PTSD

Prisvindende fotograf ville ændre verden, men endte med at afsky sit eget arbejde

For den prisvindende fotojournalist Erik Refner fungerede minibaren som debriefing. Nu har han startet sin egen pulje for at hjælpe folk med posttraumatisk stress

En kæmpe iver og entusiasme om at ville fortælle, hvordan verden ser ud, var det afgørende for Erik Refner, da han banede sig vej ind i fotojournalistikken i slutningen af 1990’erne.

Drivkraften sendte i årenes løb den nu 51-årige Erik Refner til blandt andet Congo, Cambodia og Afghanistan, og det indbragte ham blandt andet en Cavling-pris, en titel som årets pressefotograf og fem priser ved World Press Photo.

Men også en karriere, der har haft alvorlige personlige konsekvenser for en af Danmarks mest prisvindende fotojournalister, der allerede i 2003 fik de første symptomer på posttraumatisk stress (PTSD).

Det begyndte i Congo, hvor borgerkrigen rasede. Erik Refner var blevet fløjet ind i landsbyen Bunia, som han efterfølgende beskrev som en spøgelsesby, hvor børn på bare otte år var børnesoldater bevæbnet med AK 47-rifler.

”Jeg fik virkelig et knæk i Congo. Det var der, den første PTSD-gnist opstod.”

”Jeg landede midt i en borgerkrig, og efter fem minutter blev jeg truet af en børnesoldat. Det var virkelig, virkelig voldsomt, og det var så bestialsk,” fortæller Erik Refner, der først nu taler offentligt om sin diagnose, i forbindelse med at han har oprettet en pulje for private midler til hjælp for andre mediefolk med PTSD.

Gik rundt i en tåge i flere måneder

Bunia havde været hjemsted for nogle af de mest voldsomme massakrer under borgerkrigen i Congo, og det var her, Erik Refner som freelancefotograf skulle fortælle verden om de uhyrligheder, der foregik i den afrikanske republik gennem sine billeder.

Hans arbejde i byen sikrede ham prisen som årets danske pressefotograf. Men på et personligt plan var rejsen en meget ubehagelig oplevelse.

”Jeg kunne ikke komme ud af byen. Jeg blev truet på livet, fordi jeg havde nogle billeder, oprørssoldaterne ikke brød sig om. Der var ingen fly, og jeg kunne først komme ud dage senere. Jeg var nødt til at gemme mig i mange dage, inden jeg fik et fly,” fortæller han.

”Da jeg endelig kom med et fly, sad jeg og tænkte, at aldrig nogensinde skal jeg lave det her igen,” siger han.

Det tog Erik Refner flere måneder at lande nogenlunde ordentligt i Danmark.

”Jeg gik i en tåge, og jeg kiggede mig hverken til højre eller venstre, når jeg krydsede gaden. Jeg var fuldstændigt ligeglad med, om jeg blev kørt ned.”

Med tiden fik han opbygget et lag, en slags skjold, og han pakkede oplevelserne fra Congo væk.

”Hvis du spurgte mig dengang, om jeg havde problemer med PTSD, eller om noget havde rørt mig, så havde jeg ikke ment, at jeg havde et problem. Jeg turde ikke se på det. Det var så frygtindgydende at tage frem igen,” siger Erik Refner.

Retfærdiggjorde sit arbejde for sig selv

Andre reportagerejser har ført ham til blandt andet et hospital for AIDS-patienter i Cambodia, hvor flere hundrede mennesker var indlagt i 40 graders varme.

”Der lugtede bare af dødt menneskekød, og patienterne lå som tændstikmennesker og var skrumpet helt ind, mens der kom 20 glade børn løbende mod dig, fordi der endelig var nogen, der gav dem opmærksomhed,” husker Erik Refner.

”Et af de værste tidspunkter var, da en pårørende til en døende patient tog et barn op og spurgte, om ikke jeg kunne tage det med, fordi der ikke var nogen fremtid for det.”

Erik Refner havde svært ved at komme med en god forklaring på, hvorfor han ikke skulle tage barnet med hjem. I sit hoved forsøgte han at retfærdiggøre sit arbejde med, at han fik de menneskers historie ud.

Netop det at få deres historier ud var en slags kontrakt, Erik Refner lavede med de sårbare mennesker, han fotograferede i alverdens situationer.

”Du er nødt til at fortælle dig selv og dem, at du skal fortælle deres historie, for at der bliver gjort noget ved situationen,” siger Erik Refner.

Det var den slags situationer, han havde stået i op til besøget i Congo, der for alvor satte gang i, at noget i ham ændrede sig.

Billedet af arbejdet krakelerede

Erik Refners egen tro på værdien af den kontrakt begyndte at smuldre, da han gang på gang kom tilbage til steder, han tidligere havde besøgt, og situationen var den samme som sidst eller ligefrem havde forandret sig til det værre.

”Den kontrakt, jeg havde lavet med de mennesker og mig selv, var intet værd. Jeg fik en følelse af kun at tage noget og ikke give noget tilbage. Jeg begyndte at føle afmagt og afstand til mit eget arbejde. Det føltes meningsløst, og som om jeg havde svigtet,” siger han.

Erik Refner mistede med tiden fuldstændigt lysten til fotografi. Og i særdeleshed fotojournalistikken.

”Det billede, jeg havde af mit arbejde, krakelerede, og så fik jeg en slags afsky eller et desillusioneret syn i forhold til mit eget virke. Det plantede sig i alt fotografi. Jeg kunne ikke … Jeg fotograferede efterfølgende for at tjene nogle penge, men interessen var væk.”

Minibaren var debriefing

Da Erik Refner i 2015 mistede sit arbejde i Berlingske Media under en fyringsrunde, vidste han stadig ikke, hvorfor hans lyst til fotojournalistikken var forsvundet. Det var først et par år senere, at han på sine venner og families opfordring opsøgte en psykolog, der kunne få ham til at indse det.

Erik Refner led af PTSD – posttraumatisk stress syndrom. En lidelse, der betød, at han bakkede ud af det meste, isolerede sig og ikke brød sig om at sniksnakke med andre.

”Jeg fik et ord og et navn på det, så jeg kunne arbejde mig ind i de oplevelser. Jeg har fået det på afstand nu og kan reflektere over det,” siger han og tilføjer, at fotojournalistikken for altid er lagt på hylden for ham.

Indtil da havde Erik Refner aldrig talt med nogen om, hvordan han egentlig havde det, og debriefing var ikke noget, man snakkede om i de kredse, Erik Refner færdedes.

”For mit vedkommende var jeg måske afsted i 14 dage, og debriefingen bestod i at tømme minibaren på hotellet – og så var det videre til det næste,” fortæller Erik Refner.

Behov for at tale om det

I løbet af de senere år har mange arbejdspladser indført debriefing af deres medarbejdere, når de kommer hjem fra konflikt- og krigsområder, ligesom at nogle også tilbyder deres journalister og fotografer debriefing i andre situationer – som for eksempel efter angrebet på Krudttønden i 2014.

Dansk Journalistforbund kan i nogle tilfælde også henvise til psykologsamtaler, men det er det offentlige sundhedsvæsen, der tager over, hvis et medlem får diagnosen PTSD.

Med baggrund i sine egne oplevelser har Erik Refner nu oprettet en pulje med støtte til gratis og anonym psykologhjælp for journalister eller fotografer, der har mistanke om, at de går rundt med PTSD. Pengene i puljen kommer fra Erik Refner selv, der har haft sat penge til side. Skulle behovet opstå, vil han søge fonde til at fortsætte den.

”Hvis nogen fotografer eller journalister falder lidt uden for det normale sikkerhedsnet på redaktioner eller hos forbundet, så er der mulighed for at få noget hjælp gratis eller anonymt. Jeg vil gerne give noget tilbage til fotojournalistikken, som har givet mig så meget,” siger Erik Refner.

For Erik Refner startede idéen om puljen med at sætte fokus på PTSD blandt mediefolk, hvor han selv oplevede det som et tabu at tale om.

”Men jeg blev mere og mere sikker på, at jeg også blev nødt til at fortælle min egen historie for at få det frem i lyset, så man kan undgå, at andre havner i samme situation, som jeg gjorde.”

Læs også

Vi fik PTSD – her fortæller tre fotografer deres historier

23. MAJ 2016