Private tv-kanaler haler ind på DR og TV 2

De private tv-kanaler haler ind på DR og TV 2, blandt andet takket være Champions League og det nye digitale tv.
De private tv-kanaler haler ind på DR og TV 2, blandt andet takket være Champions League og det nye digitale tv.

De private tv-kanaler i Danmark har fået flere og flere seere, imens de to klassiske kanaler DR og TV 2 har mistet seerandele i 2010.
SBS TV er den store vinder i opgørelsen over tv-seernes gunst i 2010, hvis man kigger på det, der kaldes "den kommercielle målgruppe" – altså seere mellem 21 og 50 år. Her gik de fire SBS-ejede kanaler fra en markedsandel på 14,4 procent til 15,7 procent. Det skyldes især fremgang hos Kanal 5.
Også Viasats kanaler TV3, TV3+ og TV3 Puls havde et godt år, blandt andet med rekordhøje seertal på 3+ på grund af FCK's Champions League-kampe.
Samtidig har TV 2 oplevet en nedgang i seerandelen, selv om kanalen stadig er den suverænt største private tv-kanal på markedet. 
Flemming Jensen, broadcast director hos mediabureauet Mediaedge:CIA, mener blandt andet, at TV 2's nedgang skyldes, at vi i Danmark i slutningen af 2009 gik over til digitalt tv. Det har givet TV 2's konkurrenter større udbredelse.
»Det er første år, man kan se effekten, og den er egentlig som forventet. Omvendt har de ikke haft succes med deres programmer, og de har befundet sig i en programmæssig småkrise,« siger han til Epn.dk.

0 Kommentarer