Der er ikke grundlag for at udtale kritik af Radio Loud, efter at en paneldeltager i programmet ’Touché Trender’ kaldte det konservative folketingsmedlem Rasmus Jarlovs ytringer på Twitter for ’perfidt’, ’småligt’ og ’ucharmerende’.
Det fremgår af en kendelse fra Pressenævnet.
Rasmus Jarlov klagede til Pressenævnet efter programmets udsendelse, da han fandt udtalelserne krænkende, og at forelæggelsen ikke var tilstrækkelig og ikke fandt sted i rimelig tid.
”Pressenævnet finder, at de påklagede udsagn fremstår som paneldeltagernes subjektive vurderinger af [Klager]s ageren på de sociale medier fremsat i et direkte program, hvor det ikke kan lægges til grund, at værten har mulighed for at forudsige, at paneldeltagerne vil komme med disse udsagn,” skriver Pressenævnet.
Nævnet fremhæver desuden, at en af værterne på programmet forud for udsendelsen havde sendt en sms til Rasmus Jarlov, hvor det fremgik, at Radio Loud ville behandle hans Twitter-tråd i udsendelsen og anmodede om hans kommentarer, men at Jarlov ikke reagerede på henvendelsen forud for programmet, der blev sendt klokken 11:03 den 25. marts 2021.