At være presserådgiver for et konservativt europaparlaments-­medlem lyder som et job, hvor det kan være svært at komme i medierne ..?

”Ja, det er det også. Og frem til, at skandalen her brød ud, var det det, der var opgaven. Der bliver lavet rigtig meget vigtig lovgivning for Danmark i EU, som det er svært at få omtale af.”

Du har base i København, mens Pernille Weiss har kontor i Bruxelles. Hvordan var de første måneder, efter at du startede?

”I starten sad jeg hjemme tre dage om ugen og to dage inde på Christiansborg sammen med presseafdelingen hos de Konservative. Nogle gange kunne jeg sparre med nogen, for eksempel om hvordan jeg kunne frame en historie, så den kom i medierne. Ellers kunne det næsten have været et hvilket som helst kontorfællesskab jeg sad i, fordi vi arbejder med så forskellige ting.”

Hvordan hørte du første gang om historien om dårligt arbejdsmiljø på Pernille Weiss’ kontor?

”Det var fredag før pinse. Pernille havde været til forretningsudvalgsmøde torsdag aften og fortalte, at der måske var nogle journalister, der kiggede på den historie. Det lød, som om der kunne være en stor udfordring forude. Men det var stadig meget ukonkret, hvad vi vidste om mediedækningen. Vi fire, der er fastansatte for Pernille Weiss, var ikke blevet spurgt i partiets undersøgelse af arbejdsmiljøet. I løbet af weekenden skrev vi hver et brev om, hvordan vi oplever hende som leder, og satte det sammen i et dokument og sendte det til forretningsudvalget.”

Hvad skete der, da historien breakede?

”Pernille ringede til os tirsdag morgen efter et forretningsudvalgsmøde, og fortalte, at de havde bedt hende om at trække sig, og at hun ikke skal stille op for Konservative igen. Hun var meget rystet. Jeg spurgte hende, om der ville komme en pressemeddelelse. Det vidste hun ikke. Jeg nåede kun lige at vende det på telefon med en af de politiske rådgivere i Bruxelles, så var pressemeddelelsen fra de Konservative ude.”

Hvad gjorde du?

”Heldigvis var det planlagt, at jeg skulle til Bruxelles den dag. Jeg skyndte mig hjem, kastede mine sidste ting i kufferten, og så tog jeg en taxa hjem til Pernille i København. Vi snakkede tingene igennem, og jeg hjalp hende med at skrive et opslag til sociale medier. Det er specielt med krisekommunikation, for lige pludselig er det ikke kun kommunikation. Du står også ved siden af et menneske i en livskrise.”

Hvornår besluttede du at lægge navn til flere af dine udtalelser i medierne, hvor du forsvarer hende?

”Da jeg sad hjemme i Pernilles lejlighed, fik jeg en besked fra en journalist på DR, som spurgte til min oplevelse af arbejdsmiljøet og tænkte, at jeg ville stille mig frem med en skriftlig kommentar. Jeg tog et par timers tilløb, før jeg svarede, for det er kontroversielt at involvere sig selv som presserådgiver. Vi havde vores brev, som vi havde sendt til medierne til baggrund, men det er ikke lige så stærkt kommunikativt, som hvis man har nogle citater. Derfor valgte jeg både at lave skriftlige svar til DR og at sige, at de måtte citere min del af brevet.”

Er det god rådgiverstil at stille op med navn og tale imod en medie­historie?

”Ja. Der var en ubalance i mediedækningen, som blev mere balanceret af, at vi nuværende medarbejdere kom frem med vores historie. Det var med til at belyse nogle af manglerne ved den undersøgelse, som Konservatives ledelse havde lavet, nemlig at de ikke havde hørt os. Det er utraditionelt, men det var vigtigere at gøre det rigtige, end at gøre det, som er kutyme.”

Hvordan kan du gå ud og forsvare Pernille Weiss efter at have arbejdet for hende i mindre end tre måneder og uden at have haft base på hendes kontor i Bruxelles?

”Jeg lagde forbeholdet om at have været ansat i kort tid ind i mine svar, fordi jeg gerne ville være transparent om det. Men derudover mener jeg, at jeg er i min gode ret til at fortælle min oplevelse. Jeg holder bolden på min egen banehalvdel og forholder mig ikke til, hvad andre eventuelt har oplevet.”

Pernille Weiss har afvist beskyldningerne om ydmygelser og mobning på hendes kontor. Men hvis bare nogen af de beskrivelser, som er kommet frem, er sande, er du så ikke med til at underminere en vigtig historie om dårlig ledelse?

”Det synes jeg ikke. Deres historie kom jo frem. Det, at jeg går ud og fortæller min side af historien, synes jeg ikke underminerer nogen andres fortælling. Derudover synes jeg, det er vigtigt at gå ud og nuancere en historie, hvor anonyme kilder kommer med meget alvorlige anklager, og hvor dækningen er meget unuanceret.”

Lige nu er det usandsynligt, at Pernille Weiss bliver kandidat for Konservative ved europa­parlamentsvalget næste år. Hvad er din plan?

”Jeg har mit job et år endnu. Der er stadig rigtig meget vigtig politik, der skal kommunikeres, og det er det, jeg vil have fokus på. Så må vi se, hvad der skal ske om et år. Det bekymrer jeg mig ikke om endnu.”

Hvis hun skulle blive valgt igen, vil du så fortsætte med at arbejde for hende?

”Ja. Jeg har en god relation til hende og mine kolleger. Jeg synes, det er rigtig spændende at arbejde med at kommunikere EU-politik. Jeg ved, hvordan jeg selv og mine kolleger har det, og vi har det alle sammen godt. Så det kan jeg sagtens se for mig.”