Læserne flygter fra aviserne og demokratiet udhules, fordi journalisterne i symbiosen med politikerne har glemt borgerne. Journalisterne kan ændre situationen – start historierne hos menigmand, lyder budskabet i ny bog om Public Journalism.

Inspirationen til Peter Bros just udgivne bog – »Journalisten som aktivist« – er både dugfrisk og hentet i virkeligheden. I årene 1995-1997 var han ansat som pressesekretær på Christiansborg. Dét satte skub i tankerne om behovet for en politisk journalistik, der ikke efterlader læserne med en initiativdræbende opfattelse af, at samfundets problemer er evige og uløselige. En journalistik, der tværtimod aktivt involverer borgerne i problemløsningen.
»Presselogen på Christiansborg er et godt billede på problemet,« forklarer Peter Bro, der for tiden er i gang med sit speciale på RUCs kommunikationsuddannelse og også har studeret politisk kommunikation i USA.
»Herfra skulle journalisterne formidle den politiske diskussion til folket. Men der sidder næsten aldrig nogen. For politikerne diskuterer jo ikke længere i salen. De tør ikke vise deres uenighed med kollegerne i partiet, fordi uenighed bliver til konfliktstof for pressen. Derfor lever uenigheden på gruppemøderne, og derfor sidder der 20 journalister på gangen og venter på at politikerne skal komme ud fra møde.«

Politikerne godt tilfredse
Peter Bro påpeger, at partierne i dag er topstyrede, at de serverer politisk ensrettede budskaber, og at medierådgiverne effektivt styrer, hvordan politikerne fremstår i medierne. Pressen er med an-dre ord i stigende grad et instrument, politikerne spiller på.
Journalisterne svarer igen ved at blæse enkeltsager op, forsøge at gå bag om de politiske processer og beskrive den politiske taktik. Resultatet er en forpustet presse, hvor konflikter påpeges, men ikke løses, og hvor pressen fremstiller for eksempel folketingsvalg som hestevæddeløb – nogen fører, andre taber. Men ingen snakker substans. Fokus er ikke på folkestyret. Fokus er på de folkevalgtes gerninger og ikke mindst ugerninger.
Taberne i det spil er borgerne, demokratiet – og aviserne, mener Peter Bro.
»Det er udtryk for politisk apati, at aviserne har sværere og sværere ved at få fat i læserne. Og hvis danskerne skal genvinde lysten til at indgå i samfundsdebatten, så er det pressen, der skal omstille sig,« siger Peter Bro. »Politikerne vil ikke. De er godt tilfredse med situationen i dag. Når journalisterne igen og igen fokuserer på den politiske proces og taktik, så er det kun på landsmøderne, at substans-kritikken fra baglandet kommer frem.«
»Journalisterne forsøger at frikende sig selv ved blandt andet at beskrive politikernes brug af spin doctorer. Men det løser jo ikke problemet med den manglende dialog,« påpeger Peter Bro. »Og som journalist må man også være interesseret i, at problemet finder sin løsning.«

Demokratiets kollaps
Peter Bro mener, journalisterne skal droppe venteri- et foran gruppeværelserne, overlade politikerne til sig selv og i stedet fare ud i verden og bedrive journalistik.
»I stedet for at forsøge at finde konflikter og banke kiler ind i partierne, skulle journalisterne starte flere af historierne i den anden ende – gennem diskussioner med almindelige folk. Hvorfor skal vi for eksempel høre om, at socialdemokraterne er uenige om udlicitering. Det er da folkets meninger, der er interessante i den sag, inden det er politikernes.«
Og det er sagens kerne. Peter Bros bog handler om Public Journalism. En journalistik-form, der blev født og udviklet i USA i slutningen af 80'erne og begyndelsen af 90'erne. Kort fortalt blev Washington Post-reporteren David Broder så forbitret over afstumpetheden i præsidentvalget i 1988, at han udbasunerede, at tidens journalister i eftertiden ville stå som dem, »der skrev om simpelthen alt i politik, bortset fra at demokratiet var ved at kollapse.«
Den svada inspirerede redaktøren på »The Wichita Eagle« i Kansas, David Merritt, til en redaktionel kovending ved guvenørvalget få år senere. Gennem næsten 200 to timer lange interview med læserne fik de – og ikke politikerne – lov at udstikke valgkampens emner. Det er selve kongstanken i Public Journalism – en antiautoritær tro på, at almindelige mennesker har noget fornuftigt at sige.
Public Journalism har sneget sig ind på Danmarks Journalisthøjskole i form af en workshop. I DJHs nyhedsbrev beskrives genren således:
»Public Journalism er en holdning til journalistik, der har dyb respekt for modtagerne af de journalistiske produkter – og som derfor allerede i idé-udviklingen tager afsæt i brugernes behov,« – og konklusionen lyder: »Det er da bare almindelig god, gedigen journalistik, vil nogen sige. Og Gud hvor har de ret! Problemet er blot, at det ikke er, hvad journalisterne giver i dag.«

Dødt stof
»Men vi spørger da folket,« vil mange chefredaktører udbryde – og pege på meningsmålingerne. Men de er en del af problemet.
»Hvorfor skal vi op til landsmøderne høre meningsmålinger om, hvad folk stemmer og hvilket parti, der er størst? Fordi journalisterne skal have noget at vinkle ud fra og spørge politikerne om. Kun derfor,« siger Peter Bro. »Men vi to kan da ikke bruge bare to minutter på at diskutere om Venstre eller Socialdemokratiet går frem. Det er dødt stof på forhånd og spild af energi. Det er pingpong mellem journalister og politikere.«
Filosofien i Public Journalism er, at problemet skal påpeges, årsager blottes – og løsninger søges. Journalisten skal konfrontere politikerne med de problemer, borgerne ser. Og journalisterne skal fastholde problemstillingen, til der er fundet en løsning. Og dermed rører Public Journalism ved noget meget følsomt – journalisters idealiserede selvopfattelse som neutrale iagttagere og formidlere. Den rolle mener Peter Bro aldrig journalister har haft i virkeligheden.
»Journalister er samfundets lim, alt kommunikation mellem borgere og politikere skal filtreres gennem medierne, det må journalisterne erkende,« siger Peter Bro.
Væk med den indbildte passive iagttagelse – ind med den bevidste aktive journalistik. Eller som det hedder i bogen »Journalisten som aktivist«:
»Journalisterne skal … henvende sig til borgerne, som var de potentielle deltagere i samfundslivet og anvise mulige veje til, hvordan borgerne selv kan løse problemerne, så samfundet kommer til at fungere godt.«
– Hvorfor skulle journalisterne lave den slags journalistik?
»For at kunne gå til familiefester og vinde respekt,« lyder det meget kort fra Peter Bro.

»Journalisten som aktivist – om presse, politik og demokratisk dialog,« af Peter Bro, udgivet af Forlaget Fremad.