search

Pressefrihed på arabisk

Libanon har formelt pressefrihed, men reelt politisk presse-diktatur - dog sådan, at den politiske magtbalance for tiden beskytter journalister mod de overgreb, der er almindelige i andre arabiske og muslimske lande.

Libanon har formelt pressefrihed, men reelt politisk presse-diktatur – dog sådan, at den politiske magtbalance for tiden beskytter journalister mod de overgreb, der er almindelige i andre arabiske og muslimske lande.

UNDERTRYKKELSE. I ethvert andet arabisk land er historien triviel: Journalist Hassan Illeik ville i dag rådne op i et fangehul, måske mishandlet til ukendelighed. Men dette er Libanon med formelt lovfæstet pressefrihed, som faktisk respekteres.

Det er nu ikke grunden til, at Hassan Illeik fra avisen Al-Akhbar – Nyheder – slap med skrækken, da han i august blev truet med tæsk og forvaring på ubestemt tid, medmindre han angav sin kilde til en afslørende historie om landets forsvarsminister, Elias al-Murr.

Hassan slap for ommøblering af ansigtet, fordi pressefriheden i Libanon sikres af en ytrings-terrorbalance mellem Libanons to næsten lige store politiske blokke, der for tiden er i samme regering: 14. marts-bevægelsen, ledet af den vest-støttede premierminister Saad Hariri, og 8. marts-bevægelsen, anført af Hizbollah, Guds Parti, støttet af Iran og Syrien. Denne blok sidder på en tredjedel af ministerierne og landets mest velsmurte våbenlager, hvorfor den har vetoret i alle sager af betydning.


Forsiden af Al-Akhbar dagen efter den libanesiske forsvarsminister Elias al-Murr's pressemøde, hvor han beskyldte journalist Hassan Illeik for at være 'israelsk spion'. Al-Murr er fotograferet ridende på ryggen af 'en undersåt', og i overskriften hedder det: Forsvarsministeren jagter sin egen skygge og kollega Hassan Illeik: ELIAS AL-MURR – SIG UNDSKYLD!

Men pressefriheden betyder ikke en uafhængig presse. Al-Akhbar kaldes med en vis ret for 'Hizbollah-avisen', ikke fordi journalisterne er dybt religiøse – de er snarere venstre-snoede, hvis ikke kommunister – men fordi den redaktionelt er på 8.marts-bevægelsens side med en redaktør, Ibrahim al-Amin, der anerkendes som Hizbollah-generalsekretær Hassan Nasrallahs stemme. Vil man vide, hvad Nasrallah mener om stort og småt, læser man Ibrahim.

I det stykke ligner avisen alle andre i de 22 arabiske lande – og for den sags skyld i Iran, Tyrkiet, Afghanistan og Pakistan. Ingen medier er uafhængige af politiske eller økonomiske interesser – de er alene talerør, hvorfor de har få læsere, lyttere og seere, men holdes oppe af støtte-annoncer, politiske parti-donationer og ordinær 'kuvert'-bestikkelse.

En undtagelse er satellit-kanalen Al-Jazeera, der har få annoncører – men finansieres af emiren i Qatar, der dermed er det eneste statsoverhoved, Al-Jazeera har hævet over kritik. Den statslige kontrol udøves i reglen via licenser – så kan private udgive aviser, uden at staten kan beskyldes for censur. Men bliver en avis for kæphøj, kan den pludselig ikke blive trykt – trykkeriarbejderne strejker. Fremturer den, bliver licensen inddraget i perioder eller permanent, ofte af 'moralske' grunde. Makker den stadig ikke ret, bombes bladhuset af 'ukendte gerningsmænd', som for eksempel en kurdisk avis i Istanbul i 1994.

Det særlige ved Libanon er, at medierne kan kritisere magten – og gør det. De store modsætninger, som holdes under låg i en samlingsregering, der ellers ville kollapse, ventileres i medierne på hver side af blokkenes demarkationslinje. Og pressefriheden fungerer uden tab af menneskeliv.


Den franske satiretegner Michel Cambon leverer via World Association of Newspapers (WAN) et månedligt bidrag til hjemmesiden Arabpressnetwork.org, der kommenterer arabiske journalisters arbejdsforhold.
• Her kommenteres censuren i Tunesien. Omgivet af præsident, politiet og dommerstanden spørger journalisten: "Men I
er ikke læger?" Svar: "Nej, men vi tager os alligevel af dig."

Fra 2005, da libaneserne efter den såkaldte 'Ceder'-revolution valgte et vestligt støttet styre, og frem til dannelsen af samlingsregeringen i 2008, var Syrien-kritiske og vest-orienterede journalister jaget vildt: Gebran Tueni og Samir Kassir, myrdet i 2007 og 2005, er bare to eksempler. Men hvis samlingsregeringen opløses, hvad der er udsigt til i disse uger, vil journalister igen blive målområde. For uanset om de skriver fra en nok så objektiv tilgang til stoffet, vil de blive læst som forlænget arm for politiske grupperinger.

Skriver de kritisk om Nasrallah, er de agenter for Hariri, kritiserer de Hariri, er de agenter for Nasrallah. I mellemøstlig journalistik er glosen 'uafhængig' absurd. Ordet 'objektiv' har jeg aldrig hørt i de 15 år, jeg har arbejdet i regionen. Ikke fordi der ikke er uafhængige journalister, for det er der, omend de er få, men der er ikke uafhængige læsere. Alle mediebrugere har samme spørgsmål i baghovedet, når de præsenteres for en historie: Hvem er den virkelige afsender? Mediet er ikke budskabet, men redskabet.

Historien om kollega Hassan Illeik beskriver i mikrokosmos tilstanden: Libanons forsvarsminister Elias al-Murr, fra en kristen politiker-familie med tvivlsomt ry for at skifte alliancer med vinden, er for tiden allieret med den vestligt støttede 14. marts-bevægelse.

Hassan Illeik bragte oplysninger frem, der tyder på, at Elias al-Murr i maj sidste år advarede en pensioneret general om, at denne stod for at blive anholdt som israelsk spion. I Libanon er ingen sigtelse mere alvorlig, og kristne er altid under mistanke, et levn fra borgerkrigens dage.

Illeik skrev, at forsvarsminister al-Murr blev orienteret af Libanons hærchef om, at den pensionerede general skulle anholdes, da man havde materiale til en spionage-sigtelse. Al-Murr bad imidlertid hærchefen om at 'vente et par dage' med at anholde Ghassan al-Jid, som eks-generalen hedder. Så da militærpolitiet to dage senere var på adressen, var fug-len fløjet til Paris med Air France.

Hassan Illeik siger, at hans kilde er nagelfast og krydstjekket. Så langt så godt. Men i tråd med 'den arabiske metode' bragte avisen ikke nogen kommentar fra al-Murr, før den kørte historien. Det 'libanesiske element' er, at Illeik har haft kilder langt oppe i systemet, der har haft interesse i at lække skandalen. Tilmed blev billedet af den nu forduftede eks-general forsynet med et israelsk flag, så ingen læsere var i tvivl om, at spion-sigtelsen er en dom.

I øvrigt afsagt af Hizbollah-chef Hassan Nasrallah i en tv-tale den 9. august. Illeiks historie blev trykt 10. august, og om morgenen 11. august indkaldte Elias al-Murr militærets sikkerhedsråd, dernæst et pressemøde, dels for at forklare sig, dels for at gå til modangreb. Han kaldte Hassan Illeik for 'israelsk spion'.

Hassan var samme morgen inviteret 'til kaffe og en snak' på en generals kontor. Den varede syv timer, som Illeik bagefter skildrede i sin avis. Han blev nægtet kontakt med en advokat og truet med, at han ikke 'ville komme hjem', før han havde røbet sin kilde til historien. "Det er ordre fra al-Murr, og tving os ikke til at ændre attitude, men hjælp os hellere. Det vil være bedst for dig," lød det. I Libanon afleveres tortur-trusler i et høfligt tonefald.

Men fordi Hassan Illeik havde sin avis i ryggen – og måske også fordi avisen er magtfuld som talerør for 'modstanden', den gængse glose for Hizbollah, blev han løsladt. Nu kommer et retligt efterspil, som al-Murr har bebudet, og som Hassan risikerer at tabe, idet hærchefen har erklæret, at den skildrede samtale med forsvarsministeren aldrig har fundet sted.

I Libanon er det blevet praksis, at hærchefer kroner karrieren med posten som præsident.
Hassan sagsøger Elias al-Murr for bagvaskelse. "Han skal ikke ustraffet kalde mig israelsk spion," siger han. Men spørgsmålet er: Var Hassan budbringer eller redskab?

Det spørgsmål vil aldrig blive besvaret. Heller ikke af Libanons journalistforbund, hvor 8.marts-journalister ikke optages. Den siddende formand lykønskede al-Murr, der i øvrigt selv er medlem.

• Her siger Libyens diktator, Muammar Gadaffi, til en tortureret journalist: "Indrøm det! Du er begejstret for, at Libyen nu
har sæde i FN's Råd for Menneskerettigheder."

Pressefrihed i arabiske lande
Libanon ligger som nummer 61 øverst blandt de arabiske og muslimske lande i den tabel, organisationen Journalister Uden Grænser laver om pressefrihed, og som senest blev offentliggjort i 2009 (og hvor Danmark sammen med Finland, Irland, Norge og Sverige ligger på en delt førsteplads):

Libanon (61)
Forenede Arabiske Emirater (86) Israel (selve Israel) 93)
Jordan (112)
Tyrkiet (122)
Marokko (127)
Algeriet (141)
Egypten (143)
Irak (145)
Israel (besatte områder) (153)
Tunesien (154)
Libyen (156)
Palæstinenske Områder (161)
Saudi-Arabien (163)
Syrien (165)
Yemen (167)
Iran (172)

Der er 175 lande på listen. For tiden menes 60 iranske journalister at være bag lås og slå. Israels placering skyldes stramning af presse-censur som følge af krigen mod Gaza – den betød et fald på 47 pladser.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen