Selv om Ekstra Bladet i en leder citerede socialdemokraten Mogens Jensen for noget, han ikke direkte havde udtalt, blev avisen alligevel frikendt af Pressenævnet. Det undrer politikeren, mens Bent Falbert forundres over Mogens Jensen.
Baggrunden er en leder i Ekstra Bladet 8. februar i år, hvor Mogens Jensen citeres for i TV 2 Nyhederne at have sagt, at Folketingets kulturudvalg havde ret til den nu aflyste studietur til New York og Caribien.
En afskrift af tv-indslaget, som Journalisten.dk har set, viser derimod, at Mogens Jensen ikke direkte udtalte, at kulturudvalget havde ret til turen.
Han forstår derfor ikke, hvorfor Pressenævnet ikke direkte kritiserer, at Ekstra Bladet anfører hans udsagn som et citat.
»Jeg er dybt uenig i afgørelsen, at jeg ikke skal have et genmæle, men jeg hæfter mig ved, at Pressenævnet finder det beklageligt, at udsagnet i lederen fremstår som et citat, hvilket det ikke er,« siger Mogens Jensen til Journalisten.dk
Bent Falbert, chefredaktør på Ekstra Bladet, mener derimod, at Mogens Jensen er ude på glatis med sin kritik, og står fast ved, at selv om han indrømmer, at Mogens Jensen i TV 2-indslaget ikke direkte sagde "vi har ret til turen", så er det essensen af hans udtalelser i indslaget.
»I mine 20 år som chefredaktør er det den mindste sag, jeg har haft. Det er det rene pjat,« starter han med at slå fast og fortsætter:
»Det er en sammentrækning af hans udtalelser, hvor han reelt siger, at de har ret til turen. Jeg er derfor helt uenig med Pressenævnet, når de skriver, at det er beklageligt, at vi skrev det som et citat. Det er det rene flueknepperi,« siger Bent Falbert.
Afskriften af interviewet på TV 2 Nyhederne viser, at Mogens Jensen udtalte følgende:
"Jo, men nu er virkeligheden bag den her tur, det er faktisk en vi har sparet op til. Det er jo sådan, at man har et budget til rådighed hvert år."
Efterfølgende udtaler han:
"Vi holder os inden for reglerne, og det er det, jeg synes tæller i den her situation."
2