Journalist og redaktionschef Michelle Mantley, medstifter af facebookgruppen 'TV-Revolutionen', blev tidligere i dag første ansigt på den gruppe af branchefolk, som vil revolutionere tv-branchens arbejdsvilkår.
Gruppen arbejder ifølge Michelle Mantley i øjeblikket på et konkret forslag, som skal præsenteres for producenter og broadcastere i tv-branchen.
I Producentforeningen, som er brancheorganisation for producenter af film, tv og computerspil, efterspørger man netop et mere konkret forslag. Direktør for foreningen Klaus Hansen fortæller, at han først nu er blevet klar over facebookgruppens eksistens.
»Det er svært at forholde sig til problemer, som ikke er særlig konkrete. Jeg vil gerne have mere substans i forhold til problemstillingerne, før jeg kan tage stilling. Vi sætter os gerne ned og diskuterer tingene og lytter, hvis vi får en henvendelse, men det har vi endnu ikke modtaget fra TV-Revolutionen,« siger han.
Svært at agere med udefineret gruppe
Klaus Hansen genkender umiddelbart ikke de problemer i tv-branchen, som TV-Revolutionen vil gøre op med. Ud over mere konkrete eksempler savner han større åbenhed om, hvem der står bag initiativet.
»Jeg har ikke fået meldinger ind på mit bord med konkrete eksempler på de problemer, som TV-Revolutionen kommer med. Jeg må selvfølgelig tage alvorligt, at der tilsyneladende er mange i branchen, som ser store problemer med arbejdsvilkårene. Men jeg må også erkende, at det er svært at agere med en gruppe, som på den her måde er udefineret. Jeg kan se, at de har mange likes på deres facebookside, men ikke hvem der i virkeligheden står bag,« siger han.
Kan du slet ikke genkende, at der er problemer med arbejdsmiljøet i tv-branchen?
»Jeg har ikke fået konkrete problemer forelagt, men skal selvfølgelig ikke afvise, at der er nogen. Jeg ved, at man i branchen arbejder hårdt, og mine medlemmer arbejder hårdt. På nogle produktioner opererer man også med korte og hårde deadlines. Men jeg ved samtidig også, at vi i branchen har gode lønninger, og at der også er god mulighed for kompensation i form at diæter, hvis man er ude at rejse,« fortæller Klaus Hansen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.