
Søren Pind Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
I august skrev Ekstra Bladet og Berlingske, at retsformand i sagen mod Morten Messerschmidt havde liket et opslag på Facebook med budskabet om, at DF’eren ikke burde forsætte som næstformand i partiet.
Liket var givet på et opslag fra den tidligere Venstre-minister Søren Pinds facebookprofil og blev indledt med ordene:
”Ære spiller ikke længere en rolle i politik. Eller i samfundet.”
Herefter opremsede Søren Pind en række eksempler på politiske konsekvenser – eller mangel på samme – heriblandt for DF’s næstformand, der netop var blevet dømt i retten. For det opslag inkasserede han blandt andet et like fra retsformand Søren Holm Seerup.
Men liket fra retsformanden var givet på Søren Pinds lukkede, private facebookprofil, og det fik den tidligere Venstre-politiker til at klage til Pressenævnet over mediernes omtale af det.
Den sag er nu endt med, at Pressenævnet ikke udtaler kritik af Ekstra Bladet og Berlingske for at have omtalt facebookopslaget.
Klar offentlig interesse
I kendelsen lægger Pressenævnet vægt på, at dommeren havde liket Facebook-opslaget, mindre end 24 timer efter at den omtalte dom var blevet afsagt.
Ifølge nævnet har det således ”klar offentlig interesse”, at dommeren har givet et like til et facebookopslag, der blandt andet forholder sig negativt til, at Messerschmidt fortsætter som næstformand i Dansk Folkeparti på trods af, at han er idømt en betinget fængselsstraf.
Pressenævnet anfører også, at medierne som udgangspunkt ikke har adgang til at bruge materiale fra lukkede facebookprofiler, medmindre det har en sådan samfundsmæssig interesse, at offentliggørelsen overstiger hensyn til indehaveren af profilen og de personer, der har adgang til profilen.
Søren Pind mente på sin side ikke, at medier bør kunne hævde offentlig interesse ved ”at bryde ind i lukkede profiler og selv skabe en sag”.
”I så fald kan alt hævdes at være af offentlig interesse. Og dermed bliver beskyttelsen af privatlivet i en sådan profil illusorisk,” som det fremgår af hans klage.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.