I den offentlige verden slutter døgnet ved almindelig kontortids ophør.
Journalisten omtalte tirsdag en sag, hvor Pressenævnet afviste en klage fra Region Hovedstaden over DR – med den begrundelse, at klagen var fremsendt for sent.
Region Hovedstadens klage blev emailet klokken 17.06 – men nævnets kontortid ophørte kl. 15.00.
Pressenævnets formand, højesteretsdommer Jytte Scharling, fortæller, at nævnet er bundet på hænder og fødder, men at man nu, efter omtalen af sagen, vil præcisere klagevejledningen på nævnets hjemmeside.
I afviste DR's klagesag. Fordi den var to timer og seks minutter over fristudløbet?
»Nemlig,« siger Pressenævnets formand, Jytte Scharling.
Juraen er holdbar?
»Vi anvender almindelig klagefristberegning for offentlige nævn. Og der er beregningen altså ved almindelig kontortids ophør. Og den her ankommer altså efter almindelig kontortids ophør. Så anses den for indkommen næste dag.«
»Vi har jo en meget kort frist på de fire uger. Jeg ved, at der er lovgivning på vej, som vil forlænge til tolv uger. Det løser selvfølgelig ikke fristproblemet i sig selv – altså hvornår en frist udløber – men det giver dog lidt bedre tid til at formulere en klage fremadrettet. Det er da altid noget,« siger Pressenævnets formand, Jytte Scharling.
»Jeg kan ikke rigtigt tilføje noget, andet end at vi må følge de almindelige klagefristberegninger.«
Det er ikke noget, I kan være fleksible på. Altså fx sige, at "den kom ind det rigtige døgn", så …?
»Nej, det har vi ikke ment, at vi kunne. Vi har ikke nogen undtagelsesbestemmelser. Det er, med den meget korte frist, et problem. For der er ikke nogen kattelem, hvor man kan henvise til særlige omstændigheder for at bortse fra en skriftoverskridelse. Sådan en bestemmelse har vi ikke i loven.«
Er det første gang, at en klage er blevet afvist med så kort en fristoverskridelse?
»Jeg mindes ikke, i min tid, der er ikke nogen sager, der lige popper op, der er tilsvarende. Jeg mindes det ikke, men tør ikke sige, om min er præcis her.«
Det fremgår ikke af jeres hjemmeside, at der er denne her "almindelige kontortid"?
»Nej. Men netop foranlediget af denne her sag og omtalen vil vi gå ind på vores hjemmeside i klagevejledningen og anføre, at det er ved kontortids ophør, at klagefristen udløber. Sådan at det bliver mere præciseret.«
»I forvejen har vi gjort det – jeg gik ind og så på hjemmesiden i anledning af din henvendelse – at vi har skrevet, at klagefristen er fire uger og i parantes anført "28 dage". Det har vi haft problemer med. Folk har tænkt, at fire uger det er en måned, men det er det altså ikke, det er 28 dage. Det har vi fortalt. Og derfor vil vi også anføre, at fristen udløber ved kontortids ophør, så folk er opmærksomme på det. Det er det bedste, vi kan gøre i første omgang.«
I retter og præciserer hjemmesiden?
»Vi præciserer hjemmesiden, vil jeg sådan set sige. Den er rigtig nok, som den står, men den kan bare være mere udførlig. Det her eksempel viser, at der kan være misforståelser omkring det. Så det er kun fornuftigt, at vi sætter oplysningen om kontortids ophør ind, så folk er opmærksomme på det,« siger Pressenævnets formand, Jytte Scharling.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Pressenævnet er primært oprettet med det formål at afgøre private tvistigheder.
Der kan af samme grund ikke siges at være nogen uafhængig instans i forhold til DR, TV2 med regioner til at vurdere, om disse institutioner lever op til sine public-service forpligtelser.
Spørgsmålet om klagefrist er så hjerteskærende klart og eksplicit defineret, så det kan undre, at Journalisten.dk tager det op her. Nogen har kvajet sig, og det var det!
Hvorfor tager man det op, når der er så ulideligt meget mere substantielt at tage fat i her, hvor nævnet lukker sig autistisk om sin funktion blandt kommercielt ligesindede, indifferent over for public-service-kanalernes misbrug af licensbetalernes midler til propagandistiske tjenesteydelser for de til enhver tid siddende.
http://www.arbejdsforskning.dk/visartikel.asp?art=222
Pressenævnet lader beskrivelsen af DR som skyldig i at sprede politisk propaganda og misinformation stå, for, som nævnet fremhæver; så længe DR ikke rammer navngivne personer, organisationers eller virksomheders særskilte interesser, så kan nævnet ikke løfte en sag rejst mod DR, uanset hvor velbegrundet kritikken så i øvrigt er.
Hvis DR bryder med sine forpligtelser, og det kun går ud over brede befolkningsgrupper, så må DR på den måde godt komme snævre interesser i møde ved at fremstille ideologi og fordrejede oplysninger som fakta på bekostning af brede befolkningsgruppers sande interesser. For hvis det ikke går ud over navngivne personers, organisationer eller virksomheders økonomiske/eller anden særinteresser, så kan almindelige borgere og licensbetalere ikke juridisk forpligte DR på at leve op til sine almindelige Public Service Forpligtelser gennem pressenævnet.
Det er resultatet af pressenævnets afgørelse1 i sag nr. 13-70-004982 af 9. juli 2013, der handler om, at Detektor på DR2 d.23/5 2013 fremførte et usagligt og ideologisk forsvar for SSFR’s overtagelse af den tidligere VK-regerings udbudspolitik, bl.a. med påstanden om at reduktion i SU og andre former for overførselsindkomst er lig med jobskabelse.
Pressenævnet lader beskrivelsen af DR som skyldig i at sprede politisk propaganda og misinformation stå, for, som nævnet fremhæver; så længe DR ikke rammer navngivne personer, organisationers eller virksomheders særskilte interesser, så kan nævnet ikke løfte en sag rejst mod DR, uanset hvor velbegrundet kritikken så i øvrigt er.
Det er en vigtig oplysning til landets mange licensbetalere, at DR ikke via pressenævnet kan stilles til ansvar for sin forvaltning af de almindelige Public Service Forpligtelser, der påhviler institutionen, og at DRs egne styringsorganer heller ikke kan.
Selve klagen, som nævnet afviste at realitetsbehandle: http://www.arbejdsforskning.dk/visartikel.asp?art=220
Hvis man ellers får lagt mærke til, hvordan Rangvig-rapporten promoveres nu, fx af DR2, som om der var tale om en uvildig og sobert videnskabelig forklaring på finanskrisen, ja så får man automatisk associationer, der går tilbage til fortidens statsstyrede medier i øst.
Det helt store tabu – der handler om fænomenet ”endogent skabte penge”, et begreb som i hvert fald går tilbage til 1933, hvor Joseph A. Schumpeter skrev sin bog ”Das Wesen des Geldes”, godt nok først udgivet 20 år efter hans død i 1970 – dækker over den monetaristiske forestilling om pengenes natur, dvs. den herskende forestilling om hvordan de skabes. Den sande og gennemdokumenterede forklaring på hvordan banksektoren skaber sine egne penge i markedet, dvs. endogent i markedet, er fuldstændigt underminerende for vor tids herskende økonomiske ideologi, der de sidste 40 år har været fokuseret på at bortforklare, hvordan pengene skabes som lån i kapitalens inflationsværdier. Hele den herskende orden, samtlige kommercielle medier, professionelle og toplønnede lektorer og professorer ved CBS, KU, Syddansk Universitet m.fl,, bankdirektører, redaktioner ved diverse kommercielle medier (herunder pressenævnets medlemme) ser det som pligt at overbevise sig selv og andre om, at inflationen i priserne på huse, landbrugsjord og andre mere fiktive fænomener bag markedsværdierne betyder, at vi alle bliver rigere, samtidigt med at prisstigninger på løn og faktiske varer og ydelser gør os fattigere! Således har man kæmpet for inflation i kapitalværdierne under dække af inflationsbekæmpelse=fastkurspolitik i snart 40 år! Dvs. forvredet markedets priser og virkemidler til ubodelig skade for de mange men til snæver fordel for ganske få. (0,14 % af verdens befolkning sidder på 99,86% af verdens rigdom, og berigelsen af de få figurere stadig som forudsætningen for løsningen på de gigantiske økonomiske og økologiske problemer som udviklingen har ført med sig) Søg på TJN, Tax Justice Network.
Den reelle produktion er flyttet om på den anden side af jorden i den fri konkurrences tjeneste. Vor købekraft er blevet bevaret, kunstigt og på lånt tid med kunstigt oppustede priser på det, der danner grundlag for at lave penge uden produktivt hold i virkeligheden. Men nu er tiden for denne form for global arbejdsdeling ved at rinde ud, deri har vi krisen, som altså ikke løses med Nationalbankens erstatning af markedets bankpenge med sine egne Lawful Money, Legal Tender, base-money, for det handler ikke om mere eller mindre juridisk forpligtende penge, men om de reelt har reference og kontakt med virkelghedens økonomi!
Rangvid-rapporten er entydigt og ufatteligt let gennemskueligt sat i verden for at dække over sandheden! Ren propaganda, bestilt arbejde, som Finn Østrup rigtigt nok konstaterer, uden dog sådan særligt klart at kunne sige hvorfor!
Læs Ole Bjergs bog ”Gode penge”, og min egen pamflet: http://www.arbejdsforskning.dk/visartikel.asp?art=227
Jeg ved godt, at mine links ikke virker. Men så kopierer man bare stien, som den er gengivet, tømmer udklipsholderen i proceslinien og trykker på returknappen, så er man fremme ved indholdet.
Pressenævnet er primært oprettet med det formål at afgøre private tvistigheder.
Der kan af samme grund ikke siges at være nogen uafhængig instans i forhold til DR, TV2 med regioner til at vurdere, om disse institutioner lever op til sine public-service forpligtelser.
Spørgsmålet om klagefrist er så hjerteskærende klart og eksplicit defineret, så det kan undre, at Journalisten.dk tager det op her. Nogen har kvajet sig, og det var det!
Hvorfor tager man det op, når der er så ulideligt meget mere substantielt at tage fat i her, hvor nævnet lukker sig autistisk om sin funktion blandt kommercielt ligesindede, indifferent over for public-service-kanalernes misbrug af licensbetalernes midler til propagandistiske tjenesteydelser for de til enhver tid siddende.
http://www.arbejdsforskning.dk/visartikel.asp?art=222
Pressenævnet lader beskrivelsen af DR som skyldig i at sprede politisk propaganda og misinformation stå, for, som nævnet fremhæver; så længe DR ikke rammer navngivne personer, organisationers eller virksomheders særskilte interesser, så kan nævnet ikke løfte en sag rejst mod DR, uanset hvor velbegrundet kritikken så i øvrigt er.
Hvis DR bryder med sine forpligtelser, og det kun går ud over brede befolkningsgrupper, så må DR på den måde godt komme snævre interesser i møde ved at fremstille ideologi og fordrejede oplysninger som fakta på bekostning af brede befolkningsgruppers sande interesser. For hvis det ikke går ud over navngivne personers, organisationer eller virksomheders økonomiske/eller anden særinteresser, så kan almindelige borgere og licensbetalere ikke juridisk forpligte DR på at leve op til sine almindelige Public Service Forpligtelser gennem pressenævnet.
Det er resultatet af pressenævnets afgørelse1 i sag nr. 13-70-004982 af 9. juli 2013, der handler om, at Detektor på DR2 d.23/5 2013 fremførte et usagligt og ideologisk forsvar for SSFR’s overtagelse af den tidligere VK-regerings udbudspolitik, bl.a. med påstanden om at reduktion i SU og andre former for overførselsindkomst er lig med jobskabelse.
Pressenævnet lader beskrivelsen af DR som skyldig i at sprede politisk propaganda og misinformation stå, for, som nævnet fremhæver; så længe DR ikke rammer navngivne personer, organisationers eller virksomheders særskilte interesser, så kan nævnet ikke løfte en sag rejst mod DR, uanset hvor velbegrundet kritikken så i øvrigt er.
Det er en vigtig oplysning til landets mange licensbetalere, at DR ikke via pressenævnet kan stilles til ansvar for sin forvaltning af de almindelige Public Service Forpligtelser, der påhviler institutionen, og at DRs egne styringsorganer heller ikke kan.
Selve klagen, som nævnet afviste at realitetsbehandle: http://www.arbejdsforskning.dk/visartikel.asp?art=220
Hvis man ellers får lagt mærke til, hvordan Rangvig-rapporten promoveres nu, fx af DR2, som om der var tale om en uvildig og sobert videnskabelig forklaring på finanskrisen, ja så får man automatisk associationer, der går tilbage til fortidens statsstyrede medier i øst.
Det helt store tabu – der handler om fænomenet ”endogent skabte penge”, et begreb som i hvert fald går tilbage til 1933, hvor Joseph A. Schumpeter skrev sin bog ”Das Wesen des Geldes”, godt nok først udgivet 20 år efter hans død i 1970 – dækker over den monetaristiske forestilling om pengenes natur, dvs. den herskende forestilling om hvordan de skabes. Den sande og gennemdokumenterede forklaring på hvordan banksektoren skaber sine egne penge i markedet, dvs. endogent i markedet, er fuldstændigt underminerende for vor tids herskende økonomiske ideologi, der de sidste 40 år har været fokuseret på at bortforklare, hvordan pengene skabes som lån i kapitalens inflationsværdier. Hele den herskende orden, samtlige kommercielle medier, professionelle og toplønnede lektorer og professorer ved CBS, KU, Syddansk Universitet m.fl,, bankdirektører, redaktioner ved diverse kommercielle medier (herunder pressenævnets medlemme) ser det som pligt at overbevise sig selv og andre om, at inflationen i priserne på huse, landbrugsjord og andre mere fiktive fænomener bag markedsværdierne betyder, at vi alle bliver rigere, samtidigt med at prisstigninger på løn og faktiske varer og ydelser gør os fattigere! Således har man kæmpet for inflation i kapitalværdierne under dække af inflationsbekæmpelse=fastkurspolitik i snart 40 år! Dvs. forvredet markedets priser og virkemidler til ubodelig skade for de mange men til snæver fordel for ganske få. (0,14 % af verdens befolkning sidder på 99,86% af verdens rigdom, og berigelsen af de få figurere stadig som forudsætningen for løsningen på de gigantiske økonomiske og økologiske problemer som udviklingen har ført med sig) Søg på TJN, Tax Justice Network.
Den reelle produktion er flyttet om på den anden side af jorden i den fri konkurrences tjeneste. Vor købekraft er blevet bevaret, kunstigt og på lånt tid med kunstigt oppustede priser på det, der danner grundlag for at lave penge uden produktivt hold i virkeligheden. Men nu er tiden for denne form for global arbejdsdeling ved at rinde ud, deri har vi krisen, som altså ikke løses med Nationalbankens erstatning af markedets bankpenge med sine egne Lawful Money, Legal Tender, base-money, for det handler ikke om mere eller mindre juridisk forpligtende penge, men om de reelt har reference og kontakt med virkelghedens økonomi!
Rangvid-rapporten er entydigt og ufatteligt let gennemskueligt sat i verden for at dække over sandheden! Ren propaganda, bestilt arbejde, som Finn Østrup rigtigt nok konstaterer, uden dog sådan særligt klart at kunne sige hvorfor!
Læs Ole Bjergs bog ”Gode penge”, og min egen pamflet: http://www.arbejdsforskning.dk/visartikel.asp?art=227
Jeg ved godt, at mine links ikke virker. Men så kopierer man bare stien, som den er gengivet, tømmer udklipsholderen i proceslinien og trykker på returknappen, så er man fremme ved indholdet.