Prisbelønnet journalist: De bruger voldtægt som våben

Journalist Ahmad Zeid-Abadi får den prestigefyldte pris Den Gyldne Pen 2010. Han sidder isolationsfængslet i Iran, hvor voldtægt og tortur er hverdag. Hør hans historie her.

Journalist Ahmad Zeid-Abadi får den prestigefyldte pris Den Gyldne Pen 2010. Han sidder isolationsfængslet i Iran, hvor voldtægt og tortur er hverdag. Hør hans historie her.
I går torsdag blev journalistprisen Den Gyldne Pen overrakt. Men modtageren kunne ikke selv være til ceremonien i Hamburg, Tyskland. Ahmad Zeid-Abadi sidder nemlig fængslet i Iran, og det har han gjort siden 2009. Det skriver den internationale sammenslutning af aviser, WAN.

I stedet modtog kollegaen Akbar Ganji prisen på hans vegne. Ganji vandt selv Den Gyldne Pen i 2006, og ved overrækkelsen kritiserede han det iranske regime for at fængsle journalister og undertrykke det iranske folk.

»Ahmad Zeid-Abadi var blandt dem, der gik imod dette tyranniske styre, som har krænket folkets grundlovssikrede rettigheder, og derfor er fængsel og isolation blevet hans lod,« sagde Ganji om årets vinder.

Prisens fulde navn er ‘The World Association of Newspapers Golden Pen of Freedom', og den uddeles hvert år af den internationale sammenslutning af aviser.

Prisvinderen Ahmad Zeid-Abadi er tidligere redaktør på avisen Azad, og han har blandt andet arbejdet for BBC.

Han er blevet idømt seks års fængsel i forbindelse med urolighederne i Iran i 2009. Derudover er han blevet idømt et livslangt forbud imod at skrive noget som helst.

Zeid-Abadi har ikke kunnet fortælle, hvad han er blevet udsat for, siden han blev arresteret sidste år og forsvandt ind i det lukkede fængselsunivers i Iran. Men han har siddet fængslet flere gange før siden 2000.

I et interview for næsten 10 år siden beskrev han, hvordan det var at sidde i det berygtede Evin-fængsel.

»Den desperation, de skaber i fængslet, er så ubehagelig, at du tror, det er verdens undergang. De kriminelle bruger voldtægt imod dig, især hvis du er ny. Og når du bliver ført et eller andet sted hen med bind for øjnene og hører forfærdelige, uhyggelige skrig, og du bliver sat i en meget lille celle, så har du følelsen af, at du aldrig skal leve et normalt liv igen,« fortalte Zeid-Abadi dengang.

Det var i øvrigt også Evin-fængslet, som den danske journaliststuderende Niels Krogsgård sad i for en kort stund i 2009.

I forbindelse med demonstrationerne sidste år blev 110 journalister fængslet, ifølge WAN. 

1 Kommentar

erik haaest
9. OKTOBER 2010
Re: Prisbelønnet journalist: De bruger voldtægt som våben
DET ER MIG EN STOR GLÆDE, AT JEG NU KAN LÆSE 'JjOURNALISTEN' PÅ NETTET.
Jeg finder jeres måde at kommunikere med offetligheden på helt i top. Den metode har jeg  taget til mig på min egen dagsaktuelle website www.haaest.dk
Den ældgamle redaktør