Hold på hat og briller. Nu kommer der et medieforskerord.
Vi lever i en me-di-a-li-se-ret virkelighed.
Det betyder, at moderne politik, kultur og økonomi i høj grad domineres af medierne. Vi er ikke blot tilstræbt objektive formidlere, men med til at skabe fremtidens vindere og tabere.
Derfor er slagsmålet om mediernes dagsorden benhård.
Hvis man som journalist skal beskrive kampen om magt og indflydelse i samfundet, så bliver billedet ikke komplet uden at inddrage mediernes rolle. Derfor er det sådan set naturligt, at blade, aviser og tv er så selvoptagede og bugner af stadig mere mediekritik.
Kampen om at skinne i offentligheden er en del af det storpolitiske spil, der kan afgøre valg eller skubbe politikere som Nasar Khader helt frem i forreste række.
Tænk på de store slag om Muhammed-tegningerne, DRs dækning af Irak-krigen og fejden om dokumentarfilmen »Den Hemmelige Krig«.
Det skal vi ikke pive over, for det er grundlæggende sundt, at medierne også går hinanden kritisk efter i sømmene. Men når man ser de hurtige og stramme domme, der eksekveres, kan man godt blive skræmt. Er vi lige så hurtige til at fælde domme over folk, virksomheder og institutioner i andre brancher?
Derfor er det værd at huske, at der ligesom i al anden journalistik er faldgruber i mediekritikken.
Det er vel nok den vigtigste pointe i rapporten om »Den Hemmelige Krig«, som Center for Journalistik på SDU og fagbladet Journalisten fremlægger i dag.

Vi skruer tiden tilbage, for man kan let glemme, hvor heftig debatten var for et halvt år siden.
»Der er så meget i den – nul,« sagde landets statsminister om filmen.
»Danmarks Radio har med filmen »Den Hemmelige Krig« – og en række efterfølgende indslag i TV Avisen – ødelagt institutionens troværdighed,« konkluderede journalistisk chefredaktør på Nyhedsavisen Simon Andersen.
Det var svært at se klart midt i skyen af støv, møg og ukvemsord. Jeg sad tilbage med en fornemmelse af, at filmen til en vis grad var skudt ned.
Ingen går fri af kritik i rapporten. Men det var en overraskelse for mig, at den klart tungeste kritik fra undersøgelsesgruppen er rettet mod regeringen, Forsvarsministeriet og Nyhedsavisen.

Rapporten er dermed en stærk påmindelse om, at mediekritikken kan misbruges som et led i kampen om magten.
Ifølge rapporten gennemførte regeringen med stort held 'en klassisk afledningsstrategi' ved at så tvivl om detaljer ved filmen frem for at diskutere filmens hovedpåstande. Det viste sig endda efterfølgende, at detaljerne var forkerte.
Medierne hoppede på limpinden.
Heller ikke Nyhedsavisens kritik af filmen tåler et nærmere eftersyn. Den er efter undersøgelsesgruppens vurdering 'alt for spidst vinklet'.
Samtidig er der også en klar løftet pegefinger til Forsvarsministeriets kommunikation i sagen. Embedsmand betalt af skatteborgerne bør ikke fremstå som personligt politisk engagerede i den sag de rådgiver om. Forsvarsministeriets rapport var netop følelsesladet.
Ved hjælp af spinnet omkring filmen slap regeringen for alvorligt at skulle forholde sig til en 'tilstrækkelig journalistisk dokumentation' for, at regeringen har givet Folketinget 'urigtige/vildledende' oplysninger.

Christoffer Guldbrandsen får dog også kritik for at have pumpet sin film for hårdt. Og endelig konstateres det, at DR 'svigtede' i kontrol med lanceringen og ved ikke at give et kvalificeret modspil under redigeringen.
Den type svigt slipper man ikke godt fra i en me-di-a-li-se-ret virkelighed, hvor også medier kan bygges op og skydes ned, hvis de taber de offentlige slagsmål om troværdighed.
Mediekritikken er et grundvilkår. Sagen om »Den Hemmelige Krig« viser blot, at det er en svær genre, som de danske medier endnu ikke mestrer.
Vi blev skødehunde frem for vagthunde. Eller hvad?