I snart et år har den tidligere udlandsredaktør Balász Navarro demonstreret. Han kritiserer, at ungarske partier styrer de offentlige medier. Men han påpeger samtidig, at Danmark og det øvrige Europa misforstår konflikten – Ungarn er ikke et diktatur.

Engang samlede Balász Navarro flere hundrede mennesker og journalister fra hele verden omkring sig til protest mod Ungarns medielove. Nu sidder han helt alene på de fliser, hvor demonstrationen foregik, fem skridt fra hovedindgangen til den største offentlige medieorganisation i Ungarn. Efter mere end 10 måneders protest er han blevet glemt.

Balász Navarro demonstrerer mod partistyringen af den offentlige medievirksomhed MTVA, der er Ungarns pendant til Danmarks Radio. Før han satte sig i campingstolen, var han ansat som udlandsredaktør på den landsdækkende tv-kanal M1, der svarer til DR 1.
»Denne her protest er blevet glemt, både i de internationale medier og frem for alt herhjemme,« siger han, mens mørket sænker sig over det nordvestlige Budapest.

Situationen er paradoksal og protesten nuanceret.
Samtidig med at Balász Navarro fortsætter sin kamp mod politisk styring af de offentlige medier, kritiserer han og flere andre ungarere mindst lige så kraftigt, at vestlige medier har forvrænget debatten om ytringsfriheden i Ungarn.

I januar 2011 indledte den ungarske regering sit EU-formandskab med at kickstarte en voldsom debat om pressefrihed inden for de hjemlige grænser. Ungarn præsenterede en række nye medielove, der af det øvrige EU blev kritiseret for at begrænse de ungarske mediers ytringsfrihed.
Den bemærkelsesværdige optakt til det ungarske formandskab fik kritikken til at ulme i Bruxelles, og danske medier tilsluttede sig den brede vestlige bekymring over medielovene.

Den tidligere udlandsredaktør Balász Navarro mener, at den internationale dækning blev forvrænget i en iver efter fordømmelse af Ungarn.
»Tonen i dækningen af Ungarn har skadet debatten om vores pressefrihed,« siger han.
Danske medier er gået langt i kritikken af Ungarns mediepolitik. Flere aviser sendte journalister til Budapest, og der gik ikke lang tid, før danske chefredaktører begyndte at fælde meget dystre domme.

Både Jyllands-Posten, Berlingske, Information og Politiken beskrev medielovene som et skridt væk fra demokrati mod diktatur.

Jyllands-Posten mente, at lovene medførte en af flere institutioner, "… der i betænkelig grad minder om et diktatur".
Information kaldte det en "glidning i retning af autoritær nationalisme".
Og: Medielovene er ikke skåret over "et vestligt mønster", stod der i Berlingskes artikel med overskriften: "Nye EU-lande sætter demokratiet på prøve".
Og Politiken konstaterede, at "Ungarn er lukt på vej tilbage mod de mørkeste dele af europæisk historie".

Flere medier portrætterede den hovedansvarlige for loven, premierminister Viktor Orbán, og sammenlignede ham med politiske ledere, der ofte møder kritik i Europa. Politiken førte paralleller til Vladimir Putin og Jörg Haider. Berlingske spekulerede i hviderusseren Aleksandr Lukasjenko. Mens Information mente, at der var flere ligheder mellem den ungarske premierminister og Silvio Berlusconi.

Men Balász Navarro kalder det »hysterisk«, når store dele af Europa sammenligner landet med et diktatur.
»Det hjælper ikke noget at sætte fordømmende prædikater på regeringen, der ikke passer. Det fornærmer kun ungarerne og danner sympati for regeringen. Det tyder på, at man ikke kender til situationen i Ungarn – det er en demokratisk valgt regering, der har et absolut flertal, fordi den tidligere socialistiske regering var bundkorrupt og blev straffet af vælgerne for det.«

Det er efterhånden over et år siden, danske medier sidst var i Ungarn for at undersøge pressefrihedens vilkår under de nye medielove. Siden da er medielovgivningen upåagtet blevet ændret flere gange. Blandt andet har man fjernet en udskældt paragraf, der gjorde det muligt at give bøder til medier, hvis et medies dækning blev vurderet til ikke at være tilstrækkeligt "afbalanceret". Samtidig har man slækket på kontrollen af internetmedier.

Men i udgangspunktet var loven heller ikke helt så skadelig for mangfoldigheden i mediebilledet, som der ellers var forlydender om. Det mener Zóltan Baka, redaktør hos Ungarns største venstreliberale dagblad Népszabadság.
»Vi, de private udgivere, har ikke kunnet mærke noget pres. Her havde frygten intet hold i virkeligheden,« siger Zóltan Baka og tilføjer den regeringskritiske radiostation Klubradio som en undtagelse. Den private radiostation har været udsat for et pres fra landets magtfulde medieråd, men vandt i september en retssag om foreløbigt at kunne beholde sin licens.

Zóltan Baka understreger, at dele af den ny regulering var en nødvendighed på grund af en forældet medielovgivning, der kun gav "latterligt" lave bøder for adskillige eksempler på krænkelser på tv, for eksempel mod romaer. Og med strengere regler og større bøder har loven rettet op på dette problem, mener redaktøren.

Vincze Ildikó, der er chefredaktør for Médiajogfigyelő, et magasin om de ungarske medielove, mener også, at regeringens forsøg på at påvirke nyhedsdækningen hovedsageligt drejer sig om de offentlige medier.

Hun understreger, at regeringen fortsat udpeger medlemmerne af medierådet, der har beføjelse til at udpege ledelsen i medieinstitutionen MTVA, som kontrollerer det offentlige nyhedsbureau samt landsdækkende tv- og radiostationer.
»Hele styringen og eksistensen af samtlige public service-medier i Ungarn afhænger af ét individ, som udpeges af premierministeren,« siger hun med hentydning til formanden for medierådet.

Hun ønsker dog ikke at forholde sig til, hvorvidt danske medier har ret i, at lovene fører Ungarn mod en status som diktatur, men ser gerne, at europæiske medier igen interesserer sig for landet.

Set med en ungarers øjne i Danmark ser det også skidt ud med omtalen af hjemlandet i danske dagblade og tv-stationer.
»Danske mediers dækning af Ungarn er ensidig og firkantet. Og det er vi mange ungarere, der har bidt mærke i,« siger Judit Horváth, lektor ved Østeuropastudier ved Aarhus Universitet.

Hun læser stort set alt, hvad danske medier bringer om Ungarn, og savner at høre flere intellektuelle stemmer, der kan nuancere et negativt dansk billede af landet.
»Hvis vi endelig hører noget om Ungarn i danske medier, handler det altid om antisemitisme, forfølgelse af romaer, eller om at ytringsfriheden er død. Udviklingen i landet skal bestemt tages alvorligt, men det er der også mange ungarere, der gør, og dem mangler vi at høre i Danmark,« mener Judit Horváth, der efterlyser en større dansk forståelse for, at Ungarn er et demokrati under udvikling.

Ungarn har siden Murens fald i november 1989 været splittet mellem to fløje, der bekriger hinanden med voldsom retorik. Det tidligere regeringsparti MSZP, Det Ungarske Socialistiske Parti, er nærmest gået i opløsning, efter at den tidligere premierminister måtte træde af på grund af omfattende magtmisbrug. Derpå fik den nuværende magthaver, partiet Fidesz, Alliancen Af Unge Demokrater, der har et nationalkonservativt udgangspunkt, to tredjedele af pladserne i parlamentet ved valget i 2010.

Lige nu dukker flere nye bevægelser op i opposition, og de skal også have en stemme internationalt, mener Judit Horváth.
»Når vi kun hører om den ene side i debatten, bliver den generelle holdning til Ungarn meget negativ, og det gør mig ked af det.«

Politiken var et af de danske medier, der tog til Ungarn for at undersøge medielovgivningens konsekvenser og høre parter fra begge sider i sagen.
Før den tur havde avisen i ledere skrevet, at Ungarn havde "genindført censur og ensretning i medierne", og sammenlignet premierministeren med russiske Vladimir Putin og den afdøde højreradikale østriger Jörg Haider.

Avisen var blandt de første herhjemme til at skrive om den nye medielov i Ungarn og noterede allerede inden indførelsen af loven, at den "… indskrænker pressefriheden markant. Bl.a. bliver statslig mediecensur genindført".

Politiken afviser at være forudindtaget over for det østeuropæiske land. Dækningen er blot et udtryk for, hvad andre har sagt om Ungarn, mener Vibeke Sperling, Politikens østeuropakorrespondent, der har skrevet både ledere og artikler om udviklingen i Ungarn.
»Alt, hvad jeg har skrevet, er lavet på baggrund af faktiske forhold, jeg har kunnet læse mig til ud fra medielovgivningen og ungarske medier. Det er udtryk for en bekymring, som også deles af ungarske journalister,« siger hun.

Østeuropakorrespondenten kan dog godt genkende billedet af, at Politikens dækning er fokuseret ensidigt på den negative udvikling i landet. Hun forklarer det med, at tidligere kommunistiske lande som Ungarn er blevet "for normale", og at konflikthistorier derfor stjæler nyhedsbilledet.
»Jeg kan da godt være ked af, at det ofte er konflikterne, der er vigtigst. Men sådan fungerer nyhedskriterierne nu engang. Jeg ville gerne lave flere positive historier og fortælle om den vanskelige overgang fra kommunismen, men redaktører prioriterer som regel konflikthistorier højere.«

Uden for hovedindgangen til MTVA har Balász Navarro fået fat i en tidligere kollega. De går i ly for glasruderne på mediebygningen bag en campingvogn for at snakke fortroligt.

Protesten har fået store problemer med at samle støtter i befolkningen og i den ungarske journaliststand.
Efter den fortrolige samtale vender Balász Navarro slukøret tilbage til sin campingstol.
»Alle er bange for at miste deres job, hvis de bliver set i nærheden af protesten. Og jeg kan godt forstå dem,« siger han.
»Men hvorfor støtter de den så ikke anonymt? De kunne give mig penge til at opretholde lejren, uden at nogen ville opdage det. Det her handler først og fremmest om dem og deres frihed til at udføre deres arbejde uden manipulation ovenfra.«

Den tidligere udlandsredaktør fortæller, at selv venstreorienterede medier, der før støttede initiativet, er holdt op med at skrive om demonstrationen foran landets offentlige medieinstitution.
Samtidig er de kun tre personer tilbage til på skift at sove i pavillonen for at sikre lejrens beståen. Balász Navarro er den eneste journalist, mens de andre er intellektuelle med sympati for kampen.
»Det er altid godt med et vedholdende pres fra internationale medier. Men hvis der virkelig skal ske ændringer, skal det komme indefra. Det starter med, at de ungarske journalister selv protesterer.«

Balász Navarro kigger på sit ur. Klokken er over ni, og han skulle være afløst nu. Han er træt og vil hjem til sin mexicanske kone. Forholdene i hendes hjemland beroliger ham i forhold til Ungarn, fortæller han:
»Her skyder vi i det mindste ikke kritiske journalister.«

Balász Navarro er alene om sin demonstration mod medielovene i Ungarn: »Alle er bange for at miste deres job, hvis de bliver set i nærheden.« – foto: Nils Lund Pedersen