Søndag modtog Peter Hougesen, ansvarshavende redaktør for Kjerteminde Avis, Kreds Fyns lokale pris ’Kæphesten’.
Prisen gives for ”en særlig faglig indsats eller et bemærkelsesværdigt journalistisk arbejde”, og Peter Hougesen modtager den efter et særdeles vanskeligt år på Kjerteminde Avis.
Kort efter at han sidste år overtog redaktørjobbet, stod det nemlig klart, at bestyrelsen og hans forgænger på posten havde glemt at søge om mediestøtte. Den fodfejl kostede avisen næsten 150.000 kroner.
I juryens begrundelse for at give Kæphesten til Peter Hougesen blev han fremhævet for at insistere på klassiske journalistiske dyder og at bedrive kritisk dybdeborende journalistik, samtidig med at han har måttet kæmpe med økonomien for at få enderne til at mødes.
Nu har avisen lige fået mediestøtte igen, og samtidig er den for første gang i 35 år blevet godkendt som praktiksted.
”Så det har været en god uge for Kjerteminde Avis,” sagde den glade prisvinder.