search

Prisen for at fløjte

Whistleblowere lækker afgørende information til offentligheden via medierne. Måske vinder journalisterne en stor pris. Men whistebloweren betaler for at sladre. Degradering. Tab af venskaber. Skilsmisse

Jørgen Lindhardt – Farum-sagen  »Man skal vide, at hvis du ikke gør det, så er der også en pris. Det er selvrespekten og det at kunne se sig selv i øjnene,« siger Jørgen Lindhardt.

Vi sidder på hans kontor på Amager syd for København, hvor han kan pryde sig med titlen General Manager i den store hotelkæde Rezidor Hotel Group, der blandt andet står bag Radisson-hotellerne.

Ansigtet er livligt, og hænderne gestikulerer flittigt, men samtalen er gravalvorlig.

I februar 2002 satte Lindhardt som direktør i Farum Boldklub gang i en af de største korruptionsskandaler i nyere dansk retshistorie, da hans insiderviden førte til en artikelserie i BT, der endte med Farum-borgesteren Peter Brixtoftes fald. Vel og mærke en mand, der ikke blot var hans chef, men også et højt værdsat personligt bekendtskab.

Og selvom Jørgen Lindhardt fra starten slår fast, at han ikke fortryder sin beslutning, så har det været alt andet end en gratis omgang at blæse i fløjten. Afsløringer sætter ikke pæne mærker i CV’et.

»Det har helt klart betydet, at mit søgefelt blev smallere, og det har kostet mig et års løn, før jeg var så heldig at få chancen herude. Jeg har brugt hundredevis af timer på retsmøder og forberedelse til retsmøder. Det har jeg ikke fået en øre for,« siger Jørgen Lindhardt.

Og så kan den største udgift ikke opgøres i kroner og ører.

»Det sværeste er det psykiske. Du er under konstant pres,« siger han.

Tiden som ansat under Peter Brixtofte var fra starten kulørt. Men Jørgen Lindhardt havde tidligere arbejdet sig op fra grisefest-guide til marketingsdirektør i Spies Rejser, så han var vant til lidt af hvert. Men med tiden blev det mere og mere tydeligt, at situationen i Farum ikke kunne bære.

Som administrerende direktør for Farum Boldklub oplevede han eksempelvis, at han var den eneste, der sagde fra, når boldklubben budgetterede med at kunne få 225.000 kroner for loger i Farum Park. Godt fire gange så meget som i Don Ø’s Parken, hvor logepladserne gik til 50.000 kroner.

»Men der kan man også kun se superliga, landskampe og internationale superstjerner som Whitney Houston,« sagde Lindhardt engang sarkastisk til bestyrelsesmøde i førstedivisionsklubben Farum Boldklub.

Han griner, mens han fortæller det, men dengang var der ingen, der trak på smilebåndet eller reagerede på absurditeten i budgettet. Han forlod mødet i vrede, og senere sagde han op.

»Jeg kunne se, at det korthus ville kollapse,« siger Jørgen Lindhardt.

Han er i dag overbevist om, at der var rigtigt mange andre i Farum, der så de samme uregelmæssigheder. Men han tror, at de valgte at holde tand for tunge, fordi de enten havde fingrene langt nede i rævekagerne selv, eller fordi de frygtede for konsekvenserne.

Folk, der ikke rettede ind efter borgmesteren, risikerede ifølge rygterne at blive gemt væk i ligegyldige stillinger. En metode som sidenhen er blevet kendt under navnet ’Champignon-kuren’:

»Man blev sat et mørkt sted og overhældt med lort,« forklarer Jørgen Lindhart.

En embedsmand i Farum eksemplificerede metoden således over for retten – her citeret fra Jyllands-Posten:

”Jeg blev flyttet til et kontor, der i daglig tale blev kaldt affyringsrampen. Det var kontoret for dem, der havde gjort sig ud til bens på rådhuset. Man fik champignon-kuren. Det vil sige, at man blev sat ind i et mørkt rum og fik en spand lort i hovedet en gang imellem.”

Selv er Jørgen Lindhardt ikke i tvivl om, at frygten for Champignon-kuren har virket afskrækkende, men metoden er ikke bare etisk tvivlsom, men kan være decideret ulovlig. En arbejdsgiver kan nemlig ikke lovligt straffe en medarbejder for at have benyttet sig af retten til whistleblowing.

Det forklarer Michael Gøtze, der har forsket i whistleblowing og er juraprofessor ved Københavns Universitet.

»Straffelovens paragraf 152e om whistleblowing lyder, at hvis man kan overbevise en domstol om, at man er gået ud med noget af væsentlig samfundsmæssig betydning, så vejer det tungere end, at man i en vis forstand har tilsidesat loyalitetspligten over for sin arbejdsgiver,« siger Michael Gøtze.

Men loven yder ikke whistleblowers samme beskyttelse i Danmark, som de har i Norge og Sverige.

»I Norge har man en bevisbyrderegel om, at det er arbejdsgiveren, der skal forklare, hvorfor man har afskediget eller reageret, som man har. Det er meget afgørende, når man taler jura. Og i Sverige har man regler, som er meget klarere og mere håndfaste end det, vi har i dansk ret,« forklarer Michael Gøtze.

I kølvandet på Farum-sagen bad to folketingsmedlemmer fra SF i 2003 den daværende regering om at forbedre lovens beskyttelse af whistleblowers. Som svar nedsatte regeringen et udvalg, der kom med en betænkning i 2006, som i korte træk slår fast, at regler og lovgivning er tilstrækkelig.

»Jeg er ikke nødvendigvis enig i den konklusion, for det er et sensitivt område, og der synes at være en markant modstand mod at udnytte sin ytringsfrihed i det offentlige. Også selvom whistleblowing er en vigtig del af kontrollen med myndigheder,« siger Michael Gøtze.

Eksempelvis undersøgte fagforbundet FTF sidste år holdningen til at ytre sig kritik offentligt blandt knapt 4.000 af sine medlemmer, og 53 procent svarede, at de forventer negative konsekvenser.

Og selv om hver tredje offentligt ansatte FTF’er havde oplevet uholdbare situationer på deres nuværende eller tidligere arbejdsplads, var det kun knapt hver tiende, der var gået til offentligheden med det. 

For Jørgen Lindhardt var det ikke kun usikkerheden omkring de professionelle konsekvenser, der i lang tid holdt ham fra at gå til medierne med sin viden. Han frygtede også at blive ladt i stikken af pressen.

»Jeg havde været ansat 23 år i Spies, og jeg havde haft meget med journalister at gøre, men det var på Billed-Bladet og Se og Hør. Dem skulle du absolut ikke sige noget til, for så kom det på forsiden,« siger Jørgen Lindhardt.

Derfor var han meget påpasselig med, hvad han sagde til BT’s Jakob Priess-Sørensen, de første gange journalisten henvendte sig.

Men Priess-Sørensen holdt fast og ringede regelmæssigt til Lindhardt. Til at starte med talte de mest om fodbold, men langsomt udviklede snakken sig.

»Det var fornuftigt af ham. Du skal ikke spørge ind til sagen med det samme, for så lukker man i. Og det er ikke, fordi man ikke vil være ærlig, men man kan bare ikke overskue konsekvenserne for sig selv og sine omgivelser,« siger Jørgen Lindhardt.

Langsomt opbyggede de et fortroligt forhold.

»Jeg stak også små ting ud og sagde, at han ikke måtte skrive det, for at se efter, om han kunne holde mund, hvis jeg bad ham om det. Og det kunne han,« siger Jørgen Lindhardt.

Forsigtigheden skyldes også, at Lindhardts omgivelser ikke bakkede op om en afsløring. De familiemedlemmer, venner og politikere, han luftede sine tanker for, sagde, at han skulle holde mund.  Men hans viden blev ham langsomt ubærlig.

»Jeg kunne ikke sove om natten, jeg skulle op hele tiden. Have et glas vand. En smøg,« siger Jørgen Lindhardt.

Og så en dag blev det for meget for ham.

»Peter sidder og drikker en flaske rødvin, der koster 8.000 kroner. Så ringer der en børnehave om, at der er en gynge eller noget, der er gået i stykker, og de vil høre, om de ikke kan få en ekstrabevilling på 5-6.000 kroner. Så får de at vide, at de bare skal holde deres budget.« Jørgen Lindhardt, kilden, der afslørede Farum-sagen

»Det, der slog hovedet på sømmet, var en gang, hvor Peter sidder og drikker en flaske rødvin, der koster 8.000 kroner. Så ringer der en børnehave om, at der er en gynge eller noget, der er gået i stykker, og de vil høre, om de ikke kan få en ekstrabevilling på 5-6.000 kroner. Så får de at vide, at de bare skal holde deres budget,« siger Jørgen Lindhardt.

Derfor lagde han en morgen alt på bordet over for sin kone, som han indtil da ikke havde indblandet. De snakkede om, hvad han vidste, og hvad konsekvenserne kunne blive, hvis han stod frem.

»Jeg sagde til hende, at ”Jeg kan blive svinet til som bare pokker, jeg kan få en depression, og der kan ske så meget, for det er hårdt det her,” men hun var med hele vejen,« siger Jørgen Lindhardt.

Næste gang han talte med Jakob Priess-Sørensen, fik journalisten lunser med substans.

»Han sagde, at det kunne han altså ikke bare lade være: ”Jeg er jo journalist, Jørgen, er du rigtig klog?”« siger Jørgen Lindhardt.

De aftalte at mødes hos Lindhardt, og Priess-Sørensen tog sin garvede kollega Morten Pihl med.

Selvom Jørgen Lindhardt havde bestemt sig for, at ulovligheden måtte se dagens lys, betød hans tidligere erfaringer, at han endnu var forbeholden overfor at gøre sig sårbar for pressen.

»Men der fik jeg troen på journalister igen. Morten sagde: ”Nu skal vi sørge for, at vi ikke tager et skridt forkert, for gør vi det, så kommer de med 120 i timen, og så får vi røvfuld hele banden!” Det var dét, jeg ville høre. Så tænkte jeg, ”Nu får de det hele”,« siger Jørgen Lindhardt.

Hvis historierne skulle holde hele vejen, måtte de have dokumentation for anklagerne. Det betød, at en række personer i administrationen skulle med om bord. Det var en stor udfordring i sig selv, for selvom loven principielt beskytter whistleblowers, kan konsekvenserne være anderledes grelle i praksis.

»De var helt paranoide. Morten skulle slukke lyset foran sit hus, så man ikke kunne se, at det var dem, der kom, og de parkerede langt derfra,« fortæller Jørgen Lindhardt med et smil.

 

Især offentligt ansatte embedsmænd har meget på spil, for mange af dem er nemlig uddannet specifikt til den offentlige sektor, og har derfor ikke mange alternativer, hvis de falder i unåde i systemet.
Derfor er Lindhardt også skeptisk over for konsekvenserne af den nye offentlighedslov, som gør det sværere for folk at komme af med deres viden diskret ved at tippe journalister om, at de skal søge aktindsigt i en given kommunikation.

Og han ved af egen erfaring, at der er brug for en tryg havn for whistleblowers, for der er forsat mange mennesker, der sidder inde med viden, de vil af med.

»Der er så mange, der har kontaktet mig efterfølgende, som sidder i lignende situationer. De vil høre, hvad konsekvensen er, og jeg formidler så kontakt til nogen, jeg ved, der vil behandle dem anstændigt,« siger Jørgen Lindhardt.

Han så gerne, at der var en mere stabil ordning.

»Der burde være en fond. Man skal ikke belønnes for det, men man skal kunne få mad i maven og tag over hovedet. Jeg skulle ikke have haft noget, for jeg klarede mig jo, men der folk, der ikke ville kunne klare sig,« siger Jørgen Lindhardt.

Men det vigtigste er råd og vejledning, slår han fast.

»Man kunne godt lave en whistleblower-central, hvor folk kan ringe og få fuldstændig fortrolighed og rådgivning i, hvad de skal gøre, og hvordan de skal gøre det,« siger Jørgen Lindhardt.
Det afgørende er, at man kan få et rimeligt indtryk af, hvad konsekvenserne kan blive.

»Hvis jeg vidste dengang, hvad jeg ved i dag … Jo, jeg havde nok gjort det alligevel, men jeg havde tænkt mig lidt mere om. For det er meget, du skal igennem. Det er rigtigt, rigtigt, rigtigt meget,« siger Jørgen Lindhardt.

 

 

FRANK GREVIL – afslørede sandheden om dansk krigsdeltagelse »Det underlige er, at jeg var sådan set ikke imod at gå i krig på det tidspunkt, men jeg er alligevel så meget demokrat, at jeg ikke kan lide, at man står på talerstolen i Folketinget og siger noget, som ikke passer,« siger Frank Grevil.

Han tager smilende imod iført solbriller og sommerskjorte på Flensborg station i Tyskland og trækker sin cykel ned mod gågaden, der er centrum for omtrent 90.000 indbyggere.

Frank Grevil blev et offentligt kendt navn kort efter nytår 2004, hvor han såede tvivl om grundlaget for Danmarks deltagelse i Irak-krigen ved at gå til Berlingske med viden fra sit arbejde som kemiingeniør i Forsvarets Efterretningstjeneste (FET). De efterretninger, folkestyret fik, var ikke resultatet af hemmeligt agentarbejde, men i stedet stykket sammen af offentligt tilgængelige kilder som avisudklip og forskningsrapporter og tilsvarende britiske og amerikanske rapporter, fortalte han.

Desuden kunne han bevidne, at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen »smurte tykt på,« når han fortalte Folketinget og danskerne om Saddam Husseins evne til at sprede død og ødelæggelse.

I dag er Frank Grevil freelance oversætter. Han forklarer, at han havde udlængsel inden whistleblower-sagen, så han slog til med det samme, da en gruppe venner for et halvt år siden foreslog at flytte syd for grænsen. Især byens størrelse passer ham godt.

»Jeg kan godt lide at have en vis anonymitet,« forklarer han.

Det er efterhånden et lille årti siden, at han kunne gå helt i fred i sit gamle kvarter Frederiksberg i København. Når han er blevet stoppet på gaden, har det oftest været med positivt fortegn. Kun en enkelt gang bød en fremmed på kritik.

»Han sagde på en pæn faderlig måde, at det ikke var så godt,« siger Frank Grevil.

De fleste venner har holdt fast, men flere har sagt, at de syntes, det var spild af karriere. En cuttede forbindelsen helt.

»Han kontaktede mig og sagde, at jeg var en fin fyr, men ”der bliver snakket så meget om det her i Slesvig-Holstein, at vi bliver nødt til at holde op med at ses”, sagde han sådan lidt beklagende,« siger Frank Grevil.

Også i medierne var der blandede reaktioner på Frank Grevils beslutning om at blæse alarm i fløjten.

»Jeg kunne sagtens have levet med, at en avis, der normalt var imod Irak-krigen bare sagde: "Efter vi har set det foreliggende, så synes vi alligevel, at det var en dårlig ide at lække." Eller det modsatte, at en avis, der normalt ville havet været for krigen, sagde, at "det var alligevel godt nok lækket,"« siger Frank Grevil.

Men i stedet oplevede han, at mediernes reaktioner fordelte sig efter hvilken side af den politiske midte, som han typisk forbinder dem med.

»Jeg synes, at det var så beskidt at opleve pressen dele sig efter chefredaktørernes politiske holdninger uden stillingtagen til sagens substans,« siger Frank Grevil.

Han føler sig dog meget rimeligt behandlet af både Berlingske og Information, som han har arbejdet sammen med før og efter afsløringerne.

Frank Grevil havde lavet de nødvendige forberedelser, inden han gik til Berlingske med sin viden. Han havde allerede kørt et nyt job som fastansat oversætter i stilling

»Jeg var fast besluttet på, at jeg ville ud i det private, så på den måde kostede det mig ikke noget,« siger Frank Grevil.

Men tumulten omkring FE-sagen gjorde, at han hurtigt måtte opgive det og blive freelancer i stedet.

»Det var tvunget af omstændighederne, men det viste sig at være et rigtigt godt valg. Jeg lever ganske udmærket i dag,« siger Frank Grevil.

Det juridiske efterspil har dog været en dyr omgang. Han er især vred over, at de fire måneders ubetinget fængselsstraf, han blev idømt, i udgangspunktet skulle afsones i Jylland langt fra hjemmet og børnene på Frederiksberg. Især var det problematisk for ham, at han som enkemand havde ansvar for sin dengang 10-årige datter.

»Jeg havde et langt slagsmål med Kriminalforsorgen om at få lov til at afsone på en af deres udslusnings-institutioner af hensyn til min datter. Men det blev selvfølgelig forpurret, selvom man normalt tager meget store hensyn til afsoneres børn. Også selvom der er tale om storforbrydere,« siger Frank Grevil.

Institutionerne var selv positive over for det, men alligevel fik han et nej.

I stedet henviste han til, at hans dårlige ryg ikke kunne holde til den lange transport mellem et fængsel i Jylland og København. Derfor fik han lov til at afsone i Horserød Statsfængsel i Helsingør nord for København.

»I mine samtaler med mine medafsonere viste det sig, at de nærmest valgte afsoningssted blot ved at ringe til Kriminalforsorgen,« fortæller Frank Grevil.

Når han ser tilbage på forløbet, kan han konstatere, hvordan hele miseren har rystet hans tro på systemet, og han håber, at man vil tage hånd om problemet i Danmark.

»Min politiske tiltro til menneskeheden er knækket totalt. Derfor ønsker jeg, at der skal indføres kontrolmekanismer. Men de skal indføres af det politiske system, der sidder nu, og så er spørgsmålet, om det har gang på jorden,« siger Frank Grevil.

Bradley Manning – lækkede dokumenter om USA's krig i Afghanistan og Irak

Offentliggjorde i 2009 og 2010 500.000 militærrapporter og 250.000 diplomatiske meddelelser fra krigene i Afghanistan og Irak til Wikileaks. Det er det største sæt fortrolige dokumenter, der nogensinde er lækket til offentligheden.

Sidder lige nu på anklagebænken i USA for 22 anklager. I februar erklærede han sig skyldig i 10 af anklagepunkterne, som hver især kan give op til to år. Hans forsvar lyder, at der var tale om ungdommelig idealisme, mens anklageren mener, at han var bevidst om, at lækket hjalp fjenden.

Blev mellem 2010 og 2011 tilbageholdt på Quantico Marine Base i ni måneder under forhold, som FN betragter som tortur.

Anders Nørgaard – fortalte, at han havde været ulovlig agent for PET

Stod i 1998 frem i TV 2-dokumentarerne ”Den Hemmelige Tjeneste I og II”, som journalisterne Miki Mistrati og Søren Steen Jespersen modtog Cavling-prisen for.

Han fortalte, at han siden 1981 havde indfiltreret det danske venstrefløjsmiljø for PET, der blandt andet uretmæssigt havde registreret lovlig politisk aktivitet.

For at beskytte historien overtalte Miki Mistrati Anders Nørgaard til ikke at fortælle sin kone og familie, at han var gået til medierne, før offentliggørelsen var en realitet.

Søren Steen Jespersen bakkede dengang op om dette, men begge journalister har efterfølgende fortrudt beslutningen.

Anders Nørgaards eksponering betød efterfølgende, at hans ægteskab endte i skilsmisse, og han begik selvmord i 2000 som 45-årig.

I sine afskedsbreve skrev han, at han ikke fortrød, at han stod frem, men at han ikke kunne leve med de konsekvenser, beslutningen fik.

Ole Christiansen – anmeldte, at Københavns Kommune modtog for høj refusion

Kontorchef Ole Christiansen anmeldte 'Center for Job og Formidling' i Københavns Kommune til Ombudsmanden for uretmæssig at have modtaget høj refusion for aktivering.

Københavns Kommune står i dag med en regning på over 100 millioner kroner, men kommunen har valgt at anke sagen til Højesteret.

Ole Christiansen blev siden arbejdsmarkedschef i Gribskov Kommune og er i dag chef for Beskæftigelse og Borgerservice i Ballerup Kommune.

Han siger til Journalisten, at det er gået ham »rigtigt godt,« og at det på nogle måder har været en fordel for ham, at han blæste i fløjten, men at han ikke har yderligere kommentarer.

»Jeg har ikke så meget lyst til at være en part i sagen mere, for nu har jeg været en en-mandshær på det her i to år,« siger Ole Christiansen.

Edward Snowden – afslørede systematisk overvågning af internetbrugere

Torsdag den 6. juni kom det frem, at præsident Barrack Obamas administration har ladet USA’s nationale sikkerhedsagentur NSA foretage systematisk overvågning af ikke bare amerikanske journalister, men formodentlig også flertallet af verdens internetbrugere.

Tre dage senere stod den 29-årige CIA-medarbejder Edward Snowden frem og sagde, at han har stået bag de afslørende lækager.

»Jeg har ingen intention om at skjule, hvem jeg er, fordi jeg ved, at jeg ikke har gjort noget forkert,« sagde han i The Guardian.

NSA har begæret en kriminalundersøgelse af Snowdens handlinger, og hans seneste arbejdsgiver Booz Allen Hamilton har oplyst, at man vil hjælpe myndighederne så meget som muligt.

Snowden offentliggjorde sin identitet fra landflygtighed i Hong Kong og har sagt, at han ikke forventer at se sit hjemland igen. Han ønsker sig nu politisk asyl i et land, der deler hans værdier – allerhelst Island.

 

Bragt i Fagbladet Journalisten nr. 8 2013

 

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen