Kort før bykongen af Farums fald var det rigtige danske kongehus i alvorlig krise. Mente i hvert fald store dele af den såkaldt seriøse danske presse, hvis journalister og redaktører en søndag morgen i det tidlige februar havde læst et interview med prins Henrik i B.T.

I flere dage vendte og drejede journalister, eksperter, anonyme tidligere topministre og embedsmænd prinsens udtalelser om, at han følte sig tilsidesat, kasseret og ydmyget i sin rolle som prinsegemal efter årets nytårskur, hvor kronprins Frederik var kommet til at fylde for meget i offentligheden efter faderens opfattelse.

Krise, skreg pressen, som forudså både monarkiets snarlige fald, kongelig skilsmisse og tronskifte i utide efter prinsens udtalelser, som samme presse følte var illoyale. Historien fyldte i avisernes spalter og på begge landets tv-stationer, som lavede tema og ekstra nyhedsmagasiner om prinsen.

Og så fislede den store krise i øvrigt ud efter en fotosession i Frankrig, bekendtgørelsen af en lykkelig graviditet i Møgeltønder og afsløringerne af Peter Brixtoftes besynderlige økonomiske dispositioner. På trods af flere chefredaktørers udmeldinger om, at offentligheden har krav på en forklaring, så er danskerne endnu ikke blevet et kuk klogere på, hvad eller hvem det er, der gør livet så svært for prinsen.

Til gengæld tegnede der sig et klart og tydeligt billede af, at de nyhedsværdier og journalistiske arbejdsmetoder, der normalt tillægges ugebladene, også er veletablerede på de medier, der ellers hævder at redigere efter et væsentlighedskriterium.

For det første var der tale om en historie, som tog sit udgangspunkt i en enkelt mands følelser. Følelser, som prins Henrik selv forsikrede B.T. ikke får nogen konsekvenser, udover at han var taget til Frankrig for at overveje sin situation. Havde han truet med skilsmisse eller de facto separation ved at flytte permanent til Frankrig, så kunne det måske forsvare den intense mediedækning ud fra et væsentlighedskriterium. Som det var, blev det mediernes nyfigenhed med hensyn til, hvordan de har det sådan rent følelsesmæssigt på slottet, der kom til at drive dækningen. Interessant, men næppe væsentligt fra et samfundsmæssigt synspunkt.

Konstruktionen af et væsentlighedskriterium blev forstærket af ordet krise, der bredte sig som en steppebrand i de danske medier. Men krisen var i det store og hele medieskabt i og med, at ingen ville tage prinsens ord for gode varer, men tolkede dem som et oplæg til tronskifte eller skilsmisse. Som Jyllands-Posten skrev i en leder, så var prins Henriks udtalelser egentlig uforståelige, og naturligvis "leder man efter en dybere baggrund for og forklaring på, at de kommer netop nu".

Den slags kaldes i andre situationer for sladder – især når man snakker om og ikke med den person, det drejer sig om. Pressen var måske lidt undskyldt i situationen i og med, at det ikke var muligt at slå et ord af kongefamilien ved fotosessionen i Frankrig, men spørgsmålet var, om det havde gjort en forskel. Prinsens egne forklaringer var i det store og hele allerede dømt ude.

Ikke færre end seks gange i interviewet med B.T. pegede prins Henrik på, at pressedækningen er en stor del af grunden til, at han har det dårligt. Og han understregede, at han har et godt forhold til både dronningen og kronprinsen. Men medierne inklusive B.T.s chefredaktør, Kristian Lund, frikendte lynhurtigt sig selv og mente i stedet, at det er i ægteskabet eller i prinsen selv, at bristen findes, og en masse mennesker fik spalteplads til at udtale sig om hans mulige depression, alderdomskrise og forholdet til Margrethe. En dansk historiker foreslog endda, at parret går i terapi for monarkiets fremtids skyld.

Ugebladene bliver tit beskyldt for kun at skønmale kongehuset. Det interessante i denne situation var, at de øvrige medier insisterede næsten lige så indædt på, at intet må forstyrre vores illusion om en velfungerende kongefamilie. Allermindst de kongelige selv. På lederplads mente Politiken ligefrem, at prinsen har brudt den "kontrakt", han har indgået med dronning Margrethe og den danske stat, og har tilført et ellers succesrigt familieforetagende en alvorlig skramme.

Hvis moral er godt, må medie-moral være dobbelt så godt. Medierne må gerne nedgøre prins Henriks accent, kalde ham prins Vom eller vise billeder af ham, hvor han er trådt af på naturens vegne under en jagt. Men gud nåde og trøste ham, hvis han tager bladet fra munden og siger fra i rimeligt generelle vendinger over for det, han oplever som en urimelig behandling. Ligemeget hvilket medie det gælder, så har de kongelige åbenbart ingen ret til at agere i forhold til deres eget liv – med mindre det passer med mediernes forudindtagede opfattelse af, hvordan kongehusets medlemmer skal opføre sig. Ellers bliver der krise!

* Kirsten Sparre er fagmedarbejder på Center for Journalistik og Efteruddannelse. Sammen med centerleder Lars Kabel skrev hun sidste år bogen "Den glade journalistik. Om mediernes dækning af de kendte". Læs mere om bogen og om journalistik om de kendte og kongelige på http://www.cfje.dk/