search

Primitiv presse

”Pik og patter” sælger. Sådan er det. Og hvad gør man, hvis man har svært ved at sælge? Man sørger for noget ”pik og patter”.

”Pik og patter” sælger. Sådan er det. Og hvad gør man, hvis man har svært ved at sælge? Man sørger for noget ”pik og patter”.

Opskriften til økonomisk succes for den kriseramte presse er sådan set lige til. Problemet er, at det er et problem. Navnlig for journalistikken og i sidste ende for samfundet. Alt det kan man læse mere om i det kommende nummer af Fagbladet Journalisten (som udkommer i næste uge, red.).

At sex i det hele taget fylder meget i pressen – også i hjernerne bag, erfarede jeg på egen krop – om jeg så må sige – da jeg tillod mig at stille op til folketinget, efter at have danset i en lårkort. ”Sprang ud som fræk”, lød den kække tekst på en spiseseddel, som jeg i første omgang lo hjerteligt ad. Jeg har sågar gemt et eksemplar. Ja, jeg skulle danse rumba og det plejer man ikke at gøre i hverken over alls eller waders. Kjolen var lidt kort – indrømmet, men passende til lejligheden.

Dér havde jeg stået i årevis, helt tilknappet i TVAvisen, ulasteligt klædt og nu var jeg så i anden sammenhæng klædt på til en ny og anderledes opgave. I min naivitet gjorde jeg mig ingen forestillinger om, at det skulle blive et problem sidenhen, da jeg kom på valg. Ikke i dette frisindige, fornuftige, mådeholdne, feministiske lille kongerige. Min tankegang var følgende: Lårkort til dans – hjerne til politik – logik for selv fasaner, som gode Peter Lund Madsen, ville have sagt det.

Alligevel kom der en underlig sammenblanding ud af tingene rundt omkring på redaktionerne og det stod helt lysende klart, da Ekstra Bladet senere nominerede mig til årets nytårstorsk. Det var jo en stor ære, navnlig da min forbrydelse kun bestod i, at jeg havde stillet op til et populært underholdningsshow, som EB sælger mange, mange aviser på og siden opstillet til et mindre populært show kaldet valg til folketinget. Hvilket EB også sælger lidt på. Sammenblandingen skete i hovedet på en tegner – der jo som regel gengiver en tendens – og jeg blev således portrætteret som letbenet starlette – i øvrigt med nogle kæmpe kasser (dette takkede jeg i øvrigt ærbødigst for efterfølgende). Budskabet var klart – ”se, den dumme gås, hun tror, hun ved noget om politik”.

Nu sidder der nok mangt en journalist og tænker: Det bad du selv om. Du kunne bare lade være med at vise ben. Tja, det kan jo undre, at man faktisk stadig har svært ved at skelne mellem sex og politik ude på redaktionerne og det fik mig til at nå til følgende konklusion:

Visse journalister er åbenlyst primitive og de lukrerer på det primitive i befolkningen ved skiftevis at udstille bare ben og derefter håne de bare ben for at være udstillet. Imens deler de dummeflade ud til piger, der går med tørklæde.

Det ler jeg såmænd også gerne ad. Jeg er bare bekymret for, at der stikker noget under. Jeg er bekymret for, at det rent faktisk er udtryk for ren og skær sexisme – a la den som muslimerne bliver beskyldt for at dyrke. Altså en diskrimination, der retter sig navnlig mod kvinder og vores ydre attributter. Om det så er hår eller ben.

Hvad mon dén kommer af? Brændte vi ikke netop BH’er af i 70erne for at få mænd til at fatte, at vi ikke (bare) var sex-objekter? Er vi ikke nået derhen, hvor vi godt ved, at udseendet ikke hænger sammen med hjernevindingerne? Det sidste er nemt at svare på: Åbenbart ikke!

Det første, tror jeg, hænger sammen med, at journalister er faldet i deres egen primitive fælde. Ved at satse stærkt på sex mig her og der og alle vegne, har man appelleret til den mest primitive del af vores hjerner. Den ældste del, som er 75.000 år gammel og som vi har til fælles med fasaner. Det er den, der ved synet af ”pik og patter” fortæller os, at vi skal formere os. Koste hvad det vil. Ligesom med fasaner og deres egen udgave af førnævnte menneskelige udhæng.

Imidlertid forsøger journalister samtidig at sælge andre historier, der henvender sig til frontallapperne, altså, den del af vores hjerner, der adskiller os ikke bare fra fasaner, men fra svin, delfiner og næsehorn. Disse to dele af hjernen kommer op at toppes og derved opstår en forvirring, der udmønter sig i skam og fordømmelse. Man udstiller gerne bryster og baller for at sælge aviser, men så skal man også straks hæve sig over dem, hvis lemmer blev udstillet i selvsamme.

Den samme primitive mekanisme sættes i værk i forhold til en anden stor salgsvare: Kendthed. Medierne appellerer til folks primitive sladdergen. Det er jo også noget ”puhbad”, og derfor straffes de kendte for uvidende at have stillet op i egen have med telelinse og det hele.

Og hvis man tror, det kun er EB og sladderbladene, der fokuserer på sex, så tager man grueligt fejl. Tante Berlingske – der er udvalgt som case, idet bladet per tradition er det mest usexede – er også godt med. Ordet ”sex” giver således 61.800 resultater på deres web, bryster hele 3600 artikler og selv det frække ord for mændenes forplantningsorgan er repræsenteret med hele 36 artikler!

Således primitivt var det da også Berlingske, der under valgkampen leverede følgende overskrift med mit billede til: ”Stem på mig, jeg er kendt” – hvilket jeg naturligvis aldrig hverken havde sagt eller antydet. Det var journalistens egen primitive hjerne, der talte.

Læren må være: Primitiv tankegang giver primitiv journalistik, skaber primitiv debat, fremmer primitive overskrifter, fremtvinger primitive politiske beslutninger, ender i primitivt samfund.

Hermed vil jeg derfor gerne slå et slag for frontallapperne. Brug dem på redaktionerne og hold op med at slå under bæltestedet!

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen