BILLED-BLADETs TV-pris på 100.000 kroner gik fredag til Mette Korsgaard for hendes dokumentar ”Min Barndom i Helvede” om Lisbeth Zornig Andersen. Filmen handler om den daværende formand for Børnerådet og hendes barndom med omfattende svigt og seksuelt misbrug.

Da journalisten Mette Korsgaard i foråret 2011 mødte Lisbeth Zornig første gang, havde Zornig i medierne fortalt om en hård barndom med mange svigt, men ikke om det seksuelle misbrug.

»Hun var kendt som mælkebøttebarn og mønsterbryder. Men på et tidspunkt fortæller Lisbeth, at hun også er blevet misbrugt seksuelt. Men hun ønsker ikke, at det skal frem, fordi hun er bange for, at det skal overskygge de andre svigt. Det respekterede jeg,« siger Mette Korsgaard til Journalisten.

Men da Lisbeth Zornig med Mette Korsgaards hjælp fik adgang til de sociale myndigheders papirer i hendes sag, gik det op for Zornig, hvor stor en rolle det seksuelle misbrug havde spillet.

»Jeg kunne se, hvor ondt det gjorde på hende, da hun læste papirerne fra aktindsigten. Hun kunne se, at det var værre, end hun troede. Det fyldte så meget, at det ikke kunne udelades fra programmet,« siger Mette Korsgaard.

Skulle hjælpe med et kamera

Hun mødte i første omgang Lisbeth Zornig, fordi Zornig skulle skrive en erindringsbog for Gyldendal. I sin research ville hun gerne optage nogle af sine interviews på video. Hun havde købt et billigt kamera – og Mette Korsgaards rolle var at give et par tips til, hvordan Zornig betjente kameraet.

»Det var slet ikke på tale, at jeg skulle ind over projektet,« siger Mette Korsgaard.

Men allerede ved første møde brændte Lisbeth Zorning så meget igennem, at Mette Korsgaard kort efter spurgte Lisbeth Zornig, om hun havde lyst til at være med i et dokumentarprogram. Det ville Lisbeth Zornig gerne.

Det var ikke muligt at finde en producent, der ville finansiere projektet. I stedet søgte hun om fondsmidler og fik 1 million kroner fra Egmont Fonden. Det gav mulighed for at betale producere, klippere og fotografer.

»Og det gav mig tid til at koncentrere mig om projektet.«

Hun endte dog med at filme store dele af dokumentaren selv.

»Jeg kunne mærke, at jeg kom tættere på, når jeg var alene. Det tog for eksempel lang tid at opnå fortrolighed med moren.«

Efter de første interviews valgte Mette Korsgaard også, at hun ikke bare skulle være en flue på væggen. Hvis Lisbeth Zornigs samtaler og konfrontationer med familie, venner og behandlere skulle egne sig til tv, skulle de være mere organiserede. Zornig fik to velkendte interview-tip, som hun kunne bruge i konfrontationen:

»Hun måtte kun tale om et emne ad gangen, og hun skulle prøve at være stille. De to greb blev en del af Lisbeths udvikling,« siger hun.

Turde ikke konfrontere stedfar

En central person i Lisbeth Zornigs opvækst er den voldelige stedfar, som ifølge Lisbeth Zornig misbrugte hende seksuelt. Dette kan han dog ikke selv huske.
I første omgang havde hun ikke tænkt sig at opsøge stedfaren på Lolland. Da hun endelig tog ned til ham sammen med Mette Korsgaard, turde hun ikke tale med ham. Og da hun endelig havde samlet mod til sig, kom der en meget mærkelig samtale ud af det, fortæller Mette Korsgaard.

»Hun kan ikke få det sagt, så det ender med at ligne et møde mellem to gamle venner, hvor hun bliver Lisbeth 12 år, og han er hendes gamle onkel. Vi troede på forhånd, at han ville have kæmpe skyldfølelse, men det havde han ikke,« fortæller Mette Korsgaard.

Ugen efter optagelsen beslutter Mette Korsgaard, der også er uddannet socialpædagog, sig for at opsøge stedfaren på egen hånd.

»Han kendte jo ikke præmissen – ud over at det var en film om Lisbeths barndom.«

Mette Korsgaard fortæller, at Lisbeth oplevede ham som en hård opdrager, at der var meget vold i hjemmet, og at han havde krænket hende, fra hun var 10-12 år.

»Det var en vildt ubehagelig samtale,« siger Mette Korsgaard om mødet med stedfaren.

»Men samtidig med at hans handlinger er utilgivelige, er han jo også en stakkels mand.«

Kig dem i øjnene

Hendes veninder havde på forhånd advaret hende mod at tage derned på egen hånd. Tænk nu, hvis han blev voldelig.

»Jeg har som socialpædagog fået at vide, at hvis man kigger folk i øjnene, slår de ikke på dig. Jeg ved dog ikke, om det passer.«

Stedfaren underskriver efter mødet en medvirkendeerklæring og ender med at optræde i dokumentaren. Dog med ansigtet sløret efter råd fra hans advokat.

Mette Korsgaard siger, at filmen viser, at Lisbeth Zornig kommer fra en helt anden og mere rå verden end de fleste danske familier. Hun har brødre, som har været med i bandemiljøet, er dømt for vold og misbrugere. Mødet med det hårde miljø sled mest på Mette Korsgaard.

»Når jeg kom hjem fra reportage, var jeg dødtræt. Lisbeth kunne bare blive ved. Hun satte sig ned og skrev på bogen eller en klumme til Ekstra Bladet,« forklarer hun.

Selv om filmen handler om personlige svigt og et emne, som kan sætte sindene i kog, udløste filmen ikke hetzstemning eller selvtægt.

Mette Korsgaard mener, at det kan skyldes, at alle grædescener er klippet ud, fordi Lisbeth Zorning ikke ønskede at fremstå som offer.

»Jeg tror også, det hænger sammen med, at Lisbeth er en meget troværdig person, og hendes ærinde var ikke at hænge nogen ud.«

Ud over min ”Barndom i Helvede” var ”Putins Kys” (DR2), ”Pigen der ikke ville dø” (DR1), ”Adoptionens pris” (TV 2) og ”Hvorfor fattigdom? Kvinder med power” (DR2) også nomineret til BILLED-BLADETs TV-GULD.

Ved uddelingen af priser blev Ibi Støving (TV 2) kåret til årets kvindelige TV-vært, Mikkel Beha Erichsen (TV 2) blev årets mandlige TV-vært, Thomas Skov Gaardsvig (DR) blev årets stjerneskud og Vild med dans (TV 2) årets TV-program.