i Amsterdam om den danske gratisavisudvikling som et sandsynligt eksempel for hele Europa. Men da han efterfølgende talte med Journalisten om de danske gratisaviser, var der drøje hug til den måde, JP/Politikens Hus har håndteret konkurrencesituationen.

»Jeg er stor tilhænger af kapitalisme, men det, vi ser her, hvor store firmaer forsøger at beskytte deres forretning ved at mase alle andre af banen, det er ikke min definition af sund konkurrence,« siger Piet Bakker.

Han mener at JP/Politikens Hus med deres destruktive tilgang til konkurrencen fra først og fremmest Nyhedsavisen har været med til at skabe de svære økonomiske betingelser, 24timer selv lider under i dag.

»De har selv ødelagt markedet. Konkurrencen fik annoncepriserne til at falde, men de gik langt under omkostningsprisen, og på den måde ødelagde de selv markedet.«

I stedet mener Piet Bakker, de danske morgenaviser burde være blevet ved deres læst og have konkurreret på kvalitet i stedet for billige annoncer.

»Hvis de havde sådan nogle fantastiske aviser, hvorfor viste de os det ikke og konkurrerede på kvaliteten? I stedet sendte de to aviser på gaden, der efter min mening var ringere i kvalitet,« siger Bakker, der er professor i Cross Media Content ved Hogeschool Utrecht.

Lars Munch, administrerende direktør i JP/Politikens Hus, sukker højlydt, da Journalisten forholder ham Piet Bakkers kritik.

»Det er den slags, en hollandsk professor kan sige i en sætning, men som tager et kvarte at udrede.

Vi har ikke ødelagt noget annoncemarked med 24timer. Vi har bygget oven på vores eksisterende aviser og tilbudt annoncørerne endnu mere, end vi gjorde før. Det, han kalder at ødelægge annoncemarkedet, er en hårdere konkurrence, fordi der er flere medier end for 1-3 år siden,« siger Lars Munch.

»24timer er den mest læste gratisavis, selvom vi ikke har det største oplag eller flest distribuerede eksemplarer. Og da der må være en vis sammenhæng mellem indhold og efterspørgsel, så mener jeg netop, vi har udgivet en kvalitetsavis. Så jeg giver professoren ret i, at vi skal konkurrere på kvalitet,« siger han.

De seneste læsertal har givet opmuntringer til 24timer i form af et større antal læsere i forhold til oplaget. Men Lars Munch er stadig særdeles behersket i sin optimisme omkring fremtiden for omdelte gratisaviser.

»Det har vist sig, at det ikke bliver foreløbig, vi får distributionsindtægter til at gøre en gratis hustandsomdelt morgenavis rentabel, og jeg har svært ved at se, at den model bliver rentabel. Det er i øvrigt mit indtryk, at det også gælder vores konkurrent,« siger Lars Munch.

0 Kommentarer