search

Pressen pacificeret af influenza-spin

Gid jeg var læge. Så kunne jeg slippe af sted med at sige de mest ligegyldige brokker og alligevel blive taget dybt alvorligt af den danske presse.

Gid jeg var læge. Så kunne jeg slippe af sted med at sige de mest ligegyldige brokker og alligevel blive taget dybt alvorligt af den danske presse.

Det er i hvertfald indtrykket, når man ser, hvad Sundhedsstyrelsens influenza-chef, Else Smith, kan slippe af sted med at svare på kritiske spørgsmål.

Det hører med, at Else Smith gør et fantastisk og vellykket arbejde med på den ene side at få Danmark nogenlunde helskindet igennem influenza-epidemien og på den anden side forklare os alle sammen, hvorfor vi ikke har grund til bekymring. At det ser ud til at lykkes, er alene Else Smiths fortjeneste.

Men det tærer gevaldigt på troværdigheden, når moralske og politiske spørgsmål til influenza-beredskabet besvares med variationer over de samme to brokker, der gentages i det uendelige: "Vi har valgt en strategi" og "Det er sundhedsfagligt en forsvarlig beslutning".

Hvad kan vi udlede af det? At kommunikationsmedarbejderen skulle gå tidligt hjem den dag, arket med spørgsmål og svar blev skrevet? Eller at dansk presse har fået en overdosis influenza-medicin og bare ikke kan rokke sig ud af flækken, medmindre der kommer lig på bordet.

På denne regnvåde torsdag vil jeg svare ja til begge dele, indtil det modsatte er bevist.

Men lad os få et par eksempler på banen.

Senest i går, den 2. september, bragte TV 2 en historie om, at op mod halvdelen af de, der hidtil er døde af Influenza A, var unge og raske, inden de blev syge. Altså at halvdelen af de døde er langt uden for de såkaldte risikogrupper, der vil blive tilbudt vaccine herhjemme. Det har rygtedes længe, men nu er det så endelig bekræftet af WHO.

Hertil siger Else Smith ikke overraskende: ”Vi mener stadig, at vores strategi er den rigtige. For i langt de fleste tilfælde vil influenzaen ramme uden dramatik.” Hun anslår i øvrigt, at op mod 1.000 danskere kan dø af influenza A – et tal, hun tidligere anslog til 3.000.

Dramatik eller ej, det er måske ikke dramatisk, at 1.000 skrantende pensionister plejer at dø af de milde influenza-epidemier, vi oplever med få års mellemrum.

Men det undrer, at journalisten ikke tog fat i spørgsmålet, om vi nu kan forvente, at 400-500 unge og raske danskere vil dø af influenza, fordi de ikke er i risikogruppe og derfor ikke vil blive tilbudt vaccine. Og om det giver anledning til at revurdere strategien og ryste op med den lille halve milliard, det vil koste ekstra at vaccinere hele befolkningen. Et ubehageligt spørgsmål, som nok kan blive svært at sluge for regeringens vælgere, hvis tendensen fra resten af verden med dødsfald blandt raske unge også slår igennem i Danmark.

Professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, Jørgen T. Lauridsen, er inde på noget af det samme i Politiken den 2. september. Han vurderer, at samfundet er bedst tjent med, at alle bliver vaccineret:

”Det samfundsøkonomisk optimale er at sikre nok vaccine til alle, så også eksempelvis produktions- og serviceerhverv kan holdes kørende.”

Han bakkes op af Danske Bank, som vurderer, det vil koste samfundet fire milliarder kroner, hvis halvanden million danskere må en tur under dynen med influenza. Altså væsentligt mere end det vil koste at udvide antallet af vaccinationer.

Til den problematik siger Else Smith i samme artikel – ganske vist i et citat fra Ugeskrift for Læger – at ”Ud fra sundhedsfaglige overvejelser har vi foreslået at indkøbe vaccine til cirka en tredjedel af befolkningen. Det er det forslag, vi mener er sundhedsfagligt mest velbegrundet, og det holder vi fast i.”

Altså ingen overraskelser her. Else Smith holder sig til planen, og journalisterne lader sig spise af med tomme brokker, fordi sundhedsministeren behændigt formår at verfe alle spørgsmål om influenza over i styrelsen. Også selv om spørgsmålene efterhånden langt overstiger, hvad en såkaldt sundhedsfaglig vurdering kan eller bør svare på.

Men hvorfor overhovedet bruge Else Smith som kilde i en historie, der handler om samfundsøkonomi i stedet for at indhente svar fra de relevante kilder på Christiansborg? Her må redaktionen på Politiken tage sig en ekstra kop kaffe og vågne op.

Heldigvis – for underholdningsværdien i det mindste – har man fuldstændig glemt at ansætte en kommunikationsrådgiver i Statens Serum Institut. Her bliver fingrene ikke lagt imellem, når afdelingschef Kåre Mølbak siger sin ærlige mening – ligeledes i Ugeskrift for Læger:

”Selv om man havde bestilt vaccine til hele befolkningen, ville de sidste doser måske først blive leveret til foråret. De lande, der siger, at de vil vaccinere hele befolkningen, kan simpelthen ikke nå det, før epidemien er ovre. Så det er en rent symbolsk tilkendegivelse.”

Nu skal man passe på med at komme med kategoriske udsagn om, hvordan sundhedsmyndighederne i andre lande håndterer deres opgaver. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad myndighederne i landene omkring os vil sige til Kåre Mølbaks påstand.

Da Else Smith i sommer blev interviewet af Karen-Helene Hjort på TV 2 News om, hvorfor de andre lande mon havde valgt at vaccinere hele befolkningen, når Danmark ikke havde, gav Else Smith i bogstaveligste forstand en sang fra de varme lande om, at nogle af landene havde været for sent ude og derfor var under pres fra producenterne til at købe meget store mængder vaccine.

En alvorlig beskyldning, som ikke affødte flere spørgsmål fra TV 2 News. Selv om en forespørgsel til f.eks. de norske myndigheder hurtigt kunne be- eller afkræfte den påstand.

Her er hvad de norske myndigheder svarede, da jeg efter interviewet spurgte, om de havde været for sent ude og under pres fra producenterne til at købe vaccine til hele befolkningen:

“Hei Jens, Takk for henvendelsen.

Det er slik at det er hvert enkelt land som tar stilling til sin vaksineberedskap. I desember 2007 utlyste norske myndigheter et anbud på et antall vaksinedoser som tilsvarer to doser til hele befolkningen hvis det skulle bli behov for dette. Det ble inngått en avtale med produsenten GSK i juli 2008 om levering av pandemivaksine. Se lenke: http://www.fhi.no/eway/default.aspx?pid=233&trg=MainLeft_5565&MainArea_5661=5565:0:15,1223:1:0:0:::0:0&MainLeft_5565=5544:70096::1:5694:49:::0:0&4468=5694:2

Det var dengang de danske myndigheder planlagde at vaccinere 600.000 danskere, altså knap halvdelen af dem, man vil vaccinere i dag. Hvem er det egentlig, der er for sent ude? Det har vi endnu ikke hørt. 

Efterfølgende har Else Smith klogeligt valgt at holde sig til de to brokker, hun trods alt kan svare på kritiske spørgsmål, selv om de ikke giver særlig meget mening: Vi har en strategi, og den er sundhedsfagligt forsvarlig.

Hvad er så konklusionen på alt dette?

For mig at se har vi stadig til gode at se den danske presse vågne op og stille de relevante spørgsmål om beredskabet og blive ved, til de får nogle relevante svar.

Jeg er klar over, at sundhedsministeren har gjort det svært ved at henvise alle spørgsmål til styrelsen og dermed sat Christiansborg-journalisterne ud af kraft til fordel for sundhedsjournalisterne, som af gode grunde ikke har for vane at løbe særligt længe efter politiske historier.

Men det må gode folk på redaktionerne så lave om på. Ellers skal vi vente på, at Cavling-folkene fra Berlingske laver en "I Sundhedsstyrelsens hænder", hvis de unge og raske danskere begynder at dø uden at vi får andre svar end "Vi har valgt en strategi osv." Det kan ingen ønske sig. Heller ikke en formummet sundhedsminister.

Mvh Jens Tovborg

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen