Kommunikationsmedarbejdere og journalister kan ikke være medlemmer af samme forbund. Det mener vinderen af Timbuktu-prisen, Tom Heinemann, der opfordrer Dansk Journalistforbund til at splitte forbundet op i to. Formanden for DJ afviser forslaget.
Vinderen af Timbuktu-prisen på 100.000 kroner, Tom Heinemann, brugte prisoverrækkelsen i går, tirsdag den 9. juni, til at sende et klart budskab til Dansk Journalistforbund: Kommunikationsansatte og journalister hører ikke hjemme i samme forbund.
»Jeg synes, de skal lave deres eget forbund. De skal smutte ud af mit. I Sverige og Norge er det helt utænkeligt, at man som kommunikationsansat og journalist kan være medlem af samme forbund. Hvad er det, der gør, at Dansk Journalistforbund holder fast i sådan en antikveret holdning?« spørger Tom Heinemann retorisk.
I sin takketale, som han holdt i Dansk Journalistforbunds lokaler på Gammel Strand i København, gav han udtryk for, at han oplever en stigende tendens til, at de folk, journalisterne kritiserer, går til modangreb mod manden og ikke efter bolden.
»Trusler om sagsanlæg, klagesager ved Pressenævnet, alenlange advokatskrivelser og et – ofte helt enormt – stykke mod-spins-arbejde fra dem, vi kritiserer, er snarere reglen end undtagelsen. Og det værste er ikke, at en advokat eller en direktør farer i blækhuset. Den slags skal og kan vi sagtens holde til, men når det er ens egne kolleger – endda ofte medlemmer af det samme forbund – der slynger om sig med udokumenterede påstande, fortielser og løgne – alene med det formål af få flyttet fokus fra selve indholdet af kritikken til, hvordan den kritiske journalist for eksempel har indsamlet eller fremført kritikken,« sagde Tom Heinemann i sin tale.
Han finder det dybt problematisk, at han kan risikere at skulle søge juridisk bistand i DJ i en sag, hvor modparten også søger juridisk rådgivning i samme forbund.
»Lad os sige, at jeg er blevet stævnet for injurier og går ned i mit forbund for at få juridisk bistand, og ham, jeg kritiserer, gør det samme. Så spørger jeg bare: Hvem skal forbundet så holde med?« lyder det fra Heinemann.
Medlem af hovedbestyrelsen, Didde Elnif, har været med til at indstille Tom Heinemann til prisen. Hun var selv til stede ved prisoverrækkelsen og hørte Tom Heinemanns takketale. Hun mener ikke, at problemet i praksis er så stort endda. Forbundet ville stå svagt både politisk over for omverdenen og i forhold til at organisere medlemmerne, hvis kommunikationsmedarbejdere blev bedt om at melde sig ud.
»Jeg kan godt forstå problematikken, men jeg synes også, at vi er et sted, hvor det er umuligt at skille tingene fuldstændigt ad, fordi så mange af os arbejder mange forskellige steder. Som freelancer kan jeg godt den ene dag arbejde som kommunikationsmedarbejder og den næste dag lave noget, der er mere journalistisk. Men jeg har hele tiden min journalistiske etik med mig. Jeg ville have det svært med at blive smidt ud af forbundet, fordi jeg arbejder som kommunikationsmedarbejder,« siger hun.
Hun mener, at forbundet kan og skal kunne rumme modsætninger. Det gælder også modsætninger mellem for eksempel freelancere og mellemledere, såvel som mellem journalister og kommunikationsmedarbejdere.
»Vi vil i højere grad komme til at repræsentere to sider af en sag. Selvfølgelig er det en debat, vi hele tiden skal være skarpe på, og det kan være, at man om nogle år skal være med til at styrke profilerne i specialgrupperne,« siger hun.
Til Tom Heinemanns spørgsmål om, hvad forbundet skulle gøre den dag, han får et sagsanlæg på halsen fra en kommunikationsmedarbejder, der er medlem af samme forbund, svarer hun.
»Den dag, Tom får et sagsanlæg, står vi der selvfølgelig. Man vil altid gå efter at repræsentere den mindste. Hvis han står over for et medicinalfirma, vil han være den svage part, og så vil vi bakke op om hans interesser,« siger Didde Elnif og understreger, at den vurdering er for egen regning.
Tom Heinemann kalder det noget vrøvl.
»Jeg kunne jo også blive sindssyg og lave et sindssygt program og være sindssygt grov, men jeg skal da have juridisk assistance alligevel. Det er meget lidt betryggende, at det kan være den samme rådgiver, jeg skal ringe til, som lige kan havde siddet og rådgivet min modpart,« siger Tom Heinemann.
Formand for Dansk Journalistforbund Mogens Blicher Bjerregård bestrider ikke Tom Heinemanns erfaringer med kommunikationsfolk, men han vil heller ikke forholde sig nærmere til prisvinderens oplevelser. Mogens Blicher Bjerregård mener, at det er en fordel for forbundet at kunne rumme mediefolk, uanset hvor de tjener deres løn.
»Jeg er overbevist om, at vi ved at være i samme forbund får en fælles forståelse for arbejdsmetoder og en fælles anerkendelse af, at der skal være troværdighed. Det vil i mange tilfælde overskygge de modsætninger, der måtte være,« siger Mogens Blicher Bjerregård.
Han mener, at kommunikationsmedarbejdere også bidrager til et højere informationsniveau og større åbenhed og på den måde har mere til fælles med klassiske journalister, end der er forskelle. I hans øjne er det forbundets opgave at arbejde for kvalitet og troværdighed, uanset om der er tale om kommunikation eller journalistik.
»Når man er kommunikationsmedarbejder, er det vigtigt med en høj troværdighed. Det er rigtigt, at det er styret kommunikation, men det kan også have en høj troværdighed og kvalitet,« siger Mogens Blicher Bjerregård. Han peger på, at kommunikation kan være mange forskellige ting, og at medlemmerne skifter frem og tilbage mellem de to sider af bordet.
»Når universiteter har vidensjournalister, der breder ny og spændende viden ud, er de jo også kommunikationsmedarbejdere. Vi har medlemmer, der veksler mellem de to faggrupper. Det er en kæmpe fordel, at de kan blive i forbundet,« siger Mogens Blicher Bjerregård.
Hvis det handler om, at forbundet gerne vil organisere så mange som muligt, finder Tom Heinemann det stærkt problematisk.
»Jeg synes, at det er et problem, og at man skal gøre op med det dér antikverede pladder, bare fordi man vil være store. Vi kan ikke og skal ikke det dér. De kan lancere deres eget forbund,« siger Tom Heinemann.
Han ser ikke det store organisatoriske problem i forhold til, at journalistuddannede skifter frem og tilbage mellem kommunikation og journalistik.
»Det er da bare at skrive en mail om, at man er blevet ansat som kommunikationskonsulent, og at man derfor melder sig ud per dags dato, og at man agter at melde sig ind i Forbundet for Kommunikationsansatte og Spindoktorer, og når jeg vender tilbage til de rigtige journalisters rækker, så vil jeg gerne være medlem igen. Hvis det kan lade sig gøre i Norge og Sverige, kan det også i Danmark,« siger Tom Heinemann og tilføjer:
»Hvis der er optaget så mange kommunikationsfolk og spindoktorer, at det truer forbundets eksistens, så er jeg alvorligt bekymret,« siger Tom Heinemann.
Han fik prisen fra Timbuktu Fonden for de tre tv-dokumentarprogrammer: "Når tilbud dræber", "Et tårn af løfter" og "En bitter smag af te".
12 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det bliver et lille forbund!
Hvis min gamle kollega Tom Heinemann får ret i, at alle
kommunikationsmedarbejdere skal ud af forbundet, så bliver det sandt for
dyden et lille forbund, der så bliver resultatet. Og måske er det mest
sandsynlige endog, at det er journalisterne, der kommer til at finde et
andet sted at slå deres folder. Men mere om det senere, som man siger.
Når jeg ikke desto mindre er meget enig med Tom H, er det fordi jeg
oplever kommunikationsmedarbejdere som folk med en sag, nemlig den sag,
som de får deres løn for at forsvare. Det kan naturligvis i en lang række
tilfælde være sådan, at kommunikationsmedarbejdere hjælper deres
fortravlede og smådumme kolleger i nyhedsstrømmens pulserende hverdag, men
min personlige oplevelse går oftere - for ikke at skrive: næsten hver gang
- i den modsatte retning: Kommunikationsmedarbejderen er en første
barrikade, man som journalist skal overvinde, eller billedligt talt som en
drage, der forsvarer ministerens, direktørens, styrelsens, organisationens
(osv). trygge slot mod enhver, der ønsker at komme ind med kritiske
spørgsmål eller ubehagelige ditto. Utallige gange har jeg skændtes med
f.eks. ministres pressemedarbejdere om, hvor vidt det eller det spørgsmål
er relevant at stille i en given sammenhæng, og jeg har aldrig, gentager:
aldrig, nogen sinde af en kommunikationsmedarbejder fået et råd om,
hvordan jeg kunne gøre mine spørgsmål endnu mere kritiske, sylespidse
eller endnu mere ubehagelige for ministeren. Dét ville selvfølgelig også
være kontraproduktivt for kommunikationsmedarbejderens arbejdsgiver - og
netop derfor består der en oplagt modsætning mellem de medlemmer af
forbundet, der mere eller mindre ihærdigt arbejder for at grave sandheden
frem - og så de kolleger, der modtager deres hyre for at tildække den.
At formanden for DJ om denne strid så mener, at begge parter i sidste
ende arbejder for større troværdighed, og derfor er alt godt, som det er
og har været i snart mange, mange år, tyder på - og det er for at være
grov - a formanden kerer sig mere om sin faste løn end om fagets renome.
Og det er præcis derfor, at det sandsynligvis bliver journalisterne, der
kommer til at forlade DJ - og ikke kommunikationsmedarbejderne - hvis
altså Tom Hs ideer nogen sinde skulle blive ført ud i livet.
Ulrik Dahlin
Der er nogle helt grundlæggende problemer i offentlige virksomheder, der er taget fat via Personalestyrelsen: de ansatte tør ikke bruge deres ret til at ytre sig.
Forbundet har virkelig hængt i for at få styr på problemerne, men der er ikke antydning af tiltag, så ansatte er sikret mod interne irettesættelser, chikane, fyringer, etc.
På mandag offentliggøres en undersøgelse i Århus Kommune, hvor konklusionen er, at hver tredie medarbejder i Århus Kommune holder mund om problemer grundet manglende tid, besværet og frygten for negative konsekvenser.
I Århus Kommune arbejder cheferne i Sundhed og Omsorg målrettet for at ansatte endelig sakl ytre sig, hvis der er noget galt, og det er jo ikke i dagligdagen, lyder det fra de selvsamme chefer. Alting går godt, og når JP Århus mener noget andet, er det journalistikken, den er gal med.
For nogle måneder siden var der så en sag fra et plejecenter, hvor de ældre blev vækket midt om natten, fordi der her var tid - i følge vagtplanen - til at de kunne blive vasket.
Et rigtig dum ting, som der også blev taget til efterrretning og rettet, da det blev opdaget - men det blev først opdaget efter at personale havde sgat deres stillinger op, og herefter fortalte pressen om deres oplevelser.
Vi lever i de store sytemers tid, som kommunikationsfolkene er en veintegreret del af, og derfor vil det naturligvis slå gnister.
Javel, man kan da godt sige, at alle styrer efter samme journalistiske principper, men forskellen er ret tydelig, når en kommunkationsmedarbejder synes der er styr på tingene, fordi der er sådan nogle gode planer og der sker så meget positivt så mange steder i systemet - og på den anden side står der en journalist, der mener, at vi lige skal ahve styr på at fru Jensen, Hansen og hr. Olsen skal behandles ordentligt.
Der vil være en forskel, men om det skal føre til to forbund, ved jeg ikke - for jeg kan også finde journalister, der tænker og opfører sig som kommunikationsmedarbejdere. (at jeg synes det er lidt flovt, er så en helt anden historie)
http://ing.dk/artikel/99178-dsb-maa-noejes-med-korte-ic4-tog?highlight=ic4
Kære alle
Tak fordi I deltager - og måske endda får hul på en hårdt tiltrængt debat.
Ikke mindst set i lyset af, hvordan et statsejet virksomhed - med souschefen i spidsen - udtaler sig i en kommentar i Ingeniøren.
Jeg er ikke dybt inde i IC4 skandalen, og ved heller ikke, hvor længe DSB og Ingeniøren har været på nakken af hinanden, men de udtalelser som Claus Dithmer kommer med, viser vel med al tydelighed vore helt grundlæggende forskelle.
Tom Heinemann
Kære Jakob Thomsen,
Jeg synes ikke, at jeg skaber en falsk præmis. Præmissen er helt klart defineret i artiklens start: At alle kommunikationsfolk skal smutte ud af Toms journalistforbund og danne deres eget.
Begrundelsen for dette skulle så være, at enkelte kommunikationsfolk - tilsyneladende - er løgnagtige og deslige. Det synes jeg er en underlig logik. Og jeg tvivler på, at samarbejdet/forståelsen de to grupper i mellem bliver bedre/mere udbredt af, at vi graver os ned i to lejre.
Jeg er helt på det rene med, at der - også - er problemer på min side af bordet. Men jeg husker fra min tid som journalist - og det er immervæk ni år - at det nogen gange kneb med at anerkende i journalistkredse, at der også kunne lægge fejl her. Jeg fornemmer at der fortsat er et stykke hen til dén erkendelse.
Nå, anyway - én ting er du og jeg i hvert fald enige om: Denne her debat er vigtig. Derfor synes jeg også det er vigtigt at vi er i samme forbund, så vi har muligheden for at tage den. Også selv om det så indbefatter at nogle af mine kolleger lyver, vildleder og fortier ting.
Til Øjvind: Jeg har ikke haft fem sammenhængende dage på Christiansborg. Men jeg har til gengæld mødt en hulens masse mennesker, der enten var journalister, kommunikationsfolk - eller begge dele. Og måske er jeg meget naiv - men det er min helt klare opfattelse, at begge parter i meget stort omfang spiller efter reglerne.
Med ønsket om en god weekend.
Hej Lars
Du glemte et "ja":
JA - nogle journalister arbejder kritisk og hæderligt men modarbejdes af en lille gruppe kommunikationsfolk, der forsøger at genere budbringeren.
Mange venlige hilsner
Øjvind Hesselager
Flere