Ven til forbundsdirektør overtager pladsen efter bortpresset leder.
HEADHUNTET. Journalist Stig Nielsen tiltrådte 1. februar som ny redaktør af DJØF Bladet. Han afløser Lis Issa, der blev presset ud efter en konflikt om bladets redaktionelle frihed.
Den nye redaktør har et privat venskab med DJØFs administrerende direktør.
»Stig Nielsen er headhuntet og valgt, fordi han er den bedste,« siger DJØFs informationschef, vicedirektør Christian Ahlefeldt-Laurvig.
– Har stillingen været slået op?
»Nej, 50 procent af alle jobs i Danmark bliver ikke annonceret. Det er ikke nødvendigt, når man kender en person og ved, at han er kvalificeret.«
– Den nye redaktør er personlig ven med DJØFs direktør, Mogens Kring Rasmussen, som er din chef?
»Ja, Stig og Mogens kender hinanden. Da vi skulle finde en ny redaktør, brugte vi vores netværk til at finde den egnede person.«
– Det kan se ud, som om stillinger i DJØF gives på baggrund af personlige relationer?
»Nej, det kan netop være en fordel, at der er et personligt kendskab, så vi ved, at vi får den bedste,« siger Christian Ahlefeldt-Laurvig.
Selv om DJØF Bladet formelt nyder redaktionel frihed – i hvert fald ifølge det brev, ledelsen i november sendte til Højesterets medlemmer – måtte den tidligere redaktør, Lis Issa, i efteråret gennem alvorlige konflikter med forbundets øverste ledelse.
Første gang da forbundsformand Finn Borch Andersen, der også er politimester, fik stoppet en journalistisk artikel, der rummede kritik af Bagmandspolitiet. Forbundsformanden sad indtil oktober selv i en ledende stilling hos Bagmandspolitiet, og artiklen, der rummede en indirekte kritik af forbundsformanden, blev aldrig trykt.
Anden konflikt var sagen om to højesteretsdommere, der klagede over en spids kommentar om visse dommeres lukrative bijob. Selv om regeringen og folketinget nu vil lovgive mod dommernes fritidsbeskæftigelse, måtte disse ord ikke stå i DJØF Bladet.
Efterfølgende modtog samtlige højesteretsdommere en personlig undskyldning fra DJØFs øverste ledelse. Brevet var underskrevet forbundsformand Finn Borch Andersen og direktør Mogens Kring Rasmussen, som lovede, at sagen ville få konsekvenser for DJØF Bladets redaktion.
Lis Issa blev herefter sat under administration og har nu forladt organisationen med en fratrædelsesordning.
Den nye redaktør, Stig Nielsen, kommer fra Amnesty International og mener, at han har fingerspidsfornemmelse nok til at kunne arbejde for DJØF:
»Jeg tror, at jeg forstår spillet i en organisation, hvor der en direktion, nogle politikere og nogle medlemmer. Og hvor der alligevel skal laves et spændende blad med konfliktstof. I Amnesty var der også grænser for, hvad vi måtte skrive. Amnesty har en politik, man skal følge i hele verden.«
Han medgiver, at han har et personligt venskab med DJØF-direktør Mogens Kring Rasmussen:
»Ja, det er rigtigt, at vi kender hinanden.«
– Tager I også på ferie sammen?
»Det har jeg ingen kommentarer til.«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.