search

Prisværdig journalistik

»Hvorfor ikke skillinge sammen til en dansk whistleblower-fond?«Så blev Uffe hin Ellemann prissat for sine klask i den offentlige mening, med Publicistpris og 25.000 kroner ned i foret.

»Hvorfor ikke skillinge sammen til en dansk whistleblower-fond?«

Så blev Uffe hin Ellemann prissat for sine klask i den offentlige mening, med Publicistpris og 25.000 kroner ned i foret.

Snart punger også SE og HØR ud med en journalistpris, den nyeste i rækken af flids- og talentpræmier, hyppigt opkaldt efter pressens henfarne alfa-hanner. Cavling, Berling, Bording, Nielsen, Hørup, Kryger. Eller dem, vi er dus med: Victor, Oscar, Edvard, Maren. For ikke at glemme lokale ærværdigheder med opbyggelige navne som Spadestik, Kæphesten, Kravling, FLiD og Den Gyldne Blok.

Det er helt fint. Lad roserne blomstre, og skam få den, der tænker ilde derom.

Men der er en hage ved stort set alle danske journalistpriser: De vender bagud. Opmuntringen falder først, når slid og slæb er overstået; når enhver kan se det indlysende i at laurbærkranse en kollega for en indsats, der virkelig batter. Så knalder champagnen, og så rejser skåltalerne og faget sig i en kollektiv rus over journalistikken som samfundets vogter, som folkestyrets ufortrødne tjener, den fjerde statsmagt og jeg-ska-gi-dig-ska-jeg.

Set i bakspejlet finder den gode journalistik altid vej. Det ligger straks tungere med de forsøg, der ufortjent strander undervejs. For eksempel når journalister kommer på sporet af en historie, der må fortælles, hvis rollen som den fjerde statsmagt skal tages alvorligt.

Alt for ofte afgør tilfældigheder, om sagen bliver rejst. Holder historien? Er journalisten stædig nok? Har mediet mod, midler og visioner til at gå til biddet? Har vi råd?

Det var en tilfældighed, der afslørede, at statsminister H.C. Hansen i al hemmelighed gav USA lov at beflyve Grønland med atombevæbnede fly. Tilfældigheden hed Poul Brink, nu afdød kollega på TVA. Uden hans vedholdenhed var sagen næppe kommet frem.

Det var også kun på et hængende hår, at min tv-dokumentar om tamilsagen blev realiseret og dermed satte Højesteret og Rigsretten i sving.

I begge sager stod public service-begrebet på vippen, balancerende mellem en journalistisk intuition og et anstrengt budget.

Jeg kender andre eksempler og gyser ved tanken om, hvad der ellers går i svang under gulvtæpperne. Især når man ser på medieræset lige nu, hvor konkurrencen for det meste er en klapjagt på vinkler. Før var det journalistiske kuglelyn, der satte nye standarder og drev faget frem. Nu er det kalkulen, der råder.

Hvilken skam, men hvad kan der gøres?

For et beskedent årligt beløb kan fonde, medier og organisationer skabe gennembrud for den journalistik, der løber panden mod en pengemur.

Hvorfor ikke skillinge sammen til en dansk whistleblower-fond? En risikovillig sparegris, øremærket til at rykke reportere til undsætning, når historien ellers er vægtig nok. Støtten må i sagens natur reserveres til få, men skelsættende brag, der handler om kerneværdier i dansk folkestyre. Det kan forlene medierne og vores højt besungne ytringsfrihed med større råderum, øget respekt og ekstra handlekraft.

Med eller uden champagne.

Alex Frank Larsen er freelancejournalist og tv-producent.
Tidligere tildelt Cavling-prisen og Carsten Nielsen-legatet for sin undersøgende journalistik.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen