»En rigtig allround journalist.« »Meget bevidst om sin målgruppe.« »Lige ned i kategorien for O-gruppe-journalister.«
Så anprisende lød det, da Anne Kathrine Spangsberg tirsdag aften på vegne af Organisationsgruppen uddelte O-prisen. Prisen er på 5.000 kroner og blev uddelt for tredje gang.
Penge, hæder og ære gik til journalist – og tillidsmand, redaktionssekretær og praktikantvejleder – Steffen Hagemann fra fagbladet Børn&Unge. Bladet udgives af fagforeningen BUPL, der organiserer pædagoger.
Tunge temaer glider ned med video
Steffen Hagemann skriver blandt andet større temaer i fagbladet – for som han sagde i sin takketale:
»Jeg har altid været fascineret af de journalister, der kan skrive langt og fængende. Sådan tror jeg, det er for mange af de journalister, der er en del af Press-generationen.«
Men for at undgå at fagbladet ender i brændeovnen, lokker han læserne til på et medie og en platform, hvor mange af pædagogerne kommer – bladets Facebook-profil.
»Små teaserfilm for fagbladets store temaer har vist sig at virke for vores brugere,« sammenfattede Steffen Hagemann i sin takketale.
Den teknik har han brugt på at sælge et tema om 'Generation fornuftig' – unge teenagere, der ser ud til at have helt styr på det, men ifølge eksperterne har det elendigt.
Og et tema om stress, der bliver anmeldt som arbejdsskade af pædagoger, men aldrig anerkendt af Arbejdsskadestyrelsen. Den sidste film blev set af 70.000.
Fra håndholdt til tekstede film
Steffen Hagemann har prøvet sig frem og udviklet sin teknik undervejs, samtidig med at han rent faktisk har fået noget fra hånden.
Fra den første spæde optagelse med egen telefon, til brug af professionel fotograf, til at sætte tekster på, så man kan se filmen på Facebook uden at sætte lyd på. Det sidste er godt, hvis brugerne vil se filmen på arbejdspladsen.
»Og hvem ved – måske sidder der en pædagog, der så får lyst til at læse hele temaet, når de har set teaseren,« forklarede han.
Fem var indstillet
De øvrige indstillede til O-prisen:
Journalist Lene Vendelbo for hendes arbejde for Røde Kors.
Journalisterne Asger Havstein Eriksen, Morten Halskov og Asger Westh, Fagbladet 3F, for artikelserien 'Lemlæstet af læge'.
Medarbejdergruppen i FTF’s og LO’s kommunikationsafdelinger samt de tilknyttede medarbejdere fra bureauet Geelmuyden Kiese for pressearbejdet og arbejdet med sociale medier i LO’s og FTF’s fælles kampagne 'Sammen skaber vi værdi'.
Redaktør Anne-Marie Kjeldset, Tidsskrift for Jordemødre, for at lave et kvalitetsprodukt målt på form og indhold med uendeligt få ressourcer.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.