search

Pressens henrettelsespeloton

Den er helt gal med presseetikken. Det har jeg forsøgt at slå fast på forskellig vis her på denne blog og nu er det igen blevet bevist – for nu at udtrykke mig, som nutidens pressefolk ville gøre det.

Den er helt gal med presseetikken. Det har jeg forsøgt at slå fast på forskellig vis her på denne blog og nu er det igen blevet bevist – for nu at udtrykke mig, som nutidens pressefolk ville gøre det.

Det står simpelthen klart, at etikken er bukket fuldkommen under for hurtighed og klarhed – to kriterier, der i dag vejer tungere end sandhed og korrekthed.

Jeg tillader mig naturligvis at slå dette fast på samme måde, som ”alt” bliver ”slået fast”, ”gjort klart” og ”bevist”, når bare nogen – en kilde – har udtalt en påstand, uden tydeligt at være beruset, hjemløs, påvirket af stoffer eller bare udlænding. Jeg har lynhurtigt foretaget (”lavet” på pressedansk) en undersøgelse her på mit kontor, og den bekræfter formodningen om, at der er pip i presseetikken.

Den gode (gamle) Jakob Mollerup – seerredaktør på DR – og hans lidt yngre kontrapart på TV2 Lars Bennike har begge udtrykt bekymring for deres stationers totale mangel på journalistisk samvittighed i forbindelse med Stein Bagger-sagen. Det med ”den totale mangel på journalistisk samvittighed” er naturligvis min egen stramning, baseret på hvad de to har udtalt – eller rettere, hvad de er blevet refereret for at have sagt.

Det er gammelt nyt, at TV for længst har overgivet sig til boulevardpressens prioriteringer, det har jeg skam belæg for, men desværre er der selv blandt pressefolk i den mere traditionelle ende af branchen fortsat tvivl om, at det faktisk forholder sig sådan, altså at man bør være varsom med ”solo-historier” eller i det hele taget oplysninger frembragt af TV-stationerne.

Et eksempel på, hvordan den skrevne presse (minus Ritzau) hoppede helt og aldeles med på en and ud fra en manglende bevidsthed om tingenes faktiske tilstand i medieindustrien, kunne læses her på journalisten.dk forleden.  Historien om, at Stein Bagger var landet, blev refereret over alt (min stramning) efter at være blevet udbasuneret (manipulatorisk ord) af en TV-reporter fra et af de medier, der normalt scorer højest på troværdighedsbarometeret.

Jeg tager i mit stille sind hatten af for Mollerup og Bennike, der i denne så desperate tid for danske medier er sat til at vogte journalistikkens dyd. Hvis jeg var dem, ville jeg blive indædt bitter og rynket som en rosin af bekymringer.

Det var jeg allerede i færd med at blive, da jeg var nyhedsvært og ofte fægtede mod de urimelige vilkår, som mine reporter-kolleger arbejdede under til stor ærgrelse for den journalistiske stolthed, vi alle oprindeligt var drevet af. Holdningen ”det skal ikke være sandt, men blot færdigt og se godt ud” blev praktiseret af nød ikke af ondskab eller dumhed og jeg gætter mig til, at det i dag er et fuldt ud accepteret arbejdsvilkår. Jeg er sikker på, at den stakkels skyldige reporter og dennes redaktionssekretær har fået skæld-ud for deres saftige and – og det manglede da bare – men de egentlige bagmænd er de chefer, der gang på gang har skåret på budgetterne for at få færrest mulige ressourcer til at tage sig godt ud, samtidig med at de er så ekspansionsivrige, at de trods den faste licens-indtjening stadig forsøger at maksimere seertallene på mest underholdende vis, frem for at dyrke journalistikken på journalistikkens egne præmisser. Det var vist noget med et byggeri, der gik galt.

”Det er udviklingen, vi følger bare efter,” vil bagmændene sikkert forsvare sig med. Svaret hertil må være: ”Hvorfor dog ikke bare stå af, tage den tid, journalistik tager og blæs på, at de andre kommer først?” Det er i længden stadig mere værd, at være de mest troværdige end de hurtigste. Dette kommer I til at sande, hvis den af pressen henrettelsestruede Stein Bagger – med familie – viser sig at være offer for et komplot eller noget andet mere nuanceret. Det sidste har jeg intet belæg for at mene, for efter to ugers intens dækning af historien, ved jeg ret beset heller ikke, hvad jeg ved om den sag. Og jeg er i øvrigt for længst stået af.

Det rager mig til gengæld om journalister er til at stole på. Også når der dukker vigtige, principielle sager op med knap så meget sensationsgas i.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen