ELITÆRT. "Nogle journalister ved intet om store sociale problemer … Jeg vil ikke bebrejde journalister, at de har en god social baggrund, men det kræver bevidst selvkritik at sætte sig ud over den." Sådan sagde korshærschef og sognepræst Bjarne Lenau Henriksen i Journalisten 17/2006. Der faldt bevis for udsagnet i Journalistens serie "Bedst og værst i 2008" (20/2008), hvor emnevalget understregede ledende danske journalisters virkelighedsfjerne og elitære mediedækning.
Vor stræbsomme fagstand af primært højere middelklasse sværmede i år 2008 om at udstille og more sig over magthavere og andre medie- eller erhvervsfolk, ligesom de fokuserede på politiske enkeltsager, erhvervskrise for velhavere eller navlebeskuende medieselvrevselse for mediegejlets skyld. Sågar sensationsjournalistisk med ligegyldige personager som Lundin og Fønsby stod øverst på dagsordenen.
Kun én enkelt af de adspurgte, Thomas Stokholm, nævnte de svageste og dermed de sociale problemer for mange "almindelige" danskere – den gruppe, som sognepræst Henriksen netop henviser til, når han taler om journalistisk uvidenhed skabt af distance til den virkelighed, en pæn del af befolkningen lever i.
Sigende nok var hverdagsemner som bandekrige, hjemløse, ringe offentlig transport, forfaldne sygehuse, mangelfuld hjemmepleje, fejlslagen integration, miljø, enlige forældres strukturelle hverdagsproblemer, 'trafficking' og børnehandel ikke på spisesedlerne over researchede emner, der krævede anerkendelse på årets mediehitliste.
Er virkelighedsfjern et prædikat, der kan sættes på den danske journaliststand (undskyld til de få undtagelser)? Er der kun prestige i sager, der foregår på ophøjet prestige- eller party-plan langt væk fra arbejderproletarer, enlige, kriminelle og andre ubehagelige typer med besværlige sagsforløb, der kræver nærhed og ikke bare kan googles på nettet?

Jens Patrick Thiede, digital journalist