Presseloven eller Janteloven?

ALARM. Ekstra Bladet har gjort det igen ...! Ramt befolkningen med en mavepuster af en forsiderubrik den 3. maj 2007: 19-ÅRIG EJER GODSER FOR 100 MIO. Hvabehar?

ALARM. Ekstra Bladet har gjort det igen …! Ramt befolkningen med en mavepuster af en forsiderubrik den 3. maj 2007: 19-ÅRIG EJER GODSER FOR 100 MIO. Hvabehar? Det er noget, der rykker. Især når man læser artiklen og konstaterer, at den unge mand faktisk intet forkert har gjort. Han har arvet et par godser og i øvrigt fulgt landets love og bestemmelser til punkt og prikke. Han skal bare udstilles som privilegeret dansker – modsat alle os stakkels skattetyngede fattigrøve …

Derfor tillader jeg mig at konkludere, at Ekstra Bladet alene har lavet denne artikel for at have en forside, som pøblen kan forarges over.

Den slags sælger nemlig Ekstra Bladet alene på spisesedlen – og så blæse være med indholdet.

Denne sygelige trang til at give næring til fordomme – som kun sjældent trives, når Ekstra Bladet ikke lige kaster en luns – er en hån mod den journalistik, der afdækker magtmisbrug, kriminalitet og andre lyssky affærer, og som Ekstra Bladet også engang var en del af.

Selv underholdnings-journalistikken ligger på et højere niveau.

Alene bladets forsøg på at puste nyt liv i fordommene omkring Herlufsholm Kostskole, som intet har med de nævnte godser at gøre, viser dette. Skolen skal med djævlens vold og magt bare sættes i et dårligt lys. Ingen mulighed må forspildes.

Herlufsholm Kostskole er – med det kendskab, jeg har til skolen – en velrenommeret skole, drevet efter de mest moderne pædagogiske principper.

Om det er dårlig bladøkonomi, der driver bladet til denne underlødige form for journalistik, eller dårlig ledelse, skal jeg lade være usagt, men når Janteloven får større indflydelse end presseloven, så bør det være et alarmsignal for de journalister, der måtte være tilbage på bladet.

Men det sker næppe på en periodisk udgivelse, hvor chefredaktørens journalistiske integritet er hæftet op med stribevis af kors og bånd og stjerner …

 

0 Kommentarer