Den lange strid om Politikens dækning af forholdene på United Plantations fik et nyt afsnit, da Pressenævnet mandag underkendte journalisten Michael Rastrup Schmiths klage mod avisen.
Sagen om arbejdsforholdene på den dansk-malaysiske plantagevirksomhed United Plantations har haft et sjældent langt efterspil, hvor omstændighederne omkring kilder og journalistik efterhånden har taget fokus fra selve problemstillingen om farligt plantagearbejde.
Senest har journalisten Michael Rastrup Schmith klaget til Pressenævnet over en række artikler, hvor Politiken anklager ham for på United Plantations vegne at presse kilder, der har udtalt sig kritisk om virksomheden.
Den klage er nu blevet afgjort i Pressenævnet, der frikender Politiken og journalist Claus Blok Thomsen for at have begået fejl.
Michael Rastrup Schmiths klager handler til dels om at en af kilderne i Politikens artikler, FAO-medarbejdere Mark Davis, er blevet fejlciteret, men Pressenævnet fastslår, at Smith ikke kan klage på Davis' vegne.
Den anden del af klagen handler om, at Politiken skrev, at Smith ikke ville kommentere sagen. Hertil mener Schmith at han ikke afviser at kommentere sagen, men blot henviser til sin blog. Pressenævnet slår dog fast, at Smith ikke ville svare på journalistens spørgsmål, og det derfor er i orden at skrive, at han ikke vil kommentere.
Dette er ikke den første pressenævnssag med relation til United Plantations. Tidligere fremførte virksomheden en række klager mod Politikens artikler, der alle blev afvist, udover en enkelt, der handlede om et genmæle, der ikke var tilstrækkelig fremhævet.
Journalist Michael Rastrup Schmith har tidligere arbejdet for United Plantations, men både han og virksomheden har afvist, at Schmith skulle være betalt for at føre kampagne mod Politikens artikler.
I Claus Blok Thomsens øjne ligner pressenævnssagen dog et led i en kommunikationsstrategi mod Politiken.
»Det er en journalist, der har arbejdet for UP og har adgang til deres breve og som skriver konsekvent positivt om dem på sin blog. I mit univers tyder det på, at der er en forbindelse. Men det kan jeg ikke vide,« siger Claus Blok Thomsen.
Han mener dog ikke, United Plantations i givet fald har haft held med deres strategi.
»De er i hvert fald ikke lykkedes i den forstand, at jeg er holdt op med at skrive om dem Og man kan sige, at United Plantations selv har været med til at gøre det her til en stor sag, fordi det nu også handler om modspin. P1 Dokumentar har lavet et program, og det var også et tema da Kurt Strand lavede et program om undersøgende journalistik. Jeg har også selv været ude og fortælle om mine oplevelser. Så hvis strategien var at lukke sagen, er det ikke lykkes.«
Han siger dog samtidig, at UP kan have haft held med at sende et signal til andre journalister, der kunne finde på at skrive kritisk om virksomheden.
»Når firmaer bliver kritiseret, reagerer de normalt inden for visse rammer. Men her har det været langt ud over det sædvanlige, og jeg kan godt frygte, at det er noget, vi vil se mere af. Jeg tror vi journalister mangler at tage en diskussion om, hvordan vi håndterer den slags sager,« siger han.
Claus Blok Thomsen vil ikke sige, om der er flere artikler på vej i sagen.
»Jeg vil ikke afsløre, hvad vi har i pipelinen, men vi har ingen intentioner om at lade os true.«
27