search

Pressen og panserværnsraketterne

Politiets fund i Blekingegade for små 19 år siden var sprængstof i mere end én forstand. Mediernes behandling af ’den store røverisag’ blev en politisk slagmark, og sårene springer stadig op. Med Øvigs Cavling-belønnede bøger blev der åbnet endnu en runde mellem den tids tvivlere og troende.

Politiets fund i Blekingegade for små 19 år siden var sprængstof i mere end én forstand. Mediernes behandling af ’den store røverisag’ blev en politisk slagmark, og sårene springer stadig op. Med Øvigs Cavling-belønnede bøger blev der åbnet endnu en runde mellem den tids tvivlere og troende.

TENDENTIØST. Bagklogskabens ulideligt klare lys er kommet til os.

I løbet af et år er flere hundrede tusinde danskere blevet eksperter i begivenhederne omkring Blekingegadebanden. Resultatet af Peter Øvig Knudsens enorme researcharbejde er blevet folkelærdom, og ingen har endnu anfægtet bøgernes faktuelle indhold.

Det har skabt grundlag for et tilbageblik på det, der blev skrevet i 1989, da sagen begyndte at rulle. Dengang havde de færreste forudsætningerne for at skelne fup og fakta, men alligevel var der vidt forskellige måder at håndtere den manglende viden på. Lige fra at sluge ethvert rygte om terror-forbindelser til en dyb skepsis over for alt, hvad politi og anklager måtte bringe for en dag.

Sagen havde et politisk skær. De anklagede tilhørte venstrefløjen. Modparten var politiet og PET – den borgerlige regerings udøvende magt. Tilliden til disse institutioner aftog, jo længere man kom ud på venstrefløjen.

Derfor var det overraskende, da man i Information pludselig kunne læse rock-anmelderen Lars Villemoes’ artikler, der fortalte hele den historiske baggrund for ’Cafe Liberation-gruppen’ – som de indledningsvis blev kaldt. Det blev til en stribe artikler om et konspiratorisk, kriminelt og sekterisk miljø omkring Gottfred Appel og om forbindelser til bankrøverier og internationale flykaprere fra PFLP (Popular Front for the Liberation of Palestine).

Læsningen var chokerende i sig selv, men ikke mindst for Informations venstreorienterede læsere, der pludselig oplevede en journalist, der »hjalp« politiets efterforskning. Det kom til heftig kritik af chefredaktør Lars Hedegaard og Villemoes, en kritik, hvor Dansk Journalistforbund også kom til at spille en rolle.

18½ år efter tildeler samme forbund Cavling-prisen til Peter Øvig, der i sin bog takker Villemoes for hans »banebrydende artikler«.

En anden dækning af sagen, som også i dag bliver ramt af bagklogskabens lys, er månedsbladet PRESS’ artikel fra juni 89. Som sædvanen tro var en meget lang artikel, der – i kritikernes øjne – udviser en konsekvent skepsis og bagatellisering af sagen som et udtryk for venstrefløjens dogmatiske uskyld.

Eller sagt med andre ord: Røde skyklapper.

Hvorfor diskutere artikler, der ligger 19 år tilbage i tiden?

Det spørgsmål er blevet stillet flere gange, når Journalisten har bedt folk fortælle om den dækning af røverisagen, som nu igen rammer forskellige mediers blog- og debatsider.

Vi lader Arne Hardis, politisk redaktør
på Weekendavisen, svare:

»Selvfølgelig skal man da diskutere gamle artikler. Simpelthen for at blive klogere på, hvad man talte om dengang,« siger han.

Men hov hov. Er det ikke sådan, at Arne Hardis er på højrefløjen i denne sag?

Jo, i nogles øjne. Hans avis har et borgerligt udgangspunkt og har i flere omgange været budbringer for angreb på 68-generationens venstrefløj. Han har selv forholdt sig moderat kritisk til Peter Øvigs bøger og skrevet en kritisk artikel om journalistforbundets rolle i debatten i ’89.

Så Hardis nævnes i flæng med navne som Berlingske Tidendes Bent Blüdnikov og Lars Hedegaard som del af en gruppe, der vil have venstrefløjen stillet til regnskab for tidligere tiders holdninger.

Arne Hardis har selv tilhørt den del af partiet VS, hvor væbnet revolution var en fasttømret del af det politiske fremtidsscenarie. Ligesom Hedegaard var trotskist, og Blüdnikow også har en rød fortid.

I 1989 arbejdede Arne Hardis således på SF-avisen Socialistisk Weekend.

»Jeg har med en vis nysgerrighed undersøgt, hvad vi egentlig selv skrev om sagen. Det var nu ikke så meget. Men det, der er, udtrykker en ret positiv opfattelse af PFLP og en ret negativ opfattelse af Israel, samt en udtalt fornemmelse af, at Mossad (den israelske efterretningstjeneste, red.) kunne spille en rolle, som læst i dag kan virke ret konspirativ,« fortæller han.

Erik Valeur, medstifter af PRESS, forstår ikke, hvorfor bladet i dag skal kritiseres for sin dækning.

»Man kunne finde masser af artikler i de store aviser dengang, som fremførte de vildeste teorier, netop fordi man vidste så lidt,« siger han og kalder det en »historisk fejl« at vurdere datidens artikler med nutidens viden.

Han anser kritikken for at være en mere eller mindre koordineret indsats fra førnævnte højreorienterede gruppe. Selv betragter han sig ikke som værende på en fløj. På PRESS var man tværtimod stærkt kritiske over for den venstreorienterede 68-generation, siger han.

Arne Hardis ser heller ikke sig selv som en del af en fløj eller gruppe, men han taler alligevel om en diskussion med optrukne fronter.

I den indledende research til temaet spurgte Journalisten nogle kilder om bladets egen daværende redaktør Frede Jakobsen. Der var vist noget med, at han var kommunist?

»Nej, han var ikke kommunist, han var trotskist.«

Sådan lød det fuldstændigt enslydende fra to forskellige kilder.

Svarene vidner om en tid i dansk journalistik, hvor partibøgerne ikke var gemt ned i skrivebordsskuffen. Et miljø, hvor man ikke alene vidste, hvem der stemte til højre og venstre for midten. Man skelnede maoister fra trotskister, leninister fra ’sumpere’. Med andre ord en tid med en helt anden grad af politisk ideologisk fokus, end vi kender i dag, hvor der ofte er mere styr på redaktionernes FCK- og Brøndby-fraktioner end på de politiske observanser.

»I 1980erne havde man ingen illusioner om, at man kunne være objektiv som journalist. Vi lavede ideologi-kritik på alt og alle, for vi havde den antagelse, at der altid var en ideologi bag,« siger Bente Hansen, der har en fortid på DR og som redaktionschef ved Information.

Dengang så journalister i højere grad begivenhederne med politiske øjne, forklarer Christian Breinholdt, pressehistoriker og lektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

»Det var tydeligere, at der var en højre- og en venstrefløj. Der var et politisk klima, hvor man forholdt sig mere for og imod. I dag diskuterer man jo reelt ikke det politiske indhold omkring samfundsmæssige emner. Pressen redegør for de praktiske problemer, men den sørger ikke for at gøre tingene til demokratiske spørgsmål,« siger han.

Såvidt den historiske kontekst for journalistikken i 1989: Pressen var mere politiseret, det var i højere grad i orden at mene noget, når man satte sig til skrivemaskinen. Partipressen lå ikke mange år tilbage.

Og med det in mente fortæller vi på de kommende sider om henholdsvis PRESS’ og Villemoes’ artikler om Blekingegadebanden og stiller spørgsmålet: Var venstrefløjens journalister præget af røde skyklapper i beskrivelsen af Blekingegadebanden og kritikken af Lars Villemoes?

Læs artiklen Persona non grata om Villemoes-sagen og De røde vagthunde om PRESS' dækning af Blekingegadebanden.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen