Viaplay.dk er ikke tilmeldt Pressenævnet, og derfor afviser nævnet en klage over de nærbilleder, der blev bragt af landsholdsspiller Christian Eriksen, der faldt livløs om på banen under kampen mod Finland i lørdags.
Det skriver Pressenævnet i en kendelse efter at have afvist klagen uden behandling.
Pressenævnet modtog klagen fra en, der mener, at det var i strid med god presseskik, at viaplay.dk to-tre gange zoomede helt ind på Christian Eriksen, så seerne tydeligt kunne se den livløse spillers ansigt, mens han fik hjertemassage på banen.
Viaplay fik efter kampen skarp kritik for at blive ved med at vise billeder af Christian Eriksen, der fik livreddende behandling, fordi kanalen blev ved med at sende det såkaldte worldfeed, som Det Europæiske Fodboldforbund producerer og distribuerer. Det fik Kim Mikkelsen, som er sportschef i Nent Group, der står bag Viaplay, til at erkende, at kanalen var gået for tæt på.
Vi evaluerer altid. Her min hurtige efter at være kommet hjem fra en frygtelig aften i Parken. Og så debriefer vi i morgen, når pulsen har lagt sig, med et crew af erfarne og dygtige kolleager, som har været på en meget, meget svær opgave i aften. pic.twitter.com/GQSrXSua9i
— Kim Mikkelsen (@kimmikke1206) June 12, 2021