Siden 25. april 2019 har Pressenævnet gentagne gange skullet forholde sig til en artikel publiceret på Fyens Stiftstidendes hjemmeside i december 2018. Den omhandler en dom til en kvinde for at true og chikanere offentligt ansatte.
Pressenævnet har ad flere omgange tidligere ikke villet kritisere, at avisen nægter at fjerne eller afindeksere artiklen – det vil sige sørge for, at den ikke dukker op ved søgninger på eksempelvis den dømtes navn, som fremgår af artiklen.
Senest har kvinden klaget over artiklen 29. juni, men eftersom det blot er få måneder siden, nævnet senest forholdt sig til sagen, er den blevet afvist som grundløs af nævnets formand, Jens Kruse Mikkelsen.
Han skriver i sin afgørelse, at afindeksering, anonymisering eller afpublicering af digitale artikler kun bør anvendes, når der er tale om særligt belastende oplysninger.