Professionel smalltalker

»Empati er den vigtigste kvalitet som journalist på Se og Hør.«Ria Pedersen, 26, er gået fra være studerende til journalist på Se og Hør.

»Empati er den vigtigste kvalitet som journalist på Se og Hør.«

Ria Pedersen, 26, er gået fra være studerende til journalist på Se og Hør.

Du var også i praktik på Se og Hør. Hvorfor er det et interessant sted at arbejde?
Fordi Se og Hør er det sjoveste sted. Der er højt til loftet, farverigt, uhøjtidelig stemning og fyldt med originaler. Stedet er fuldstændig lystdrevet. Vores historier er kulørte, men vi bruger det journalistiske håndværk på samme måde som alle andre.

Fortæl om din bedste historie.
Jeg lavede "Får for lidt" – en forsidehistorie, hvor Remee fortalte om sit sexliv. Den hænger på chefredaktørernes kontor. Det var virkelig grænseoverskridende på den gode måde at ringe til Remee og spørge ind til den slags, for jeg er et ret blufærdigt menneske.

Hvorfor er kendte mennesker spændende?
De er jo idealer. De er smukke, har penge og lækkert tøj. Vi har et slags kærlighedsforhold til dem på Se og Hør og har meget respekt for de kendte.

Hvad er den vigtigste kvalitet, når man er journalist på Se og Hør?
Empati. Mange tror, at vi er nogle hårde hunde, som tromler folk ned. Men det her er jo et game. Vi kunne aldrig lave bladet, hvis folk ikke stillede op og var glade for os. Og for at de kan være glade for os, skal jeg også se sagen fra deres side.

Vi har generelt et gensidigt afhængighedsforhold, og det gælder ikke kun B- og C-kendisser. Vi lever af hinanden, og det ved begge parter. Kildenetværk er også altafgørende på Se og Hør. Vi bruger utroligt meget tid og energi på at pleje vores kilder og udvide netværket. For eksempel er vi ofte ude at spise eller drikke en kop kaffe med de kendtes stylister, pr-folk eller barfolk for at opbygge tillid og høre, hvad der rører sig. Man skal virkelig være god til at smalltalke.

Hvor meget af din tid bruger du på dyre restauranter og fancy cocktailbarer?
Alt for lidt af min tid. Jeg koger meget pasta derhjemme, og det meste af arbejdstiden sidder jeg og er kedelig foran en computer. Men på en 'øjne i natten-vagt' spiser man på god restaurant og tager i byen de kendtes steder for at holde øje med, hvad der sker.

Har I en fælles Se og Hør-identitet?
Ja. Den er meget stærk. Vi får mange verbale tæsk, og det skal vi også have. Hvis folk ikke reagerer og diskuterer, om vores historier er gået over stregen, har vi ikke gjort vores arbejde godt nok. Men modstaden giver os helt klart en enorm enhedsfølelse. Men ofte pålægger folk mig også en Se og Hør-identitet, når jeg møder nye mennesker. De vil gerne diskutere, og det kan være ret opslidende.

CV. Næsten færdiguddannet fra Journalisthøjskolen september 2010, mangler kun en hovedopgave. Var i praktik på Nordjyske Medier i 12 måneder. I praktik på Se og Hør i seks måneder. Blev herefter fastansat et år på bladet, sagde op, gjorde anden del af journalistuddannelsen færdig og kom tilbage til Se og Hør. Tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup sagde til Ria, at hun aldrig ville vende tilbage til skolen, når hun først havde vænnet sig til at tjene penge på Se og Hør. Ria kalder sig selv en "fornuftig pige fra Nordjylland, som gerne vil have et bevis på at have færdiggjort en uddannelse".

0 Kommentarer