Pressesky broderskab

 

 

Hells Angel-præsident lod sig fotografere i sol og strikket sweater og fortalte om politiets åbenbare likvidering af deres broder. Nu er han begravet, og HA'erne har igen lukket sig for den danske presse. Til gengæld vil de fremover kommentere det, der bliver skrevet om dem, på deres hjemmeside.

5-600 Hells Angels fulgte fredag den 11. januar den 23-årige HA'er Claus Nielsen til graven. De blev mandsopdækket af tv og lokale såvel som landsdækkende dagblade. Begravelsen var, at dømme ud fra mediernes dækning, en statsmand værdig. TV 2/Østjylland fortalte, at der blev spillet Rolling Stones og Kim Larsen i kapellet, og bagefter blev præsten interviewet.

De ellers så tillukkede og pressesky Hells Angels sænkede for en gangs skyld knojernene og lod medierne få deres del. Fotograferet i civilt tøj i deres private hjem eller i sweatre foran klubhuset fokuserede de på, at deres kammerater var blevet likvideret af politiet.

To af dem, der havde været indblandet den nat, det skete, var efterlyste af politiet, men lod sig interviewe anonymt til tv. De benyttede chancen til at opnå sympati fra seerne samt til at lægge pres på politiet – efter at politiet skød Claus Nielsen, der var prøvemedlem af HA, og hans kammerat, Lars Wølch Jørgensen.

Hells Angels lægger normalt afstand til det etablerede samfunds regler og normer, blandt andet ved at afvise alt og alle, der har med pressen at gøre.

Efter at have brugt pressen i deres egen sags tjeneste er Hells Angels nu igen lige så lukkede, som de var før skudepisoden og begravelsen.

"Vores pressepolitik er ikke så meget anderledes, end den har været hele tiden. Vi siger nej til det meste," bekræfter Christian Middelboe, mangeårigt medlem og tidligere præsident for de danske Hells Angels.

Han begrunder HA'ernes tilknappede holdning med, at flere dagblade har tilladt sig at kradse i englefacaden og har beskrevet de barske fyres lyssky aktiviteter.

"Vi føler os dårligt behandlet af aviserne. Blandt andre har især Ekstra Bladet skrevet meget om os, som vi ikke kan tage seriøst," siger Christian Middelboe.

Han henviser til Kim "Horn" Jensen, som er presseansvarlig for Hells Angels i Danmark. Kim "Horn" Jensen beskriver HAs pressepolitik som ikke-eksisterende, for Hells Angels skyer bevidst pressen.

"Vi har gennem de seneste 15 år ikke haft så gode erfaringer med pressen. De danske medier har ingen objektivitet, og de lader sig styre af de myndigheder, de taler med. Politiet er for eksempel meget gode til at bruge pressen – der lader sig bruge af politiet," mener Kim "Horn" Jensen.

Han afviser, at HA'ernes pressemodvilje skyldes, at medierne har taget fat i Hells Angels' kriminelle aktiviteter.

"Nej, det skyldes, at medierne stempler os på forhånd. For eksempel har Randers Amtsavis skrevet en del om os. En af artik-lerne var mere eller mindre en opskrift på, hvordan man kan komme os til livs," mener Hells Angels' presseansvarlige.

Journalist truet
Kim "Horn" Jensen henviser til en række artikler i Randers Amtsavis, hvor journalist Lone Hammer Sørensen har beskrevet, hvad politi, kommunalpolitikere, skoler, fritidsinstitutioner, forældre og mange andre kan gøre – og gør – for at undgå, at de unge i Randers melder sig under vingerne i Hells Angels' Randers-afdeling. Hells Angels-medlemmerne i Randers har siden truet Lone Hammer Sørensen med "at gøre livet et helvede" for hende.

"Hvis I ikke har noget at skjule, hvorfor er I så ikke mere åbne over for pressen?"

"Vi vil godt give kommentarer til de sager, der er i gang i pressen, men alt muligt andet vil vi ikke være med til. Sådan er det. Vi vil i fremtiden kommentere det, der skrives om os, på vores hjemmeside," siger Kim "Horn" Jensen.
På trods af HA'ernes modvilje mod at give interviews og lade offentligheden kigge indenfor i broderskabet mener Kim "Horn" Jensen, at der er skrevet nok om Hells Angels i Danmark.

"Vi gider ikke stille op til interviews, der har med klubbens historie at gøre. Det er der skrevet om til hudløshed, så der er mange kilder om os, der kan bruges til en artikel. Når journalisterne henvender sig til os om den slags, siger vi, at det gider vi ikke," siger Kim "Horn" Jensen.

Læs også: En statsmands begravelse

 

0 Kommentarer