search

Pressen ignorerer fakta

 »Kvaliteten af en lovgivning, som bliver lavet for at løse et problem, er omvendt proportional med den medielarm, der foranledigede den.« (G. Ray Funkhouser)

 

»Kvaliteten af en lovgivning, som bliver lavet for at løse et problem, er omvendt proportional med den medielarm, der foranledigede den.« (G. Ray Funkhouser)

»Nu er det sket igen. Ung pige voldtaget af 6 indvandrere.« »Massevoldtægt begået af fremmede mod ung sagesløs pige.« Behov for stramninger siger regeringen.

»Ung lastbilchauffør skyld i ni menneskers død.« Nu skal der fokus på de meget unge lastbilchauffører, og kravene for unge lastbilchaufførers kunnen skal øges.

Det kunne være eksempler på overskrifter i vores nyhedsmedier. Eksempler på pressens ønske om at sælge aviser. Og eksempler på samspillet mellem politik og presse. Og anledninger til, at politikerne negligerer ekspertudtalelser og tidligere undersøgelser og resultater på grund af ønsket om at få flere stemmer.

Sommeren 2002 bød blandt andet på en stramning af voldtægtsparagraffen i straffeloven. Pressen udgjorde i forløbet forud for denne stramning en særlig stærk og uhensigtsmæssig magtfaktor i dens udstilling af enkelte voldtægtshændelser på utallige forsider.

Embedsmænd, juridiske professorer, rigsadvokaten, samfundsvidenskabelige forskere, domstolene og andre eksperter havde givet deres resultater af utallige undersøgelser, tidligere erfaring og forskning på det specifikke område videre til Folketingets medlemmer, således at de til brug for vurdering af vigtigheden af en stramning på dette område havde et solidt materiale at arbejde med. Det forskningsmateriale blev tilsidesat – endda ville folketings-politikerne ikke afvente fremkomsten af Rigsadvokatens redegørelse på området før fremsættelsen af lovforslaget.

Eksperter på området påviste nemlig, at der ikke var sket en stigning af massevoldtægter, og at øgede straffe ikke giver mindre kriminalitet. Spørgsmålet må derfor være, om lovændringen alene blev til som et resultat af pressens ønske om at sælge nyheder. Noget kunne tyde på det. Pressen må være sig sit ansvar bevidst. Med den store magt følger en forpligtelse til at informere på saglig vis. Hvorfor var der intetsteds at læse, at løsningen på voldtægterne formentlig ikke er højere fængselsstraffe, men kunne være en helt anden form for indsats. Hvorfor kunne man ikke læse i aviserne i sidste uge, at de unge chauffører rent faktisk ikke udgør nogen særlig trussel for trafikken, da de fleste uheld sker med 40-årige. Svaret er selvfølgelig, at de nuancerede budskaber ikke sælger. Billedet af de unge farlige chauffører kan alle forstå, og det samme gælder billedet af indvandrerbanderne. Journa-listerne bekymrer sig mindre om, hvilke bevægelser det er, de sætter i gang i samfundet. Pyt med, om man sår kimen til det stigende fremmedhad eller udvirker en bekostelig og usaglig lovgivning over for unge chauffører.

Dette er blot to ud af utallige eksempler på, hvordan presse og politik fungerer i praksis. Folketingspolitikernes succesfulde magtudøvelse skyldes deres afhængighedsforhold til pressen og deres positive udnyttelse heraf. Som en konsekvens af pressens intense fokusering på voldtægt tog politikerne emnet op og fremstod dermed som handlekraftige i vælgernes øjne.

Pressen har et ansvar for ikke at tale politikerne efter munden. Et ansvar for at være kritisk over for politikernes ønske om at pleje vælgerne – også selv om dette ansvar måtte medføre mindre salg af nyheder.

Manglende efterlevelse af dette ansvar kan medføre retspolitisk usaglig og forhastet lovgivning. Konsekvensen af den overvægt af magt, pressen har, er, at videnskabelige undersøgelser bliver tilsidesat, ignoreret eller undgået, og retssikkerheden bliver tilsidesat.

* Jurastuderende Nanna Louise Borum Gjedde (tv) og politifuldmægtig Pia Markussen

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen