Mediet Frihedens Stemme, der har Rasmus Paludan som ansvarshavende redaktør, bragte i juli 2022 tre artikler, der indeholdt en række beskyldninger mod researchkollektivet Redox.
Artiklerne henviste blandt andet til en artikel fra 2011 fra et andet medie, der omtalte en straffesag, hvor Redox var sigtet for overtrædelse af terrorlovgivningen.
Redox klagede til Pressenævnet over, at artiklerne indeholdt krænkende beskyldninger, der ikke var blevet forelagt, og at Frihedens Stemme ikke havde oplyst i artiklerne, at der i den omtalte straffesag ikke blev rejst tiltale for overtrædelse af terrorlovgivningen.
I en ny kendelse skriver Pressenævnet, at beskyldningerne skulle have været forelagt for Redox, og at den manglende omtale af straffesagens afslutning var en tilsidesættelse af god presseskik. Nævnet udtaler derfor kritik.