Pressenævnet kritiserer Altinget for ikke at have forelagt kritik for organisationen Liva i en artikel om dårligt arbejdsmiljø og kritisabel ledelse.
Artiklen blev bragt i juni, efter at en række tidligere ansatte og bestyrelsesmedlemmer i et åbent brev havde kritiseret arbejdsmiljøet.
I artiklen udtalte et medlem af Borgerrepræsentationen sig om sagen og krævede den undersøgt, og den kritik blev ikke forelagt Liva.
Pressenævnet skriver i sin kendelse, at oplysningerne havde en sådan karakter, at de burde være forelagt for foreningen inden offentliggørelsen af artiklen, og nævnet udtalte derfor kritik.
Altinget slap dog for kritik for i samme forbindelse at have bragt dele af en skjult lydoptagelse, hvor foreningens daværende bestyrelsesformand udtalte sig kritisk om foreningens direktør.
Foreningen havde klaget over, at lydoptagelsen var bragt uden deres samtykke, men nævnet lagde blandt andet vægt på, at lydoptagelsen blev anvendt til at illustrere den daværende bestyrelsesformands kendskab til arbejdsmiljøproblemerne i foreningen.