Om 14 dage vælter 2.000 danske journalister til Roskilde for at dække en musikfestival over fire dage. Alt i alt har festivalen 5.000 af de eftertragtede armbånd til mediefolk fra hele verden, og de er som sædvanlig revet væk for længst.

I skrivende stund er der solgt 40.000 billetter. Otte festivaldeltagere bliver altså matchet af ét mediemenneske. Mon ikke begivenheden vil opnå en rimelig høj grad af dækning i forhold til andre kulturelle begivenheder? Ja, såmænd i forhold til alt andet. Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste begivenhed, der giver fast arbejde til, hvad der svarer til hvert syvende af DJ's medlemmer over fire dage. Og det er vel at mærke inklusive folketingsvalg og det amerikanske præsidentvalg.
Til sammenligning møder der i alt 1.000 nationale og internationale journalister op til verdens største festival, Glastonbury.
DR alene sender 150 medarbejdere af sted til festivalens såkaldte Medieby – sidste år var det 180. De er så mange, at de faktisk bygger deres egen by i Mediebyen. Et venligt slag på tasken viser, at DR bruger tre-fire årsværk lige oven på en EU-valgkamp, som man knap orkede at dække.

Der findes tre forklaringer. Den gode, den kontroversielle og så den rigtig grimme. Den gode er, at der er masser af klik og seere i festivalen. Alle mulige websites ville se et sommerdyk uden lige uden mudderet i Roskilde. Den gode rækker dog langtfra til at forklare, at festivalen simpelthen er blevet verdens vigtigste mediebegivenhed i Danmark.
Den kontroversielle forklaring er, at kulturjournalisterne her kan udleve den våde drøm om at formidle det på én gang populære og kulturelt grænsesøgende. Her er en kulturel institution, som ikke altid lefler for laveste fællesnævner, men tager musikken alvorligt og afsøger den udfordrende. Skidt være med Kandis, Skanderborg-festivalen og alt det andet bras. Her er endelig en begivenhed, som københavneretablissementet kan identificere sig med. Men helt ærligt. Det rækker heller ikke som forklaring. Alene af den grund, at der langtfra er 2.000 kulturjournalister i Danmark.

Når medierne i den grad har mistet proportionerne, så findes der kun én troværdig forklaring, og den er ond. Roskilde Festival har udviklet sig til en gigantisk personalefest for mediefolket. Allerede et halvt år inden festivalen indleder danske mediefolk et raid på diverse redaktører for med mere eller mindre syge forklaringer at få dem til at søge om en akkreditering. Bevares, der er bestemt journalister og fotografer, som knokler på festivalen, men det er ikke flertallet. De betalende gæster må bløde dyrt for, at det store nassende cirkus af en medieby kan køre videre med dug på bordet, grønt græs, imponerende rene toiletfaciliteter og plastdækkede gangstier, hvis det regner lidt. Imens kan de, der betaler gildet, skide i en tønde og rulle sig i mudderet. 1.000-kroners-spørgsmålet er, om festivalen ville få en så begejstret dækning, som den får, hvis de fine journalister måtte slippe deres privilegier og feste på lige fod med dem, der betaler gildet. Aldrig i livet!

Hvis Roskilde Festival blot åbnede portene for journalister, ville der måske komme 10.000. Nu forsøger festivalen at holde antallet af gratister nede ved at tjekke, om vi rent faktisk laver noget, og man har klogelig indført et symbolsk gebyr på 400 kroner, som bør sættes i vejret. Festivalens privilegerede overklasse har ikke selvindsigt til selv at sige stop.